Såret frivillig vil tilbage til fronten

35-årige Jegor Veprev blev for nylig såret for anden gang i kampen mod de ukrainske styrker

Jegor Veprev er soldat i den selvudråbte Folkerepublikken Donetsks hær og blev for nylig såret for anden gang. På brystet af uniformen sidder de tapperhedsmedaljer, som han har fået for sin indsats.
Jegor Veprev er soldat i den selvudråbte Folkerepublikken Donetsks hær og blev for nylig såret for anden gang. På brystet af uniformen sidder de tapperhedsmedaljer, som han har fået for sin indsats. . Foto: Jens Malling.

Jegor Veprev humper langs stien på to krykker. Møjsommeligt prøver han at genvinde sine kræfter i en park tæt ved Universitetskaja-boulevarden i centrum af Donetsk. Ved første øjekast ligner hans ubøjelige ben under bukserne en protese. Heldigvis hæmmes hans gang ”kun” af en svær gipsbandage. Den 35-årige soldat kæmper på de prorussiske separatisters side mod de ukrainske styrker. For en måneds tid siden blev han såret for anden gang.

”Jeg blev ramt i benene og ryggen. Vores position befandt sig 500 meter uden for Sjirokino,” siger Jegor Veprev, idet han nævner et af frontlinjens hårdest omkæmpede steder – en nu helt ødelagt landsby øst for Mariupol ved Det Asovske Hav.

Sin camouflagespraglede militæruniform har han beholdt på. Insignier på venstre skulder fortæller om den såredes soldats loyalitetsforhold til ”DNR” og ”Novo- rossija”. DNR står for Folke-republikken Donetsk – en ikke anerkendt statsdannelse, der sammen med en lignende republik omkring Lugansk udgør separatisternes territorium i Østukraine.

”DNR og LNR er ikke nok for os. Vi kæmper for vores jord og vores folk – for eta-bleringen af Novorossija,” siger soldaten og bruger en omstridt betegnelse for et historisk område, der strækker sig langs Sortehavskysten i det sydlige Ukraine og helt over til Odessa.

”Jeg har meldt mig frivilligt. På vores side kæmper kun frivillige. Vi vil have et sted, hvor vi har ret til at tale russisk. Vores forbillede er Sovjetunionen. Dengang var vi et forenet land, og der herskede ikke sådan en stærk nationalisme som nu i Ukraine. Man kunne frit rejse mellem republikkerne, og ingen tænkte over, hvilken nationalitet du havde,” siger Jegor Veprev og fortsætter:

”Vi holdt et valg her i DNR om uafhængighed fra Ukraine. Et stort flertal stemte for, så det er folkets vilje, som bør respekteres.”

På hans uniforms venstre bryst sidder en række tapperhedsmedaljer.

”Den her er for forsvaret af Slavjansk. Strelkov overrakte den til mig,” siger han og bruger den russiske kommandør Igor Girkins nom de guerre – manden, der planlagde og gennemførte besættelsen af Slavjansk i krigens tidlige fase for to år siden.

”Den her fik jeg af Vladimir Kononov,” fortsætter han og nævner navnet på DNR’s nuværende forsvarsminister.

Blandt andet kæmpede Jegor Veprev ved Saur Mogila – en strategisk vigtig høj, hvor et voldsomt slag fandt sted i sommeren 2014:

”Der døde mange af vores folk. Vi havde det svært, for ukrainerne havde gode stillinger med meget tunge våben opstillet. Vores våben kunne slet ikke matche deres. Ved Saur Mogila blev jeg såret første gang og var længe indlagt på et hospital i Rusland. Da jeg blev udskrevet, tog jeg tilbage til fronten.”

Det er også hans plan denne gang.

”Mine ben skal nok blive gode igen. Jeg er nødt til at vente lidt, men de skal nok blive fine. Så tager jeg af sted og kæmper, uden tvivl. Jeg er ikke bange for at blive såret tredje gang,” siger han og rejser sig med besvær fra bænken. Med den ene krykke foran den anden kæmper han sig videre gennem parken.