”Ja. Jeg er tilbage i Ukraine, og nu bliver jeg her, indtil vi sejrer.”
Sådan lyder det over en skrattende forbindelse, da der kommer hul igennem til 44-årige ”Ivan”, der befinder sig et uspecificeret sted i Ukraine. Som frivillig kæmper han for ukrainernes frihed, men selv er han født i det nuværende Rusland og opvokset i både Sovjetunionen og Den Russiske Føderation.
I løbet af de seneste måneder har kontakten til ”Ivan” foregået over mere eller mindre usikre opkald fra Ukraine på kommunikationstjenesten Whatsapp.
Han er nemlig frivillig i den ukrainske hær, men er efter endt orlov i et uspecificeret EU-land vendt tilbage til de ukrainske slagmarker.
”Helt tilbage i 2014 forstod jeg, at hvis vi ikke formåede at stoppe Rusland i Ukraine, ville vi blive nødt til at kæmpe uden for Warszawa og Prag. Almindelige mennesker vil ikke længere kunne gemme sig,” siger han og fortsætter:
Tror du, at Vladimir Putin ønsker at stoppe, hvis først han erobrer Ukraine?
”Nej, for han ønsker at blive Vladimir den Store. Men manden er jo psykisk syg.”
Selvom ”Ivan” tilbage i 2014, da Rusland annekterede den ukrainske Krim-halvø, besøgte Ukraine, var det først den 24. februar 2022, at han tog den endelige beslutning om at deltage i forsvaret af landet. Det var dagen, hvor Rusland indledte invasionen af Ukraine.
”Ivan” er ikke hans rigtige navn, og som udgangspunkt har han ikke ønsket at skabe for meget opmærksomhed om sig selv. Han har stadig mange familiemedlemmer tilbage i Rusland, og han vil for alt i verden undgå at kompromittere deres sikkerhed. Kristeligt Dagblad er dog bekendt med hans fulde identitet.
For mens ”den specielle militæroperation” i Ukraine ser ud til at smuldre mellem det russiske regimes hænder, tager både den mere fredelige og voldelige modstand mod krigen blandt russerne til.
Mens en række politikere fra de russiske millionbyer Sankt Petersborg og Moskva for nyligt har begæret præsident Putins afgang, har en undergrundsgruppe kaldet Nationalanaja Respubliskaja Armija (NRA) taget æren for flere aktioner inde i Rusland – heriblandt bilbomben, der tog livet af nationalist-ideologen Aleksandr Dugins datter, Darja Dugina, i august.
Vennerne derhjemme
”Ivans” dage i Ukraine går med at organisere flere forskellige frivillige bataljoner, der er klar til at kæmpe. Her står han for logistikken og enhedernes drone-støtte. Dagene går også med at organisere transport, uniformer og førstehjælpskurser.
”Der er meget arbejde. Virkelig meget,” siger han.
”Ivan” forlod allerede Rusland tilbage i 2000’erne. Vladimir Putin var på dette tidspunkt blevet præsident i landet, og Ruslands krige i Tjetjenien havde gjort den unge mand til en kritiker af regimet og den demokratiske erodering, der fulgte med.
”Grunden til, at jeg i første omgang forlod Rusland, var ærligt talt, at jeg følte, det var svært at trække vejret. De dræbte tusindvis af mennesker, og for mig var det ikke længere et normalt sted at leve,” siger han og fortsætter:
”Mit problem var, at jeg ikke kunne holde min kæft, og at jeg altid kritiserede styret. Mine familiemedlemmer fortalte mig, at jeg skulle tie stille angående disse politiske spørgsmål. Derfor tog jeg til Europa og forsøgte at opbygge et normalt, fredeligt liv. For at arbejde og betale skat.”
Han holdt dog stadig kontakten til både venner og familie hjemme i Rusland i alle årene efter, at han forlod fædrelandet.
”Jeg har stadig mange venner, der bor i Rusland, men efter invasionen kan jeg ikke sige, at de er mine venner længere. Mange af dem bakker op om krigen i Ukraine og om Putin, så desværre har jeg ikke været meget i kontakt med dem siden den 24. februar,” siger han.
Ifølge ”Ivan” lever de gamle venner derhjemme i en alternativ virkelighed, der bliver skabt af Kremls propaganda.
”De tror fuldt og fast på, at alle overgrebene, der finder sted i Ukraine, bliver begået af ukrainske fanatikere. For dem er det en meget komfortabel udlægning af virkeligheden. Ligesom da man i Sovjetunionen var overbevist om, at vi befriede både Tjekkoslovakiet og Ungarn.”
”Ivan” har i høj grad følt en skuffelse over sine venner og bekendtes holdning til krigen i Ukraine.
”Jeg kender russerne, men jeg har været naiv. Jeg troede, at folk, der benyttede sig af internettet og kunne åbne alle hjemmesider, Youtube, Facebook, Telegram-kanaler og alle andre former for sociale medier, ville kunne se igennem løgnene og selv finde frem til sandheden. Men de mener stadig, at denne krig kun handler om at stoppe USA,” fortæller han.
Født i USSR
44-årige ”Ivan” blev født i det, som i dag er det sydvestlige Rusland, og som dengang var Sovjetunionen. Hans familie er fra den nordkaukasiske del af Rusland.
At træde sine barnesko i Sovjetunionen og i Den Russiske Føderation har givet ”Ivan” et grundigt indblik i, hvordan almindelige russiske borgere er opdraget til at tænke.
”Om nogen kender jeg til russisk mentalitet,” siger han.
”At vokse op i Rusland har givet mig vigtig læring. Da Sovjetunionen førte sin krig i Afghanistan, sagde vores lærere, at vi befriede områderne og ikke, at vi besatte dem. Rusland befrier altid. Også i Georgien og i Ukraine. De gemmer sig altid bag dette ord.”
Tilbage i 2008 rullede russiske tanks ind i Georgien i en kort krig, efter at der var opstået kampe mellem styret i hovedstaden Tbilisi og de to pro-russiske enklaver i landet – Sydossetien og Abkhasien. En af mange gange Rusland gennem historien har demonstreret sin styrke over for et nabofolk.
”Russerne vil altid gerne dele deres ideologier. De ville gerne dele tsarismen, kommunismen og nu igen. Ukraine har aldrig angrebet Rusland eller ønsket at kæmpe mod landet.”
Samtidig forklarer ”Ivan”, hvordan russerne altid er blevet løjet for af deres ledere.
”Jeg er født i Sovjetunionen, og vi troede altid, at vi levede det bedste liv i hele verden. Hver gang vi så fjernsyn eller hørte politikerne snakke, fik vi at vide, at folk i Vesten sultede og levede under virkelig dårlige forhold, mens vi var stolte og glade, sunde og rige. Jeg kendte ikke verden, så jeg vidste selvfølgelig ikke bedre,” siger han.
Som barn læste ”Ivan” blandt andet tegneserier, der viste, at lande som Danmark var fattige og i evig kamp imod USA og kapitalismen.
”Jeg var et barn, så selvfølgelig opbyggede det min mentalitet. Først som voksen, da jeg levede i Europa, fandt jeg ud af, at det altid havde været fuldstændig løgn.”
I dag har han ikke meget til overs for den russiske storhed, han selv fik indprentet som barn, og som stadig bliver gengivet over for den russiske befolkning.
”Undskyld jeg siger det, men næsten samtidig med at London åbnede sin første undergrundsbane stoppede Zar-Rusland først slaveriet af sin egen befolkning. I 1861,” siger han og forsætter:
”De kaukasiske nationer kæmpede mod russisk herredømme i over 100 år. Ikke fordi, at de var usædvanligt modige, men fordi de ikke ønskede at være slaver. ”
Ikke noget at være stolt over
”Ivans” familie stammer fra Ingusjetien, der i dag er en af Den Russiske Føderations 22 republikker på linje med Jakutien, Tjetjenien og Dagestan. Også den ulovligt annekterede Krim-halvø har status af republik i dagens Rusland. Ingusjeterne var under Stalin-tiden et af de folkeslag, der blev tvangsforflyttet i diktatorens forsøg på gennem social ingeniørkunst at ændre Sovjetunionens demografiske sammensætning. Dette gik også ud over ’Ivans’ forfædre.
”Min familie blev deporteret til Sibirien, hvor de levede i Gulag. Mine forældre er for eksempel født i Sibirien. Mine bedsteforældre fortalte om sultedød og folk, der blev skudt af NKVD (sovjetisk sikkerhedstjeneste under Stalin-tiden, red.). Også medlemmer af min familie,” siger han og fortsætter:
”Det var altid noget, vi diskuterede i min familie, men min bedstemor fortalte mig dog, at jeg ikke skulle snakke højt om det i skolen. Vi skulle være stolte over at være russere, men selv som barn, vidste jeg, at det ikke var noget at være stolt over,” siger han.
Nu vil ”Ivan” blive i Ukraine, indtil sejren over hans tidligere fædreland er opnået, og han er overbevist om, at den endelige sejr vil blive en realitet.
”Jeg inviterer allerede nu til sejrsmarch i Kyiv. Så skal vi fejre det med en øl,” siger han.