Prøv avisen

Sådan vil EU-lederne redde økonomien

EU's topledere blev onsdag aften enige om en redningsplan, der skal hjælpe Grækenland ud af gældskrisen og redde euroens fremtid.

Her er planens hovedtræk:

* Grækenland får udbetalt næste lånerate på otte milliarder euro (60 milliarder kroner).

* De 17 eurolande styrker og formaliserer deres samarbejde.

* EU overvejer en begrænset traktatændring, der blandt andet skal gøre det nemmere at straffe lande, der ikke overholder eurozonens budgetkrav.

* Banker går med til at nedskrive værdien af deres græske statsgældsbeviser med 50 procent. Værdi: Omkring 100 milliarder euro.

* Eurolandenes redningsfond, EFSF, skal bruges på en anden måde, så de oprindeligt 440 milliarder euro får en effekt svarende til over 1000 milliarder.

* Det skal blandt andet ske ved at bruge pengene som en begrænset forsikringsordning for investorer i andre svage euroøkonomier og måske i samarbejde med Kina og Den Internationale Valutafond.

* Større europæiske banker skal leve op til et nyt krav om at have ni procent i kernekapital.

* Der bliver behov for at tilføre bankerne ny kapital for i alt omkring 106 milliarder euro (790 milliarder kroner), som skal komme fra enten private investorer, statskasser eller EFSF.

* Eurolandene forpligter sig til at garantere finanspolitisk disciplin og reformer, der skal sikre vækst og beskæftigelse.

* Der er særligt fokus på Italien, hvis premierminister, Silvio Berlusconi, har lovet en hurtig indsats for at forhindre, at den italienske økonomi følger efter den græske.

ritzau/