Russisk kirkeleder får pris for billedfusk

Et manipuleret billede på den russisk-ortodokse kirkes hjemmeside, hvor et dyrt luksus-ur er fjernet fra kirkeleders arm, udløser pris for dårligt mediestunt i radioshow. Vi er under angreb fra anti-russiske kræfter, lyder det fra kirken

På billedet til højre er et angiveligt meget kostbart armbåndsur næsten redigeret væk fra Kirills arm. Billedet, der blev publiceret på den russisk-ortodokse kirkes hjemmeside, blev dog hurtigt erstattet med det originale (tv.), efter billedfuskeriet blev opdaget.
På billedet til højre er et angiveligt meget kostbart armbåndsur næsten redigeret væk fra Kirills arm. Billedet, der blev publiceret på den russisk-ortodokse kirkes hjemmeside, blev dog hurtigt erstattet med det originale (tv.), efter billedfuskeriet blev opdaget. Foto: Patriarkatets presseservice.

En russisk radiostation og den russisk-ortodokse kirke er røget i totterne på hinanden.

Balladen er startet, efter kirkens leder Patriark Kirill har fået den tvivlsomme ære af at få tildelt en såkaldt Silver Shoe Award (sølvsko-prisen) af den russiske radiostation Silver Rain. Prisen, der blev uddelt ved en storstilet ceremoni, gives hvert år for årets "mest tvivlsomme resultat i showbiz.

Det skriver The Moscow Times.

Patriarkens fik sin pris for et fuldendt forsvindingsnummer med et ur i kategorien Mirakler op til albuen. Den noget mærkværdige kategori refererer til en episode, hvor et billede af Patriark Kirill på den russisk-ortodokse kirkes hjemmeside har været en noget uheldig tur gennem et billedredigeringsprogram.

Billedet viser Kirill i et møde med justitsminister Alexander Konovalov i 2009. Kirills arm spejler sig i den blanke bordplade, og i spejlbilledet kan man se, at der sidder et stort armbåndsur på hans arm. Men på billedet er armbåndsuret redigeret væk. Der er angiveligt tale om et ur af mærket Breguet til en værdi af over 150.000 kroner.

Det dårligt manipulerede billede har været genstand for utallige spydige kommentarer på forskellige blogs og på sociale medier og blev hurtigt fjernet igen fra kirkens hjemmeside. Hele postyret endte med en undskyldning fra Kirills kontor.

LÆS OGSÅ
: Russisk-ortodokse fylder Moskvas gader i blasfemi-protest

I en udtalelse til nyhedsbureauet Interfax sagde Moskvas Patriarkat, at der var blevet begået en absurd fejl af fotoafdelingen og at billedet var et alvorligt brud med kirkens interne etik. Men det er stadig uklart, hvorfor uret i sin tid blev redigeret væk fra billedet.

Den russisk-ortodokse kirke er langt fra tilfreds med, at en radiostation nu gør grin med episoden ved at tildele patriarken en pris.

Hvis folk ønsker at gøre grin med kirken og dens ledere, rejser det spørgsmålet: Hvordan forholder de sig til kirkens liv, og er de klar over, at deres vittigheder om lederen krænker et enormt stort antal af deres landsmænd, medlemmer af den russisk-ortodokse kirke, siger kirkens talsmand Alexander Volkov ifølge The Moscow Times.

Volkov mener, der var et generelt spor af en anti-kirkelig kampagne i prisshowet, hvor patriarken blev omtalt med sit borgerlige navn, Vladimir Gundyayev, han brugte, før han blev kirkeleder. Samtidig peger Volkov på, at der de seneste måneder generelt har været en opblomstring af anti-kirkelige begivenheder i Rusland.

I en officiel udtalelse fra kirken i april, lyder det, at anti-russiske kræfters angreb mod kirken er blevet intensiveret under og efter Ruslands præsidentvalg, hvor Vladimir Putin den 4. marts blev valgt tilbage på præsidentpladsen.

Forud for valget havde Kirill ifølge The Moscow Times kaldt Putins styre for Guds mirakel.