Det ser ud til, at hver generation har sin internationale katastrofe. Den britisk ledede, fejlslagne aktion omkring Suez-kanalen prægede slutningen af 1950’erne. Vietnamkrigen satte sit aftryk i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Siden har vi haft Afghanistan.
Det er tre meget forskellige konflikter. De har det til fælles, at udenlandske magter har præsenteret dem som ædle. Suez-aktionen handlede om at sikre den frie skibsfart og afsætte Egyptens besværlige præsident Gamal Abdel Nasser, lød det. Vietnam skulle føre til frihed og udvikling; i virkeligheden var det en stedfortræderkrig, hvor Øst og Vest kunne bekæmpe hinanden militært fjernt fra deres hovedstæder.
Afghanistan vil blive husket som et sted, hvor ingen kan vinde. Ikke russerne, som var der fra 1979 til 1989, ikke den amerikansk anførte koalition fra 2001 til disse timer, måske ikke en gang afghanerne selv.
Noget af det mest beskæmmende ved den kapitulation – man kan dårligt kalde det andet – som Amerika og dets allierede har underlagt sig, er, at dem, man hævdede at ville hjælpe, lades i stikken. I mange tilfælde formentlig med døden til følge. USA og blandt andre Danmark var i begyndelsen åbne omkring, at det gjaldt om at udrydde terrorgruppen al-Qaeda efter angrebene mod blandt andet World Trade Center i New York. Da det ikke lykkedes hurtigt – det tog næsten 10 år at finde Osama bin Laden – erklærede man, at det drejede sig om at hjælpe navnlig piger og kvinder til at få en ordentlig uddannelse og gøre karriere, hvis de ville. Man ville også give drenge og unge mænd et alternativ til islamisme. Endelig ville man fremme demokratiet og bygge Afghanistan op som nation.
Det lykkedes et godt stykke. I toppen sås en kvindelig undervisningsminister og to kvindelige ambassadører i Washington. Der var kvindelige journalister, læger, lærere, erhvervsfolk – det lyder ikke af meget i Vesten, men i Afghanistan var det store ting. Nu har Vesten ladet dem falde. Undervisningsministeren frygter for sit liv, har hun fortalt radiostationen BBC. Andre prøver at gemme sig bag en burka. Vestligt orienterede mænd har det måske værre, for de kan dårligt skjule sig.
Mange, der har ytret sig, føler sig forrådt. Det kan man ikke fortænke dem i.
Det drejer sig ikke kun om, at Amerika – og blandt andre Danmark – forlader Afghanistan. Der kan sagtens findes argumenter for en tilbagetrækning, eller i hvert fald en mindre tilstedeværelse. Vesten, og navnlig USA, har brugt oceaner af penge. Soldater er blevet dræbt og lemlæstet.
Men måden, det er sket på, er chokerende og må i lang tid gøre det vanskeligt for vestlige lande at optræde troværdigt. Amerika indgik en aftale med Taleban, uden betingelser. Man kunne have opstillet en række krav, som forpligtede islamisterne til at opfylde et mindstemål af menneskerettigheder, hvis de ville have USA ud. Der kunne have været en overgangsperiode, hvor Amerika kunne have holdt øje og grebet ind – med relativt små midler. En tidligere britisk ambassadør i Moskva har peget på, at russerne forlod Afghanistan velordnet og efter aftale med lokale magthavere. 80.000 mand vendte hjem over ni måneder. Når russerne – der sjældent lykkes med noget – kunne finde ud af det, hvorfor så ikke Amerika?
Hvad så med de føromtalte ædle hensigter? Måske var det realpolitik.
”Kvinder, børn, opbygning af en nation og så videre var nødvendigt for mange lande for at få opinionen med,” mener en europæisk diplomat.
En amerikansk sikkerhedsekspert, rådgiver for præsident Bill Clinton i 1990’erne, peger på, at der er ”andre, store humanitære kriser i verden lige nu – Myanmar, Etiopien og Kina, for eksempel. Vi bliver nødt til at tage os af dem alle”. På sin vis, siger han, er Amerikas hurtige tilbagetrækning en måde at ”rydde dækket, så de udfordringer, der venter, kan håndteres”.
Alt sammen kan være rigtigt, men hvem vil fortælle det til kvinderne og fredelige mænd i Afghanistan?
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.