Fanger i Østgrønland: Russerne kan bare komme. Her har vi masser af våben

Den russiske invasion af Ukraine og konfrontation med Vesten har aktualiseret tilstedeværelsen af russiske ubåde i de østgrønlandske farvande

”Krigen i Ukraine bekymrer i høj grad borgerne her i Tasiilaq. Der er mange, der snakker om sandsynligheden for en tredje verdenskrig, og hvad en konfrontation mellem Vesten og Rusland vil betyde for os her i Grønland,” siger Benjamin Ignatiussen-Bajare, der er overvagtmester ansat ved kriminalforsorgen i Tasiilaq.
”Krigen i Ukraine bekymrer i høj grad borgerne her i Tasiilaq. Der er mange, der snakker om sandsynligheden for en tredje verdenskrig, og hvad en konfrontation mellem Vesten og Rusland vil betyde for os her i Grønland,” siger Benjamin Ignatiussen-Bajare, der er overvagtmester ansat ved kriminalforsorgen i Tasiilaq. Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix.

Faretruende mørke skyer nærmer sig fra øst, mens tunge regndråber begynder at falde fra himlen over Østgrønlands største by Tasiilaq.

Her lever godt 2000 indbyggere i røde, gule, grønne og blå huse langs klippevæggen ned mod fjorden, hvor de gyngende isbjerge og sneklædte bjergskråninger troner i baggrunden.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

På overfladen er her smukt, men under de hvide krusninger fra skumsprøjtet på fjorden skjuler det sorte dyb et utal af ubekendte.

Det er ikke bare spækhuggere, grønlandshajer og pukkelhvaler, som kan gemme sig under den oprørte overflade. Også russiske ubåde har i de seneste år fundet vej til disse farvande i Danmarksstrædet langs den grønlandske østkyst.

Senest i slutningen af 2021 spottede fangere fra Tasiilaq en ubåd, som det siden har vist sig formentlig stammede fra Rusland. Og med den russiske invasion af Ukraine er tilstedeværelsen af russiske ubåde i grønlandske farvande noget, der foruroliger indbyggerne i den østgrønlandske by.

”Krigen i Ukraine bekymrer i høj grad borgerne her i Tasiilaq. Der er mange, der snakker om sandsynligheden for en tredje verdenskrig, og hvad en konfrontation mellem Vesten og Rusland vil betyde for os her i Grønland,” siger Benjamin Ignatiussen-Bajare, der er overvagtmester ansat ved kriminalforsorgen i Tasiilaq.

Ruslands invasion af nabolandet har da også forværret stemningen i Arktis, hvor Rusland blandt andet er sat uden for døren i Arktisk Råd. Samtidig forstærkes atombaserne i det nordligste Rusland, alt imens både amerikanske og britiske ubåde og hangarskibe er på patrulje tæt på den russiske grænse i Nordatlanten.

Ingen grønlandsk invasion

Anders Make på 43 år er fra Tasiilaq og faglært kok. Til dagligt arbejder han dog som altmuligmand langs den østgrønlandske kyst. Han fortæller, at billeder af det, der ligner periskoper eller ubådstårne, til tider dukker op på sociale medier.

”På Facebook kommer der en gang imellem fotos af noget ude i havet, der ser mærkeligt ud, og folk spørger, ’hvad er det her?’. Jeg følger selvfølgelig med i, hvad der sker i Ukraine i TV-avisen og radioen, men jeg er som sådan ikke nervøs,” siger han.

Ifølge Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, med fokus på Rigsfællesskabet og Arktis, er der som sådan heller ikke noget at være bange for som indbygger i Grønland:

”Der er ikke nogen militær trussel. Der er ikke nogen, der kommer til at invadere Grønland. I tilfælde af konflikt er Grønland kun noget, man flyver hen over på vej fra Kola-halvøen (i Nordvestrusland, red.) og til Washington eller omvendt,” siger han.

Især oprustningen på den russiske base i Nagurskoje tæt på Arktis har dog fået amerikanerne til at blive nervøse, forklarer Ulrik Pram Gad.

”De grønlandske fjorde i strædet til Island og for den sags skyld også i Vestgrønland er gode steder at ligge og gemme sig som ubåd, hvis man skal have mulighed for at sejle over og smide missiler i hovedet på amerikanerne. Derfor har der ligget russiske ubåde i disse farvande i mange år – også tilbage til under den kolde krig.”

Fra de grønlandske farvande vil det være muligt for russiske atombærende ubåde at ramme storbyer på det amerikanske kontinent. De senere år har USA kritiseret Danmark for ikke at have styr på, hvad der kommer ind over og rundt om Grønland østfra.

”Grundlæggende vil USA og Nato gerne have styr på alle de ubåde, der befinder sig i Nordatlanten. Det prøver man at få ved hjælp af kabler og sensorer,” siger Ulrik Pram Gad og fortsætter:

”I tilfælde af konflikt vil man så have bedre mulighed for at lukke ned for dem.”

Kristoffer Lyberth, der her ses med sin hustru, Louise, og datteren Malina, håber, at amerikanerne vender tilbage og genåbner deres base på Kulusuk-øen, hvor familien bor. Det vil være godt for det lille samfunds økonomi, mener han.
Kristoffer Lyberth, der her ses med sin hustru, Louise, og datteren Malina, håber, at amerikanerne vender tilbage og genåbner deres base på Kulusuk-øen, hvor familien bor. Det vil være godt for det lille samfunds økonomi, mener han. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix.

Amerikanerne til Kulusuk

En lille times sejlads fra Tasiilaq østpå ud i Danmarksstrædet ligger øen Kulusuk, hvis sydlige klippefremspring tidligere var kendt som Kap Dan. Det er ud fra denne ø, at fangere i slutningen af sidste år så det, der formentlig var en russiske ubåd.

I bygden, der har omkring 200 indbyggere, ligger døde sæler som oppustelige balloner i vandet omkring havnen, og slædehundene glammer i deres kæder. Størstedelen af indbyggerne her ernærer sig som fangere.

Selvom ubåde tidligere har lagt vejen forbi området, er kommunefoged Kornelius Poulsen ikke særligt nervøs for de russiske ubåde i farvandene omkring øen.

”Jeg har hørt om, at ubådene kommer her forbi. Og det er ikke ok, når de ikke har fået tilladelse til det. Men jeg går ikke meget op i storpolitik, så for mig er det kun vigtigt at beskytte øens beboere,” siger han.

Ved siden af bygdens eneste indkøbsmulighed, Pilersuisoq, går fanger Kristoffer Lyberth med sin kone, Louise, skubbende en barnevogn med datteren Malina.

Selv om han som sælfanger ofte befinder sig ude i farvandene omkring øen, har han ikke set ubådene med egne øjne. Han er heller ikke særligt urolig for den russiske trussel i dybet. Tværtimod håber han, at den øgede opmærksomhed på de østgrønlandske kyster igen vil få udstationerede amerikanere til øen – og dermed give en økonomisk saltvandsindsprøjtning til øsamfundet.

”Jeg håber, at amerikanerne kommer tilbage, og at de genåbner basen ved DYE-4,” siger Kristoffer Lyberth.

”Det er der vist tale om.”

På Kulusuk ligger nemlig resterne af DYE-4-stationen, der under Den Kolde Krig var en del af det amerikanske forsvar. Også øens flyveplads er i sin tid anlagt af amerikanerne, der dog i dag kun huserer på Thule Air Base i Nordvestgrønland.

Men lige nu er der ikke nogen planer om yderligere udstationeringer på tegnebrættet, fortæller Jeppe Strandsbjerg, lektor på Nasiffik – Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.

”Der er en stor amerikansk base i Grønland, Thulebasen, men derudover har amerikanerne en forsvarsaftale med Danmark og Grønland, der giver USA ret vide beføjelser til at agere i Grønland. Dog er der ikke, så vidt jeg ved, planer om at genåbne nogle tidligere lukkede baser.”

Frygten for den store bjørn

Jeppe Strandsbjerg mener dog ikke, at trusselsbilledet i Grønland har forandret sig synderligt på grund af Ukrainekrigen, da ingen reelt er interesseret i en eskalering i Nordatlanten:

”Jeg tror, at der er ret stor interesse for, at Ukrainekrigen ikke skal omsættes i øget rivalisering i Arktis, men det er klart, at der har været en stigende amerikansk og dermed også dansk interesse for, at man skal øge overvågningen og en frygt for, at russerne vil kunne komme til at blive dominerende i nogle områder. Men det er en proces, der har været i gang de seneste fire-fem år,” siger han.

Ude foran Michael Kunaks forældres hus hænger et isbjørneskind i solen. Ikke til udsmykning, men af praktiske præserveringsårsager. Isbjørnen blev skudt i foråret af Michael Kunak, der som den sidste i en større børneflok bor hjemme hos sine forældre. Faren er pensioneret fanger.

Michael Kunak åbner en skuffe og viser nogle afskårne isbjørnekløer, han har tænkt sig at sælge til turister, der lægger vejen forbi bygden.

Den 24-årige fanger er hverken bange for isbjørne eller den russiske bjørn.

”Jeg har ikke selv set russiske ubåde befinde sig ude på havet, men jeg er heller ikke så bange for det,” siger han og griner:

”Russerne kan bare komme. Her i Kulusuk har vi masser af våben.”