Sag om blasfemi skal for børnedomstol

Den unge kristne, pakistanske pige, der blev arresteret for blasfemi skal for en børnedomstol, da det er blevet fastslået, at hun er 14 år

Den unge pakistanske pige, Rimsha Misah, blev løsladt mod kauktion, efter at det var kommet frem, at den imam der oprindeligt angav hende for blasfemi, muligvis selv havde konstrueret afbrændingen for at bringe den unge pige i miskredit.
Den unge pakistanske pige, Rimsha Misah, blev løsladt mod kauktion, efter at det var kommet frem, at den imam der oprindeligt angav hende for blasfemi, muligvis selv havde konstrueret afbrændingen for at bringe den unge pige i miskredit. Foto: STRINGERPAKISTAN Denmark.

Det skal være en børnedomstol, der behandler sagen om den mindreårige, kristne pakistanske pige Rimsha Masih, der i august blev arresteret for blasfemi, fordi en imam beskyldte hende for at have brændt nogle sider af Koranen. Det afgjorde en pakistansk dommer i går, efter at en medicinsk undersøgelse havde fastslået, at Rimsha Misah er 14 år.

Vi har modtaget den medicinske rapport, som siger, at hun er 14 år. Efterforskningsrapporten i hendes sag skal derfor fremlægges i en børnedomstol, sagde Raja Jawad Abbas fra den vestlige distrikt- og strafferet i Islamabad, Pakistans hovedstad.

LÆS OGSÅ: Kristen pakistansk pige løslades i blasfemisag

Han bad også politiet om at udarbejde et nyt anklageskrift inden det næste retsmøde den 1. oktober.

Rimsha Misah blev løsladt mod kauktion fra fængslet den 7. september og opholder sig nu sammen med sin familie på en ukendt adresse af frygt for forfølgelse.

Rimsha Misah blev løsladt, efter at det var kommet frem, at den imam, Maulvi Khalid Jadoon, der oprindeligt havde angivet hende for blasfemi, muligvis selv havde konstrueret afbrændingen for at bringe den unge pige i miskredit. Maulvi Khalid Jadoon blev derfor selv arresteret og er nu ifølge politiets efterforskningsleder den hovedmistænkte i sagen, mens de betragter Rimsha som uskyldig. Ifølge pakistanske aviser sagde politiet ved gårsdagens retsmøde om sagen, at ingen har set Rimsha Masih brænde sider af Koranen, mens tre vidner har udtalt sig mod Maulvi Khalid Jadoon.