Sag om frihedsberøvelse chokerer Sverige: ”Hun sagde altid, at hun nu havde fået sin søn tilbage”

Sverige er rystet af en makaber sag. Ifølge søsteren til den 41-årige indespærrede mand alarmerede hun myndighederne for 20 år siden om, at der var noget galt. Moderen – en 70-årig kvinde – er sigtet for indespærringen, men blev løsladt onsdag aften

Det var i dette lejlighedskompleks i Haninge syd for Stockholm, at en 70-årig kvinde ifølge svenske medier holdt sin søn indespærret gennem 28 år. Han blev fundet af sin søster i søndags. – Foto: Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix.
Det var i dette lejlighedskompleks i Haninge syd for Stockholm, at en 70-årig kvinde ifølge svenske medier holdt sin søn indespærret gennem 28 år. Han blev fundet af sin søster i søndags. – Foto: Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix.

”Et helt liv, som er gået tabt.”

”Ubegribeligt og trist.”

”Et svigt af kommunen.”

Sådan lyder et udpluk af de reaktioner, som en svensk sag, hvor en 70-årig kvinde fra Stockholm-området er mistænkt for at have holdt sin søn indespærret og skjult for omverdenen i 28 år, har affødt.

Manden, der i dag er 41 år, stoppede pludselig med at dukke op i skolen i begyndelsen af 1990’erne. Dengang gik han i 7. klasse, og siden har hans skæbne været uvis. Men i søndags blev han fundet af sin søster, der ikke havde set ham i 20 år.

Hun fandt den 41-årige liggende på gulvet i et hjørne af barndomshjemmet i Haninge syd for Stockholm. Moderen, der var den eneste registrerede person på adressen, var på hospitalet, og da så søsteren sit snit til at lede efter den bror, som hun ikke havde fået livstegn fra i to årtier. Hun opsøgte lejligheden, hvor døren var ulåst, lugten ækel og lyset slukket. Men i skæret fra tv’et kunne hun se to ben.

”Det var som at gå fra virkeligheden og ind i en horror-film,” fortalte hun efterfølgende til avisen Expressen.

”Men da han så, at det var mig, hviskede han mit navn igen og igen.”

Manden havde sår på kroppen, var underernæret og manglede både sprog og tænder.

”Samtidig er han mentalt nedbrudt og uden forbindelse til den verden, der findes på den anden side af lejlighedens vægge. Hun har kontrolleret ham, som var hun en sektleder,” sagde søsteren til Expressen med henvisning til moderen.

En ambulance blev hurtigt tilkaldt, manden kom på hospitalet, og moderen blev anholdt, mistænkt for frihedsberøvelse.

Det store spørgsmål, svenskerne nu stiller sig selv, er, hvordan det kunne gå så galt?

Ifølge søsteren begyndte moderens isolering af drengen allerede, da han gik i 7. klasse.

”Min søster og jeg fik ikke længere lov at være sammen med ham, og han måtte heller ikke længere se mormor og morfar eller sine venner. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men det tog sin begyndelse allerede, da vi var børn,” har hun fortalt om moderens gerninger til svenske medier uden at redegøre for faderens skæbne.

”Hun har altid været overbeskyttende, nærmest besat, fordi hun mistede et barn – min storebror – dengang jeg bare var halvandet år gammel. Da hun så fik en ny søn, gav hun ham det samme navn som min afdøde storebror, og hun sagde altid, at hun nu havde fået sin søn tilbage.”

Til svenske medier fortæller søsteren desuden, at den 41-årige mand ikke har været decideret låst inde i lejligheden. En beskrivelse, naboer har bekræftet. Han er også blevet observeret udenfor lejligheden enkelte gange, dog ofte om natten.

Ifølge lærere på den skole, som den 41-årige gik på som barn, var han en anonym dreng. Aldrig til besvær, men alligevel en, man huskede.

”Jeg kan især genkalde mig hjemkundskabstimerne, hvor vi lavede mad. Han var altid så sulten. På et tidspunkt spurgte jeg ham, hvornår han sidst havde spist, hvortil han svarede, at det var til morgenmad dagen før. Vi havde også en regel med, at eleverne skiftedes til at have kage med, og da det var hans tur, bagte jeg, så de andre elever ikke skulle lægge mærke til, at han ikke havde noget med,” fortæller en anonym lærer til Aftonbladet og understreger samtidig, at faresignalerne var mange.

”Han var altid beskidt og lugtede dårligt. Jeg kan huske, at jeg en gang imellem græd, når jeg forlod skolen, fordi jeg syntes, det var så synd for ham.”

Læreren fortæller også, at vedkommende forsøgte at gøre skoleledelsen opmærksom på, at der var noget grueligt galt.

”Vi havde møder med de ansvarlige, og da fortalte jeg, at jeg var meget urolig for ham. Jeg ville have, at vi skulle gøre noget for ham. Og efter at jeg havde delt mine oplevelser med skoleledelsen, regnede jeg med, at de ville tage hånd om sagen, for jeg fik indtryk af, at de tog sagen ganske alvorligt,” siger

læreren, som derfor blev chokeret, da det stod klart, at det var vedkommendes tidligere elev, sagen handlede om.

”Jeg troede jo, det var gået ham godt. Og derfor håber jeg også af hele mit hjerte, at han kan få et form for liv efter de forfærdelige ting, han har været igennem. Den slags bør ikke kunne ske,” siger læreren til Aftonbladet.

Det var dog ikke kun læreren, som angiveligt forsøgte at gribe ind. Også mandens søster alarmerede myndig-hederne for 20 år siden, siger hun til Expressen:

”Jeg er så vred over, at ingen har troet på mig. Jeg mangler ord for de mange års ekstreme frustration, det er så forfærdeligt.”

Men spørger man forfatter og professor i kriminologi Leif G.W. Persson, er det langtfra givet, at kvinden ender bag tremmer.

”Det her lyder som en sag for psykiatrien, og det kommer givetvis til at tage lang tid, før vi får en afklaring,” sagde han onsdag til TV4’s Nyhedsmorgen.

”I en menneskelig optik er sagen ubegribelig og trist. Men måske har hun gjort det med den bedste hensigt, også selvom det jo gik frygteligt galt,” siger professoren.

Tæt på deadline meddelte anklager Emma Olsson, at den 70-årige kvinde er blevet løsladt, fordi mistanken mod hende er svækket. Det sker på baggrund af afhøringer af sønnen. Efterforskningen fortsætter dog og vil koncentrere sig omkring omstændighederne i sagen, skriver den svenske avis Expessen.