Siden januar har en flamme af håb rejst gennem Rwanda for at mindes folkedrabet i 1994. Samtidig vil der op til morgendagens markering af 20-års-dagen for massakrens begyndelse ikke blive holdt bryllupper, og barer vil holde lukket.
Vi har klaret os igennem mørket, men nu er der lys og håb: Rwanda er et forenet land, siger Ildephonse Karengera fra Rwandas Nationale Kommission for Kampen mod Folkedrab til nyhedsbureauet AFP.
Det var nedskydningen af præsidentens fly den 6. april 1994, der startede den uhyggeligt velorganiserede udslettelse af tutsier, som kostede 800.000 mennesker livet.
Folkedrabet var planlagt af en lille hutuelite, der ikke ønskede at dele magten med landets anden etniske gruppe, tutsierne.
To årtier efter folkedrabet er landet fortsat i gang med at indsamle informationer og beviser for at sikre, at rædslerne ikke bliver glemt og for at retsforfølge de skyldige.
Det er ligegyldigt, om det tager 10 eller 20 år. Vi bliver nødt til at få afklaret, hvad der skete. Det vigtigste er, at folk forstår, at gerningsmændene ikke slipper for en retssag, siger anklager Alain Mukurarinda til AFP.
Knap to millioner rwandere har gennemgået en retssag, men menneskerettighedsorganisationer kritiserer retssagerne, fordi dommerne er valgt af de lokale borgere og ofte ikke har nogen juridisk uddannelse.
Richard Gakuba var syv år i 1994, da han så sin lillesøster blive halshugget, sine to brødre slået ihjel med køller og sin far dræbt af macheter. Ligesom andre overlevende fra folkedrabet undgår han i dag at snakke om tutsier eller hutuer. Om nødvendigt refererer han til de to grupper som T og H, men kun modvilligt.
I dag lærer alle børn i skolen, at vi alle er rwandere, og at der ikke er nogen etnisk opdeling, siger Richard Gakuba til nyhedsbureauet dpa.
LÆS OGSÅ: DEBAT: Har vi lært nok af tragedien i Rwanda 20 år efter?
Grupper af skolebørn besøger også mindesteder for massakren for at lære om den historie, de ikke selv har oplevet.
I hovedstaden, Kigali, danner en massegrav for over 250.000 dræbte ramme for landets største mindested. Gamle familieportrætter og bryllupsbilleder af ofrene er hængt op på væggene ved siden af deres ødelagte tøj.
En generation er lige nu ved at blive dømt for de uhyrligheder, de begik i 1994. Men om 50 år vil der være en ny generation, og de bliver nødt til at kende til det, deres forældre og bedsteforældre gennemgik, siger centrets direktør, Honore Gatera, til AFP.
Film, billeder og papirer, der dokumenterer folkedrabets rædsler, fylder 18.000 kasser rundt omkring på landets politistationer, mens regeringen forsøger at få digitaliseret Rwandas historie, før luftfugtigheden og insekter æder den op.
Vi bliver nødt til at bevare dokumenterne, for de er meget vigtige for vores historie, vores hukommelse, vores uddannelse og efterforskning, siger Jean-Damascene Gasanaboder, direktør på Rwandas Center for Dokumentation af Folkedrabet, til AFP.
Ved markeringen i morgen vil der blive holdt mindehøjtideligheder på skoler, i kirker og ved massegravene.