Læs også specialhistorien: "Russerne ønskede en revolution - men ikke den, de fik"
I morgen er det 100-året for den russiske revolution – en revolution, der kastede Rusland ud i 70 års kommunistisk styre og siden Europa ud i en opdeling i øst og vest mellem sovjetiske vasalstater med planøkonomi og etpartisystem på den ene side og – nogle steder før end andre – liberale demokratier på den anden.
Den 7. november var i årtier den store ideologiske og nationale helligdag i Rusland, men i morgen holder den russiske stat sig på afstand af jubilæet, for det er i dag en dag, som hverken stat eller borger i Rusland kan bruge til noget. Selvom revolutionen har skabt det nye Rusland, dels med sin historiske og institutionelle arv, dels som modbillede til alt, hvad kommunismen repræsenterede. Tre områder rummer tilbagevendende dilemmaer for dagens Rusland og viser, hvor revolutionen har sat sine spor: frihed, stat og international magt.
Frihed: Vi kender de repressive – og til tider primitive – billeder af Rusland. Det gælder Vladimir Putin, det gælder Sovjetunionen, men det gælder også zar- tiden – zar Nikolaj I’s (1796-1855) statslære var ”ortodoksi, autokrati og nationalitet”.
Frihed har altid været en mangelvare i Rusland, men i dag har den enkelte russer historisk set aldrig haft mere frihed. Friheden er en konsekvens af markedsøkonomi og en afideologisering af samfundet, der fulgte med Sovjetunionens sammenbrud.
Forudsætningen herfor var, at revolutionen både medførte industrialisering og bekæmpelse af analfabetisme – det første var en forudsætning for skabelsen af et marked, det andet den enkeltes forudsætning for at drage nytte af markedet til sig og sine. Så trods Putin har russerne aldrig været mere frie, end de er i dag, og revolutionen har været et tandhjul på den vej, men repræsenterer omvendt ingen idealer, som den moderne russer vil abonnere på.
Stat: Rusland er aldrig lykkedes med demokrati. Forsøgene var der blandt andet i februar 1917 og efter kommunismens sammenbrud fra 1992. I dag har Rusland formelle demokratiske institutioner, men butikken køres med sikker autoritær hånd. Demokrati forudsætter, at man, når magten overdrages fra en regering til den næste eller en præsident til den næste, kan stole på, at staten udfører den politik, den er sat i verden til. Det er endnu aldrig lykkedes i Rusland.
I stedet er læren, at griber du efter magten, så kaster du dig også ud i en magtkamp med elitegrupperinger om de institutioner, som skal få stat og samfund til at hænge sammen. Det vil svarer til, at en dansk statsminister som sin første gerning skulle lægge strategier for at få centraladministration, politi og diverse efterretningstjenester under sin kontrol. I Rusland er de samfundsmæssige institutioner svage, landet er geografisk stort og uregerligt.
Putin kom til for 17 år siden med en inderkreds omkring sig, der kæmpede en hård kamp for at centralisere lovgivningen, få kontrol over de nationale medier og skubbe de rigeste forretningsfolk ud af Kreml. Siden har man konsolideret sin position og sidder også på store dele af den økonomiske magt i Rusland. Mens årene er gået, er et embedsværk vokset op, der kun kender til Putins form, og som nu gør klar til et generationsskifte, ikke et magtskifte.
International magt: Da Rusland annekterede den ukrainske Krim-halvø og begyndte krigen i Østukraine for tre år siden, svarede Vesten igen med økonomiske sanktioner og diplomatisk isolation – meningen var, at det skulle få Rusland til at ændre adfærd.
Forglemmelsen i den politik var imidlertid, at i de seneste 100 år har isolation været en normaltilstand for Rusland. Fra Sovjetunionens fødsel og frem til afslutningen på Anden Verdenskrig var Rusland af alle mulige grunde ikke en del af det gode internationale selskab. Sejren over nazismen udgjorde en kort overgang, hvor tilnærmelse virkede muligt, men hurtigt rejste der sig med Churchills ord et jerntæppe ned gennem Europa. Det bestod med den kolde krig frem til 1989, hvor Berlinmuren faldt. Igen opstod en overgang af sameksistens og historisk set uset samhandel, der toppede op til 2014.
Men en del af den sameksistens medførte en samling i Europa i EU og Nato, der med russiske øjne blev set som et nyt imperium, som kom stadig tættere på Rusland grænser. Derfor kom det til den nye øst-vest konflikt omkring Ukraine og Syrien, og hvor de elementer, vi aner i Trump-gate, bygger på sovjetiske infiltrationstraditioner.
100-året i morgen fejres ikke som i gamle dage. Putin har i dag Rusland i så sikkert et autoritært greb, som man nu kan i Rusland, samtidig med at den enkelte russer aldrig har været mere fri. Den årsdag, der fejres, er Den Røde Hærs 100-jubilæum – det handler ikke om revolutionen, men om Rusland, den russiske stat og om Putins genvalg. Efter 100 år er meget som det var, samtidig med at alt er forandret.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.