I årevis havde Wladimir Kaminer kun hån tilovers for Sovjetunionens store projekt: Forsøget på at skabe en ny mennesketype, sovjetborgeren, en optimistisk og hårdtarbejdende proletar med blikket rettet mod fremtidens klasseløse paradis. Den 54-årige russiske forfatter voksede op i Moskva under den kolde krig og blev fra barnsben indoktrineret med kommunistisk propaganda.
Da Berlinmuren faldt i november 1989, og det økonomisk forarmede Sovjetunionen begyndte at pulverisere, emigrerede han til Berlin, hvor han har boet siden. 30 år efter det sovjetiske sammenbrud har Sovjetunionen imidlertid indhentet Wladimir Kaminer.
”Denne forestilling om det nye menneske var for mig altid en fantasi eller en vits. Indtil jeg mange år senere erkendte, at dette fattige og sammenbrudte Sovjetunionen faktisk havde frembragt noget: disse nye sovjetmennesker,” siger han, slubrer af kaffekoppen, fniser hemmelighedsfuldt og banker venstre tommelfinger mod sit bryst.
”Mit Sovjetunionen bærer jeg stadig i hjertet.”
Kristeligt Dagblad har sat Wladimir Kaminer stævne på en café i østberlinerbydelen Prenzlauer Berg. De andre gæster nikker eller hilser med et ”Hallo, Herr Kaminer”. Han er ifølge tyske medier den mest kendte russer i Tyskland, og alene hans novellesamling ”Russendisko” om livet som russer i Berlin har solgt over en million eksemplarer. Rundt om hjørnet stod indtil 1989 en mur, som skar sig gennem byen og var selve symbolet på den kolde krig. I dag er det genforenede Berlin en pulserende magnet for folk fra hele verden.
Sovjetunionen, socialismen, alt det er fortid. Og så alligevel slet ikke.
”At være et sovjetmenneske vil sige at være meget godtroende. Han vil hellere tro på noget vrøvl end slet ikke tro på noget,” siger Kaminer.
”Hvis en tigger på gaden beder om penge og fortæller en røverhistorie, giver jeg ham penge og tror på historien, selvom jeg godt ved, at det er løgn. Et sovjetmenneske interesserer sig mere for fremtiden end nutiden. Og et sovjetmenneske er en uforbederlig optimist. Jeg mærker det hos mig selv, at når jeg læser om konflikter, om mulig krig i Ukraine, så forsøger jeg konstant at finde et eller andet godt i det – selvom det er absurd,” siger han.
Det kristne sovjetmenneske
Denne optimisme ligger blandt andet til grund for, at mange af ” de nye mennesker” er blevet kristne efter det sovjetiske sammenbrud, mener Kaminer. For kristendommen er en meget optimistisk religion, den giver håb og løfte om et paradis.
”Det er ikke den strenge Gud som hos de ortodokse, heller ikke den jobcenteragtige Gud som hos protestanterne, hvor alt handler om at arbejde hårdt. For de nye mennesker er Gud en rigtig julemand. Jeg er også selv troende. Efter Sovjets fald fik jeg øje for det, man kalder intelligent design; at det skabte består af virkelig fine og ofte meget sjove former for design. Det er Skaberens vits,” siger Wladimir Kaminer, som har jødiske rødder.
Selvom Sovjetunionen var et diktatur, var det under Kaminers opvækst i 1970’erne og 1980’erne slut med rød terror, Gulag-lejre og hungersnød. Den sovjetiske stat var så stor og fjern, at den ikke var i stand til at kontrollere, hvad menneskene lavede, og derfor levede mange en bekvem tilværelse uden at arbejde ret meget, siger Kaminer.
”Penge var man ikke så optaget af, en caféejer var ikke afhængig af omsætningen,” siger forfatteren, som studerede dramaturgi i Moskva og arrangerede koncerter i gamle lejligheder.
Så længe man ikke var politisk, kom man ikke i problemer, betoner han.
”Jeg savner ikke Sovjetunionen. Men vi havde mere tid end i dag, og jeg følte mig meget fri. Velstanden var ikke stor, men velstand er et begreb, som hele tiden defineres på ny. Der findes ikke en standard for, hvad mennesker har brug for. I et kapitalistisk konsumsamfund som vores skaber man kunstige behov, og alt handler om penge. Jeg ser det hos mine børn, som konstant har kvaler i forhold til at skulle definere sig som mennesker, ud fra hvilken farve deres kondisko skal have. Det gør dem forrykt,” siger han.
Algoritmer i stedet for ideologier
Sovjetunionen havde i det mindste en idé om fremtiden. I Vesten lever vi uden nogen anden vision eller mål end at ville sænke den globale opvarmning. Det eneste, der politisk set er tilbage, er en forvaltning af staten, mener forfatteren.
”Den nye tyske forbundskansler (socialdemokraten Olaf Scholz, red.) har en forbløffende lighed med min bankrådgiver. Han vil lave en politik, som en algoritme ved brugen af kunstig intelligens sikkert kunne gøre lige så godt. Jeg siger ikke, at det er dårligt. De gamle ideologier kan vi ikke bruge til noget. Men jeg savner visionerne. Hvor er det store fremtidsprojekt?”, spørger han.
I Sovjetunionen blev Kaminer opdraget til at tænke stort. Den enkelte havde ingen betydning uden fællesskabet, og ideologien havde en international kerne, så man ikke alene tænkte på familien og nærmiljøet, men det kommunistiske verdenssamfund.
”Man ville skabe store mennesker. Selv små metrostationer i Moskva havde kæmpestore porte skabt til store mennesker. Men det store menneske kom aldrig, i hvert fald ikke i fysisk form, så man byggede en mindre dør ind i de store porte, som man så brugte. En lille dør til det reelt eksisterende socialistiske menneske,” siger han med et glimt i øjet.
Sovjetunionen har lært ham, hvor vakkelvorn en tilsyneladende stærk stat kan være. Det hele forsvandt i løbet af en nat.
”En morgen vågnede man, og der fandtes ikke længere kommunister. Jeg spurgte min nabo: ’Var du ikke kommunist i går?’ ’Hvem, mig? Aldrig!’.”
Wladimir Kaminer betoner, at han bærer den bedre del af Sovjetunionen i sig. Efter de kaotiske år under Boris Jeltsin i 1990’erne og de seneste 20 år under Vladimir Putin er de fleste russere, som blev tilbage, for længst holdt op med at stole på staten, mener han.
”Det nye menneske er skabt til et samfund, som ikke længere findes. Mange har ikke kunnet finde sig til rette i disse kapitalistiske og samvittighedsløse tider. Hele deres natur er blevet sat på prøve,” siger han og tilføjer:
”De løser deres problemer på egen hånd, så godt de kan. De stjæler vand, elektricitet, mursten fra byggepladser. Staten bliver snydt, og man får stadig noget for pengene. Det er som i Sovjetunionen, et korrupt hjælp-dig-selv-samfund.”
Uden Putin intet Rusland
Kaminer læser for øjeblikket bogen ”Radikaliseret konservatisme” af Natascha Strobl. Hun tager afsæt i Østrigs tidligere kansler Sebastian Kurz og USA’s tidligere præsident Donald Trump, men bogens tese passer perfekt på Rusland, mener Kaminer. Rusland har de seneste 100 år været gennem en revolution, en kontrarevolution, en liberalisering og nu en konservering under præsident Vladimir Putins styre.
”Putin ønsker at vende tilbage til den gamle verden, hvor de store imperier stadig delte verden mellem sig som en tærte – ligesom Stalin, Roosevelt og Churchill efter Anden Verdenskrig. Putin begyndte sin karriere inden for demokratiets rammer, men af utålmodighed og ulyst til demokrati har han tiltaget sig al magt og omgiver sig i dag med mennesker, som siger, ’uden Putin, intet Rusland’, det er en radikaliseret form for konservatisme,” siger han.
Kigger man på Putins krig i Ukraine, har den russiske præsident ikke rigtigt nogen idé om, hvad han laver, mener Wladimir Kaminer fra sin udkigspost i Berlin.
”Han ønsker egentlig det modsatte, for ukrainerne er jo et broderfolk, og han ville knytte gamle venskaber. Han troede, at alle ukrainere står for det, han står for, og da folk gik på gaden i protest, tænkte han, at de enten er gale eller købt af Vesten. Det passer ganske enkelt ikke ind i hans verdensbillede. Gale kan de ikke alle være, så de må være købt af Vesten. Altså et angreb fra Nato.”
Russerne kunne godt blive demokrater, hvis de fik lov. Men det passer sikkert Vesten fint, at Rusland ikke er noget demokrati, mener Kaminer:
”Det ville give store problemer, hvis alle mulige nye partier fik magt og sagde, ’vi vil ikke længere sælge gas til Europa, for vi har et moralsk ansvar for udnyttelsen af jordens ressourcer’. Nu har vi denne oberst, som har været ved magten i 20 år, han er et vanskeligt menneske, men man kan tale med ham,” siger han om Putin.
Hvad er dit håb for fremtiden?
”Jo ældre man bliver, desto mindre håb har man for fremtiden. Jeg er stadig optimist. Jeg kan ikke være andet. Men det er i det små. Jeg ser, hvordan mennesker omkring mig skaber små lokale netværk og interessefællesskaber. Og trives med det. Det giver mig et vist håb.”