Russerne vil gerne mindes Oktoberrevolutionen, men nogen fejring bliver der ikke tale om

På tirsdag bliver 100-året for Oktoberrevolutionen markeret rundt om i Rusland, men der bliver ingen fejring eller markering fra officielt hold. Tanken om folkelig opstand og revolution er præsident Putins helt store frygt, lyder det. Men ikke alle russere mener, at man skal glemme den 7. november

Revolutionshistorien er allestedsnærværende i Moskva som her på markedet ved Partisanskaja-metrostationen, hvor ma-trjosjka-dukker af den nuværende præsident Putin (tv.) sælges side om side med dukker af Lenin og Stalin. –
Revolutionshistorien er allestedsnærværende i Moskva som her på markedet ved Partisanskaja-metrostationen, hvor ma-trjosjka-dukker af den nuværende præsident Putin (tv.) sælges side om side med dukker af Lenin og Stalin. – . Foto: Jakob Houmann Mortensen.

I blafrende jakke, med knyttet næve og et fast udtryk i blikket spejder Lenin fra den store røde sokkel midt på Oktoberpladsen i Moskva over mod metrostationen af samme navn. Både plads og station er opkaldt efter den revolution, som på tirsdag for præcis 100 år siden banede vejen for et 70 år langt diktatur. Dengang bolsjevikkerne og Vladimir Ilitj Uljanov, bedre kendt som Lenin, afsatte den provisoriske regering, der havde afløst tsarstyret i februar samme år.

Men revolutionen markeres hverken med officielle parader og taler, som det ellers er tilfældet ved store historiske begivenheder i Rusland. Præsident Vladimir Putin bryder sig nemlig langtfra om at fejre en folkelig revolte, forklarer Mette Skak, som er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i russiske forhold.

”Det er jo på mange måder ubekvemt for Putin at fejre revolutioner. Han har for nyligt udtalt, at Ruslands strategiske vej er evolution – og ikke revolution. Ifølge Putin er problemet med revolutioner, at de hviler på en radikalisering, og at de fører til mangel på ansvarlighed,” siger hun og forklarer, at Putin var imod både den ukrainske Maidan-revolution og det arabiske forår, som han i øvrigt mener, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA stod bag.

Moskva er stadig fyldt med revolutionær symbolik og afbildninger af Lenin. Her spejder han fra sin piedestal udover Oktoberpladsen. –
Moskva er stadig fyldt med revolutionær symbolik og afbildninger af Lenin. Her spejder han fra sin piedestal udover Oktoberpladsen. – Foto: Jakob Houmann Mortensen

Selvom Putin ikke ønsker at markere jubilæet, er det blot at tage et smut med Moskvas metro, hvis man har behov for at mindes revolutionen. Det store metronet er fyldt med revolutionær symbolik. På Oktoberpladsen skynder folk sig igennem metrodørene under hammer og sejl flankeret af to revolutionsskulpturer bevæbnet med gevær og trompet.

Ganske få stop fra Oktoberpladsen finder man Revolu-tionspladsen. Her er perronerne udsmykket med arbejdere og heroiske revolutionsfigurer, der med tapre blikke knæler, mens de knuger våben og værktøj. Mange rejsende foretager et dagligt ritual ved i forbifarten at gnide på en af bronzeskulpturerne, som flere steder fremstår gyldne på grund af de mange berøringer.

Længere nordpå ved Partisanskaja-metrostationen ligger et marked, hvor turister kommer for at købe sovjet-memorabilia og andre souvenirs. Her arbejder Shamil Omarov i en bod, der sælger matrjosjka-dukker i form af Stalin eller Lenin, pelshuer og bælter med hammer og sejl. Han mener, at Oktoberrevolutionen burde fejres fra officielt hold.

”Folk har brug for at huske,” siger han og understreger, at det er underordnet, om begivenheden var god eller dårlig.

”Det var en stor historisk begivenhed,” siger han.

Selv kan den 48-årige Shamil Omarov godt blive i tvivl om, hvorvidt det var værre at leve i sovjettiden.

”I det mindste vidste man, at når man efter arbejde gik hjem og i seng, og man vågnede næste morgen, så havde man stadig sit arbejde,” siger han.

Sådan er det ikke i dag, mener han og fortæller, at han flyttede til hovedstaden, fordi han ikke kunne finde arbejde i sin landsby cirka 2000 kilometer fra Moskva.

Ifølge senioranalytiker ved tænketanken Carnegie Moscow Center Andrej Koles-nikov er det lettere for regeringen at ignorere Oktober-revolutionen end at fejre den, da der ikke er et entydigt forhold til revolutionen i befolkningen.

”Regimet” foretager desuden en politisering af historien, hvor kun de sejrrige begivenheder fremhæves. På den måde fremstiller det sig selv som den direkte arvtager til alle ”Ruslands strålende sejre” og gør sig dermed immun over for kritik, understregede han i en analyse fra sidste måned.

I hans vurdering har mange russere et neutralt forhold til Lenin, mens de statsoverhoveder, som russerne ikke bryder sig om, er dem, som tillod en destabilisering eller snarere en liberalisering af landet som for eksempel Khrusjtjov, Gorbatjov og Jeltsin.

”Og de ledere, som russerne favoriserer, er de konservative kræfter, der opbyggede et imperium: Stalin, Bresnjev og Putin,” skriver Kolesnikov i sin analyse.

I Moskvas centrum ligger Frelseren Kristus-katedralen, der i 1931 blev ødelagt for at gøre plads til Sovjetternes Palads, som skulle hylde revolutionen. Efter Sovjetunionens fald blev kirken genopbygget. Aleksej Maksimov har netop været på besøg i kirken. Den 40-årige pilot undrer sig over, at 100-året ikke bliver fejret.

”Franskmændene fejrer jo for eksempel Bastille-dagen, som jo også markerer en revolution, så jeg ser ikke noget galt i at fejre 100-året. Det er en stor dag i russisk historie. Jeg mener, at vores myndigheder er bange for denne dag, fordi det måske vil medføre protester fra nogle dele af samfundet. Men ikke desto mindre bør det markeres,” siger han.

Du kommer netop fra kirke. Hvordan har du det med, at Sovjetunionen bekæmpede den ortodokse kirke og undertrykte religion i så mange år?

”Kampen mod kirken var helt klart en fejltagelse og en tragedie,” siger han og fortsætter:

”Men for 100 år siden var tiden også meget kompleks, skal man tænke på.”

Selvom 100-året ikke bliver fejret med militærparader og taler af Putin, markeres det med debatter på universiteter og på tv samt med kunstudstillinger. Blandt andet på Pusjkin-museet. På museets anden sal langs trappesatsen står tre teenagepiger og skiftes til at posere foran værker med sovjetsymboler. Og i et stort tilstødende lokale sidder den 70-årige Margerit Budokova på en stol og kigger på en stor en kunstig kornmark med hammer og sejl i midten. Hun underviser til daglig i fransk og engelsk.

”Man undrer sig. Jeg undrede mig ikke så meget før – altså over revolutionen,” siger hun eftertænksomt.

Tidligere var revolutionen var bare noget kedeligt, hun hørte om, da hun gik i skole. Men nu forekommer det hende naturligt at tænke nærmere over historien. Det har noget at gøre med alderen, mener hun. Og er af den opfattelse, at revolutionen helt bestemt bør markeres.

”Men at fejre den – nej,” svarer hun bestemt og fortsætter: ”Men for at mindes. Og for at lære at forstå.”

Hun blev født i 1947 under Stalins styre og voksede op i Sibirien. Hendes familie kom oprindeligt fra Litauen, men blev deporteret til Sibirien. I hendes øjne handler 100-året om at forstå, at historien ikke er sort og hvid, og at der både var plusser og minusser ved sovjettiden.

”Ligesom med alt andet i livet. Men jeg var da imod styret – helt klart! Mine venner og jeg var dissidenter, som ville have mere frihed, end vi fik fra det patriarkalske styre,” siger hun og tilføjer, at en markering måske også kunne lære de unge ikke at gentage en revolution.

Er alle revolutioner pr. definition forkerte så?

”Det handler om skabe forandringer på en demokratisk facon,” siger hun og understreger, at demokratiet absolut også har sine problemer.