Russisk krigsskib er ødelagt i ukrainsk angreb

Ukraine har sænket et russisk krigsskib ved Krim. En stor bedrift og en stor sejr for Ukraine, siger Natochef.

Den russiske flådes store landgangsskib "Caesar Kunikov" er ramt af et ukrainsk angreb, bekræfter militæret onsdag. (Arkivfoto)
Den russiske flådes store landgangsskib "Caesar Kunikov" er ramt af et ukrainsk angreb, bekræfter militæret onsdag. (Arkivfoto). Foto: Murad Sezer/Reuters.

Ukrainske styrker har ødelagt det russiske landgangsskib "Caesar Kunikov" i et angreb ud for halvøen Krim.

Det bekræfter Ukraines militær onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det befandt sig i ukrainsk farvand nær Alupka, da det blev ramt, meddeler militæret på beskedtjenesten Telegram.

Ukraines militære efterretningstjeneste oplyser, at skibet blev sænket med droner.

Der er ikke umiddelbart flere oplysninger, lige som der heller ikke er nogen kommentar fra russisk side.

Mediet Ukrainska Pravda bringer flere videoer, der viser en røgsøjle stige op over havet ud for Krims sydlige kyst.

På videoen kan man også se helikoptere i luften over området.

Det er ikke umiddelbart klart, hvornår angrebet fandt sted.

Ukraine har flere gange før brugt droner med sprængstoffer til at angribe russiske krigsskibe og forsøge at tvinge dem ud af de vestlige dele af Sortehavet.

Dermed har det været muligt at åbne en skibskorridor på den vigtige eksportrute.

Det statslige russiske nyhedsbureau Ria skrev tidligere onsdag, at luftforsvarssystemer har skudt ni ukrainske droner ned over de to russiske regioner Belgorod og Voronesj.

Over Sortehavet blev der skudt seks droner ned, meddeler det russiske forsvarsministerium ifølge Ria.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, kalder sænkningen af endnu et russisk krigsskib en "stor bedrift".

- Ukrainerne har formået at påføre den russiske sortehavsflåde store tab, siger Stoltenberg på et pressemøde i Bruxelles onsdag.

- Og det her er en stor bedrift, en stor sejr for ukrainerne.

Det ukrainske militær vurderer, at det har sat omkring en tredjedel af Ruslands flådefartøjer ud af spil, siden krigen brød ud for to år siden.

Ukraine sænkede også i december et stort russisk landgangsskib ved Krim. Det angreb kostede mindst én person livet.

Et landgangsskib er et fladbundet skib, der er indrettet til at kunne sætte soldater og køretøjer i land uden for havneområder.

"Caesar Kunikov" deltog blandt andet i russiske militæroperationer i Georgien i 2008.

Det russiske krigsskib er 112 meter langt og har en besætning på 98 mand. Det kan medbringe op til ti kampvogne og 340 soldater.

Normalt er det udstyret med 57 millimeter kanoner og flere raketter.

/ritzau/Reuters