Sådan kommer rigsretssagen mod Donald Trump til at foregå

USA’s præsident, Donald Trump, bliver stillet for en rigsretssag, blev det besluttet natten til torsdag dansk tid. Men hvordan foregår sådan en egentlig? Det giver USA-ekspert Rasmus Sinding Søndergaard her svaret på

Natten til torsdag dansk tid blev det af Repræsentanternes Hus besluttet, at der skal rejses en rigsretssag mod USA’s præsident, Donald Trump.
Natten til torsdag dansk tid blev det af Repræsentanternes Hus besluttet, at der skal rejses en rigsretssag mod USA’s præsident, Donald Trump. Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix.

Efter et længere optaktsforløb er rigsretssagen mod Donald Trump en realitet. Det blev klart onsdag natten til torsdag dansk tid, efter Repræsentanternes Hus i forlængelse af en næsten otte timer lang debat tog stilling til spørgsmålet ved en afstemning.

Her stemte 230 for og 197 imod at anklage præsidenten for at have forsøgt at presse den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et forsøg på at skaffe belastende oplysninger om demokraten Joe Biden og dennes søn. Joe Biden, der var vicepræsident under Barack Obama, fører lige nu kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2020. Derudover er præsident Trump også anklaget for forsøg på at obstruere Kongressens undersøgelse af sagen.

Men hvordan foregår en rigsretssag egentlig? Og hvad er de mulige konsekvenser? Det giver USA-forsker og postdoc ved Lund Universitet Rasmus Sinding Søndergaard her svar på.

Rasmus Sinding Søndergaard, hvordan foregår en rigsretssag?

”Der er ikke nogen fast procedure for, hvordan den præcist skal foregå. Det står der ikke noget om i forfatningen, den fastslår egentlig bare, at Repræsentanternes Hus kan rejse en sag mod den til enhver tid siddende præsident, og at Senatet skal afsige dommen. Men der er, med udgangspunkt i hvordan de tidligere rigsretssager er foregået, udstukket nogle grundregler.”

Hvordan lyder de regler?

”Der bliver en domsafsigelse, som man kender det fra mere almindelige sager i et retsvæsen. Og så udpeger Demokraternes Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus, nogle såkaldte impeachement-managers, der skal agere anklagere. På samme måde stiller Donald Trump med et forsvar, som bliver udpeget af Det Hvide Hus. Vi ved endnu ikke, hvem hverken anklagere eller forsvarere bliver. Det altafgørende er, at det er medlemmerne af Senatet, som agerer både jury og dommere.”

I hvor høj grad er der tale om en traditionel retssag?

”Det fingerer at være en art juridisk proces, men i virkeligheden har det ikke rigtigt noget med jura at gøre, men er en politisk proces. Det er politikere, der afgør sagen, og selvom de aflægger ed på at være objektive og veje beviserne for og imod, vil sagen i høj grad blive partipolitisk dikteret. Det så man også i Repræsentanternes Hus i forbindelse med, at sagen blev rejst. En interessant figur er højesteretsdommer John Roberts. Han får ikke så meget direkte indflydelse, men skal sidde der og præsidere over, at de regler, man nu engang vedtager for processen, også bliver overholdt.”

”Reglerne bliver dikteret af den republikanske leder af Senatet, Mitch McConnell. Han tager også stilling til, om retssagen helt skal afvises. Det kan gøres med et simpelt flertal, og Republikanerne har et flertal på 53 mod 47 i Senatet. Det har han dog sagt, at man ikke vil gøre. I princippet kunne det selvfølgelig være fristende bare at afvise sagen med et simpelt flertal og undgå retssagsforløbet. Men det ville være en langt svagere frikendelse af Trump end en afgørelse gennem en decideret retssag.”

Det er et uafklaret spørgsmål, hvorvidt og hvordan der kan føres vidner. Kan du gøre os klogere på det?

”På grund af deres flertal i Senatet har Republikanerne magten og muligheden for at sætte rammerne. Demokraterne har sagt, at de gerne vil have lov til at føre vidner, så de kan få flere og bedre beviser på bordet. Men det er op til Mitch McConnell og Republikanerne, om det bliver tilladt. Mitch McConnell har offentligt sagt, at han koordinerer tæt med Det Hvide Hus, og man vil ikke invitere vidner ind, hvis det vil gøre sagen værre for Donald Trump.”

Lige nu har formanden for Repræsentanterne Hus, Nancy Pelosi, sat sagen på pause. Hvad går det ud på?

”Demokraterne havde egentligt prøvet at skynde sig, fordi de gerne ville have sagen i gang inden jul. Det var forventet, at anklageskrifterne allerede ville være sendt til Senatet. Det er ikke gjort. Der bliver lige nu spekuleret i, om Pelosi prøver at presse lidt på i forhold til, hvilke regler der bliver sat op for processen. Hun forsøger nok at få nogle indrømmelser eller forsikringer fra Republikanerne om en fair proces.”

Hvis Donald Trump kendes skyldig, hvad er så konsekvensen?

”Det er der ikke særlig meget, der tyder på, at han bliver. Men hvis han skulle blive kendt skyldig i bare ét af de to forhold, bliver han afsat som præsident. Derefter kan der komme et politisk efterspil. I princippet kan han godt blive afsat, men stille op i 2020 og blive valgt igen. Det kan Senatet vælge at diskvalificere ham fra at kunne gøre. Derudover kan Donald Trump eventuelt have begået nogle lovbrud – hvilket han ikke nødvendigvis har, selvom han skulle blive dømt i Senatet – som kan være genstand for en mere traditionel retssag senere. Men det er alt sammen meget hypotetisk.”

Hvad sker der, hvis det ender med, at Donald Trump bliver afsat?

”Så er der en helt formel liste over, hvem der skal tage over. Den første på listen er vicepræsident Mike Pence, der ikke umiddelbart er involveret i sagen. Men skulle det vise sig, at han er impliceret og derfor ikke kan overtage embedet, er Demokraternes Nancy Pelosi – som formand for Repræsentanternes Hus – den næste i rækken.”

Hvor længe regner man med, at sagen kommer til at tage?

”Både Republikanerne og Demokraterne har sagt, at de gerne vil have sagen overstået hurtigt. Demokraterne vil have den afsluttet inden primærvalget til foråret, hvor de skal vælge en præsidentkandidat. For Republikanerne er det lidt en møgsag, som de gerne vil have ud af verden, så de kan koncentrere sig om Donald Trumps genvalg. Rigsretssagen mod Bill Clinton tog cirka 5 uger, og man regner med at begynde en uge inde i januar. Så den vil nok tage det meste af januar og måske strække sig ind i begyndelsen af februar også.”