Prøv avisen

Sæt ikke lighedstegn mellem religion og radikalisering

Det er skævt kun at fokusere på radikale ekstremisters religion, lyder det fra forsker. Foto: Wikimedia Commons

Fokusering på radikale ekstremisters religion flytter fokus væk fra de andre faktorer, som medvirker til, at nogle tyr til vold, lyder budskabet fra ekspertmøde om radikalisering

Islamiske ekstremister præger ofte billedet, når talen falder på radikalisering. Men eksperter advarer mod at gøre religion til den primære årsag.

De advarer også mod at slå hårdt ned på grupper, hvis holdninger anses for radikale. Det kan netop presse dem under jorden og dermed udløse voldelige terrorhandlinger.

LÆS OGSÅ: Muslimer er stærkt overrepræsenterede i danske fængsler

Sådan lød et par centrale budskaber, da internationale eksperter var samlet til et debatmøde om radikalisering i London i sidste uge.

Debatten var led i en række af seminarer under titlen Westminster Faith Debate, som ser på forholdet mellem religion og samfund. De offentlige debatter er kulminationen på et fem år langt og over 100 millioner kroner stort forskningsprojekt under professor Linda Woodhead fra Lancaster University.

Hun advarede indledningsvis mod den britiske regerings tendens til at kaste nettet alt for bredt ud i kampen mod radikalisering.

Det er dyrt og gør mere skade end gavn. I stedet for at fremmedgøre store dele af det muslimske samfund, så bør det handle om at fremme følelsen af, at vi alle står sammen. Det handler om at finde balancen mellem at forhindre terror og undgå at udstøde grupper fra samfundet, sagde Linda Woodhead.

En tråd, som Mark Sedg­wick, professor i arabiske og islamiske studier ved Aarhus Universitet, fulgte op. Han blev introduceret som en af de førende akademiske europæiske eksperter i islam og har blandt andet været tilknyttet det amerikanske universitet i den egyptiske hovedstad, Kairo.

Han fremhævede, at holdninger om, at forholdet mellem islam og Vesten er et sammenstød mellem civilisationer, er centralt for mange jihadiske terrorgrupper.

Men den opfattelse er ikke i sig selv nok til at fremkalde terrorisme. Kun en lille bitte procentdel af de millioner af egyptere, der accepterer den opfattelse, har i et kort øjeblik tænkt tanken, at de personligt skal spille en aktiv rolle, og endnu færre har rent faktisk gjort noget, sagde Mark Sedgwick.

Som parallel brugte han den anarkistiske terror og det forhold, at den anarkistiske bevægelse udsprang af socialismen.

Uden socialisme, ingen anarkisme, ingen anarkistisk terror og heller ikke noget arbejderparti som Labour, lød det fra Aarhus-professoren, der tilsvarende ikke mente, at man kan drage en slutning fra islam til radik­a­lisering og videre til terror. Tilsvarende er mange af de kilder, som den norske massemorder Anders Behring Breivik havde med i sit manifest, læst af mange andre mennesker, som ikke er skredet til radikale handlinger.

Hans konklusion er derfor, at myndighederne skal holde øje med radikale miljøer, men ikke forbyde dem.

At forbyde at udtrykke ikke-voldelige opfattelser af visse politiske, religiøse og ideologiske holdninger kan gøre det mere og ikke mindre sandsynligt, at disse holdninger ender med at blive udtrykt gennem vold, sagde Mark Sedgwick.

En pointe, som Marat Shterin, forsker i religionssociologi ved Kings College, University of London, fulgte op. Han har studeret jamaat, radikal islamisme i den russiske del af Kaukasus.

Her var det dels det etablerede muslimske samfund og dels de russiske myndigheder, der ikke accepterede unge med en ny opfattelse af islam.

Tanken talte til unge. Ikke fordi den var islamisk, men fordi den var ny og ville have sociale forandringer, forklarede Marat Shterin.

Men manglende anerkendelse fra det etablerede trossamfund og siden en eskalerende undertrykkelse fra de russiske myndigheder fik bevægelsen til at udvikle sig til terror.

Hvad vi kan lære er, at en overreaktion mod noget, som er fredeligt, kan udløse en voldelig modreaktion, sagde Marat Shterin.

En af dem, der har været tæt på processen, er Ed Husain. Han var gennem en periode på fem år en del af det fundamentalistiske miljø i London, men kom ud af det, før holdningerne blev ført ud i handlinger. Han har siden talt mod ekstremisme og er medstifter af tænketanken Quilliam Foundation, som bekæmper radikalisme.

I modsætning til de øvrige oplægsholdere nedtoner han ikke i samme grad religionens rolle i radikalisering.

Processen med at skabe frygt for officielle politiske idéer kan føre til vold, og ikke mindst med en særlig fortolkning af religion og politik, sagde Ed Husain.

I lighed med Marat Shterin ser han ikke mindst et skel mellem klassisk islam og ny-islam, hvor grupper af ny-islamister tyr til vold og terror.

Der er også en opfattelse af, at der er en forbindelse til fattigdom. Men det giver ikke mening, sagde Ed Husain.

Han pegede på, at der dybest set ikke finder voldelig terror sted i Bangladesh, som er et af de fattigste muslimske lande. Derimod er religiøst baseret terror begået i Pakistan og af folk fra de endnu rigere lande Saudi-Arabien og Kuwait.

I en vestlig sammenhæng fremhævede han, at det generelt ikke er i moskéerne, de ekstremistiske holdninger bliver prædiket. Langt de fleste moskéer smider radikaliserede elementer ud.

De fire arnesteder for radikalisering er fængsler, universiteter, nogle få moskéer og så internettet, sagde Ed Husain, som opfordrede til kritisk dialog med radikale grupper, på samme måde som samfundet ikke skal tolerere antisemitisme, homofobi og sexisme.