Hawa Bakari på 22 år fra Tanzania havde altid drømt om at læse på universitetet. Men da hun i en alder af 12 år mistede sin far, og hendes mor et par år efter fik et slagtilfælde, stod det klart, at det ikke længere var en mulighed. Pludselig blev det hendes ansvar at brødføde familien, og hun ledte desperat, men uden held, efter en måde at tjene penge på. Indtil hun en dag hørte om en praktikordning i restaurationsbranchen. Med ét havde hun fundet sit kald.
”Det er alt, hvad jeg kunne drømme om. Jeg kan tage mig af mine søskende, og jeg har råd til medicin til min mor,” fortæller Hawa Bakari.
Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) håber på at kunne skabe mange af den slags solstrålehistorier med et nyt initiativ, som præsenteres i morgen ved et virtuelt arrangement i Industriens Hus. 10.000 solstrålehistorier for at være helt præcis. For så mange faglærte afrikanere skal den danske stat ifølge udviklingsministerens ambitiøse mål være med til at uddanne i denne valgperiode.
Initiativet, som der i 2020 og 2021 efter planen er afsat 115 millioner kroner til, skal være med til at understøtte udviklingen i Afrika, der i efterdønningerne af coronakrisen er truet af stigende fattigdom, sult og manglende vækst, forklarer Rasmus Prehn.
”Gennem mere faglært uddannelse kan vi komme mange af de udfordringer, som Afrika er stillet over for, til livs. Der skal startes flere virksomheder, der skal gang i ny produktion, og der skal tænkes nyt og innovativt. Det, at man har flere lavpraktiske og konkrete kompetencer, kan være med til at skubbe i den rigtige retning,” siger Rasmus Prehn, der fortæller, at han er klar til at lægge projektet på vægtskålen, når han skal måles som minister.
Det nye initiativ er stadig på et meget tidligt stadie, og hvordan projektet konkret skal føres ud i livet, er endnu ikke fastlagt. I morgen udkommer en hvidbog, der er blevet udarbejdet i samarbejde med ledere fra en række danske virksomheder, fagforeninger og interesseorganisationer, som konkretiserer problemstillingen og herfra vil arbejde med at føre projektet ud i livet.
Nauja Kleist, seniorforsker i migration og global orden ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), der har set hvidbogen, vurderer, at projektet lyder ambitiøst og lovende. Hun advarer dog om, at et projekt som dette hurtigt kan tabe pusten, hvis det ender med at stå alene.
”Uddannelse er en god ting. Men det kan ikke bruges til meget, hvis der ikke er nogen jobs efter uddannelsen. Der er store arbejdsløshedsproblemer i Afrika, og mange faglærte afrikanere oplever også at stå i en situation, hvor de efter uddannelsen har svært ved at finde et job,” siger hun.
Adam Moe Fejerskov, seniorforsker i Diis med fokus på bæredygtig udvikling og regeringsførelse, påpeger det samme. Han håber på, at initiativet bliver mere end en socialdemokratisk mærkesag.
”Det virker som et klassisk socialdemokratisk udspil, der prøver at overføre tankegangen herhjemmefra ved at sætte de faglærte i centrum. Denne slags kæpheste fra ministrene kan være effektive, men det er selvfølgelig også afgørende, at det ikke bare bliver en enkeltstående prioritet. Der skal være synergi med resten af indsatsen, og derfor er det vigtigt, at initiativet går hånd i hånd med et fokus på at skabe flere jobs med bedre vilkår,” vurderer han.
Rasmus Prehn forsikrer, at initiativet om flere faglærte uddannede ikke kommer til at stå alene. Det er det første skridt i en større vision om at løfte Afrika ud af fattigdom. Initiativet skal også spille sammen med mål om grøn omstilling, udbredelse af rent drikkevand og elektricitet, og så skal det forhøjede uddannelsesniveau også gøre de afrikanske lande mere økonomisk uafhængige.
”Vi forventer at skubbe en udvikling i gang, der gerne skal brede sig. Der er en efterspørgsel på arbejdskraft i Afrika, men der mangler et udbud. Det handler om at få skabt en positiv spiral, der skal bryde med det negative mønster, der er nu,” siger han.
Det nye initiativ har mange formål, men ét fokus glimrer dog ved sit fravær. Det fremgår ikke i projektets hvidbog, at projektet skal mindske migrationen fra Afrika til Europa, hvad den socialdemokratiske regering ellers længe har haft som erklæret målsætning. Rasmus Prehn lægger dog ikke skjul på, at det nye initiativ også er tænkt ind i den kontekst:
”Det er jo et helt åbent og ærligt, at det er vores mål, at vi vil sætte stærkere ind i nærområderne i stedet for at have det nuværende asylsystem, hvor alt for mange unge afrikanere ikke har andet håb i livet end at komme til Europa. Derfor skal vi have afrikanerne til at se mulighederne i deres eget kontinent. Ved at give dem disse kompetencer, gør vi dem til strategiske fremtidsplanlæggere i stedet for afmægtige hverdagsoverlevere,” siger han.
Udviklingsministeren håber altså på, at man gennem uddannelse kan mindske udvandringen fra det afrikanske kontinent. Men der er en brist i denne plan, påpeger Adam Moe Fejerskov fra Diis:
”Der er ikke umiddelbart noget i forskningen, der siger, at folk bliver i deres eget land, fordi de er veluddannede. Man kan tværtimod risikere at skabe en situation, hvor folk tager en uddannelse og derefter forlader deres land, fordi de simpelthen ikke kan bruge deres uddannelse til noget i hjemlandet,” siger Adam Moe Fejerskov, der bakkes op af sin kollega, Nauja Kleist:
”På længere sigt kan et initiativ som dette godt være med til at mindske migrationen til Europa, hvis det bliver opfulgt af andre strukturelle ændringer. Men på den korte bane er der ikke meget som tyder på, at højere uddannelse mindsker migrationen. Der kan jo være mange årsager til, at folk migrerer,” siger hun.
Rasmus Prehn anerkender forskernes indsigelser, som, han fortæller, at eksperter allerede har præsenteret ham for i udarbejdelsen af det nye initiativ. Han ser det dog ikke som en valid grund til ikke at fortsætte med initiativet. Tværtimod.
”Det skulle jo nødigt være sådan, at vi holder afrikanerne i fattigdom, så de ikke finder på at rejse til Europa. Det ville være en bizar og ulykkelig konsekvens. Vi er nødt til at insistere på at få de her mennesker uddannet for at give dem en chance. Men der vil selvfølgelig altid være nogle, der emigrerer, og det må vi også håndtere,” siger han.
Tilbage i Tanzania har Hawa Bakari ingen planer om at forlade Afrika. Hun har netop sparet op til sin egen espressomaskine, og hun drømmer om en skønne dag at kunne at åbne en café i hjembyen Arusha. Den faglærte uddannelse blev hendes redningskrans.