Tony Blair: Sådan bekæmper vi islamistiske ekstremister i det nye år

Da Islamisk Stat ikke fjernes gennem forhandlinger, må en bred gruppe af allierede finde den rette politiske strategi til at nedkæmpe bevægelsen, skriver Storbritanniens tidligere premierminister

Islam er en fredelig tro, som er al ære værd, sådan som den praktiseres og forstås af det store flertal af troende. Islam har bidraget med meget til menneskehedens eksistens og fremskridt, skriver Tony Blair.
Islam er en fredelig tro, som er al ære værd, sådan som den praktiseres og forstås af det store flertal af troende. Islam har bidraget med meget til menneskehedens eksistens og fremskridt, skriver Tony Blair. Foto: AFP PHOTO/JOHN D MCHUGH/POOL

Listen over islamistiske terroraktiviteter i 2015 er lang og grum. Hver eneste måned i det forgangne år blev folk dræbt i en ond ideologis navn.

I januar mistede noget nær 2000 mennesker livet i en massakre i Baga i Nigeria, en bilbombe dræbte 38 personer i Sanaa i Yemen, og 60 mennesker blev slagtet under bøn i en moské i Shikarpur i Pakistan. I juni blev flere end 300 mennesker henrettet eller lemlæstet under angreb i Diffa-regionen i Niger, i Kuwait City og i Sousse i Tunesien. I november døde næsten 200 mennesker for terroristers hånd i Sarajevo, Beirut og Paris. Og december begyndte med et masseskyderi i San Bernardino i Californien, hvor et ægtepar dræbte 14 mennesker. For blot at nævne nogle af angrebene.

Denne omsiggribende terror er ikke begrænset til uhyrlighederne begået af Islamisk Stat, IS, i Irak og Syrien. Den er et verdensomspændende problem. Af den grund har verdenssamfundet brug for en omfattende strategi til at bekæmpe islamistisk ekstremisme. En strategi, hvor militær, diplomati og udvikling går sammen om at gøre verden til et stabilt sted.

Det mest påtrængende behov er afmonteringen af IS, som skal udryddes ikke blot i Syrien og Irak, men også i Libyen og alle andre steder, hvor bevægelsen opererer.

Debatten om, hvordan det skal gøres, bør ikke handle om, hvorvidt der skal være vestlig tilstedeværelse i felten. Vi må alle gøre alt, hvad det kræver at besejre en gruppe, der har indtaget territorium i fem lande og udråbt en ny stat anført af fanatiske ideologer. Og eftersom det ikke er muligt at forhandle IS væk fra jordens overflade, må en bred gruppe af allierede finde den rette politiske strategi til at nedkæmpe dem overalt.

En sejr over IS vil imidlertid blot være et første, afgørende skridt hen imod en fair løsning i Syrien, som skal gøre videre fremskridt mulige og sikre respekt for landets mindretal uden den syriske præsident, Bashar al-Assad, ved magten. Det vil kræve styrke ved forhandlingerne, og det er derfor, det er så vigtigt at bistå vores allierede i felten i Syrien.

Hertil kommer, at IS er den mest ondartede udgave af en ekstremisme, som verden har været ramt af i årtier. Vi er nødt til at opbygge en international styrke, som til hver en tid er i stand til at bekæmpe ekstremister, hvor end de forsøger at finde fodfæste.

Det vil især for Europa kræve store overvejelser. For truslen fra IS er ikke blot nået frem til vores porte udefra - den findes hjemme hos os selv, og vi har en altoverskyggende interesse i at udrydde den hurtigt. På længere sigt må vi erkende, at problemet er ekstremismens ideologi i sig selv. Der er forholdsvis få jihadister, som slutter sig til IS og grupper som dem - men der er mange mennesker, som abonnerer på dele af ekstremisternes syn på verden.

Islam er en fredelig tro, som er al ære værd, sådan som den praktiseres og forstås af det store flertal af troende. Islam har bidraget med meget til menneskehedens eksistens og fremskridt. Men vi kan ikke blive ved med at benægte karakteren af det problem, vi står med. I en række muslimske lande tror mange mennesker, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA eller jøderne stod bag terrorangrebene den 11. september 2001. Samtidig hævder muslimske gejstlige med millioner af Twitter-følgere verden over, at ateister og frafaldne skal dræbes, eller de opfordrer til hellig krig mod jøderne.

Min egen stiftelse, Centre on Religion and Geopolitics (Center om politik og geopolitik), holder hver dag øje med denne ekstremisme, og centrets forskning er spændende læsning af den alarmerende art. Den viser tydeligt, at det vil kræve dybe spadestik at grave ekstremismens ideologi op med rode.

Til det formål har jeg talt for en international aftale om at engagere sig i oplysning, hvor hvert eneste land har ansvaret for at fremme den kulturelle og religiøse tolerance og fjerne kulturelle og religiøse fordomme inden for uddannelsessystemet.

Vi må også støtte dem, som taler den ekstremistiske doktrin midt imod. Mange modige og dygtige teologer viser, hvordan den sande lære om islam faktisk fører til forsoning med den moderne verden. Blandt disse er teologer fra Kairos al-Azhar-moské og Mauretaniens sheikh Abdullah bin Bayyah.

Alliancen med muslimske ledere, som er parate til at føre an i kampen mod forvrængningen af deres tro, er helt afgørende. Vi har det med at betragte Mellemøsten som noget rod, man skal holde sig langt væk fra. Men massakren i Paris den 13. november var endnu en påmindelse om det håbløse i at nægte at engagere sig.

I stedet bør vi se det i det lys, at Mellemøsten og islam står midt i en overgangsproces. Mellemøsten er ved at udvikle regelrette og religiøst tolerante samfund, og islam er ved at finde sin rette plads som en fremskridtets og menneskelighedens tro. Anskuet på den måde er det ikke noget, vi skal undgå, men derimod en kamp på liv og død, hvor vores egne grundlæggende interesser står på spil.

Derfor bør vi opmuntre dem, der arbejder for en fordomsfri fremtid i Mellemøsten og islam. Golfstaterne, Egypten og Jordan er vores allierede, og vi bør stå klar til at hjælpe, når de møder moderniseringens udfordringer.

Endelig må vi i det kommende år erkende den store vigtighed af at løse Israel-Palæstina-konflikten. Det er ikke blot vigtigt i sig selv at løse den - det ville også bidrage til gode internationale relationer og bedre forholdet mellem de forskellige trosretninger. Og det ville for alvor fastslå det princip om fredelig sameksistens, som verdensordenen hviler på.

Vi er nødt til at udforme en udenrigspolitik, som har lært af lektien efter 11. september 2001. En sådan politik bør anerkende behovet for et aktivt engagement. Vi skulle gerne være blevet kloge af skade, men ikke lammet af vores erfaring.

Kampen mod ekstremismen vil kræve styrke. Men den vil også kræve oplysning, så vores borgere og de nytilkomne forstår, hvorfor vores værdier er vigtige, og hvorfor vi er parate til at forsvare dem. Og det vil kræve samarbejde - særligt i den virkelige verdens vanskelige diplomati.

Men det er en kamp, som vi vil vinde. De islamistiske fanatikere, som ønsker at gøre en ende på vores civilisation, korrumperer deres religion. Ingen af delene vil lykkes dem. Det overvældende flertal af mennesker verden over ønsker sameksistens. Med deres støtte og beslutsomhed vil freden vinde frem og ikke lade sig standse af ideologi, politik og religion.