Prøv avisen

Salafismen er blevet islams globale ansigt

Den oprindeligt saudiarabiske udgave af en puritansk og fundamentalistisk islam har bredt sig som en løbeild fra den arabiske halvø. Saudi-Arabien er hjemsted for de helligste steder i Islam som her kabaen i Mekka. Foto: AHMAD GHARABLI/AFP/Ritzau Scanpix

En stærkt fundamentalistisk islam-variant har spredt sig til hele den muslimske verden og til Europa takket være 50 års intensiv saudiarabisk mission

Advarslerne kommer i en næsten uendelig strøm fra både muslimske og ikke-muslimske lande: Salafismen har fået tag i en voksende del af verdens muslimske befolkning.

Den oprindeligt saudiarabiske udgave af en puritansk og fundamentalistisk islam har bredt sig som en løbeild fra den arabiske halvø, og niqabber, ankellange bukser og arabiske qamis-kjortler er dukket op i gadebilledet langt uden for de mellemøstlige golflande, hvor de oprindeligt hører hjemme.

Den synliggørelse af islam i det offentlige rum, som konstateres i Vesteuropa, skyldes ikke mindst disse tilhængere af en fundamentalistisk, sekterisk islam, der har vundet frem især siden årtusindeskiftet med en ambition om at genoplive en islamisk guldalder og praktisere islam på samme måde som de første muslimer i 600-tallets Medina.

Og det har de succes med fra Pakistan og Indonesien til Mali, Paris og Bruxelles.

”På de sociale medier er den religiøse diskurs næsten udelukkende i hænderne på salafisterne, der har organiseret en transmissionskæde fra Saudi-Arabien til Frankrig,” skriver det franske Institut Montaigne i en rapport fra september.

Sidste år advarede den belgiske efterretningsanalyse-enhed Ocam mod, at et stigende antal moskéer i Belgien og andre steder i Europa er ”underkastet wahhabismens salafistiske missionsapparat”.

Salafismen er en afart af wahhabismen uden de politiske bånd til Saudi-Arabiens kongefamilie, men salafismens tilhængere blev aktivt involveret i den missionsvirksomhed, som Saudi-Arabien investerede en del af olieindtægterne i fra 1970’erne og fremefter. Og tyske medier citerede i foråret sikkerhedskilder for, at antallet af aktive salafister i løbet af de seneste fem år er blevet fordoblet fra godt 5000 til 11.000.

Men snarere end antallet af aktivt udøvende tilhængere af den oprindeligt saudiarabiske fundamentalisme er det ”salafiseringen af sunni-islam”, der bekymrer iagttagerne.

”Ingen har tal på, hvor mange muslimer der kan betegnes som salafister uden for Saudi-Arabien og andre golflande, hvor wahhabismen er stats- eller flertalsreligion. Et gæt lyder på et sted mellem 5 og 10 procent globalt set, men dens indflydelse skyldes især, at denne fundamentalistiske udgave af islam i stigende grad får status blandt muslimer som ’den sande islam’, en slags ideal, som de færreste er i stand til at efterleve, men som man ikke desto mindre bør stræbe efter, hvis man er en rigtig muslim,” siger Joas Wagemakers fra Utrecht Universitet i Holland, der forsker i salafismen og i islams intellektuelle historie.

Salafismen som religiøs succeshistorie udspringer af den såkaldte arabiske kolde krig mellem Saudi-Arabien og Gamal Abdel Nassers Egypten i 1960’erne. Over for Nassers i vid udstrækning sekulære arabiske nationalisme begyndte Saudi-Arabien allerede dengang at promovere 1800-talsteologen Mohammed ben Abdelwahhabs fortolkning af islam, som fik status af statsreligion i en alliance, der skulle sikre kongefamilien Saud den politiske magt på den arabiske halvø.

”Ifølge nogle estimater har Saudi-Arabien brugt over 80 milliarder dollars (over 515 milliarder kroner, red.) på moskéer, skoler og islamiske organisationer i lande med muslimsk mindretal mellem 1973 og 2002 og dermed promoveret wahhabismen som den eneste legitime beskytter af islamisk tænkning,” siger professor Jocelyne Cesari, som forsker i religion og samfund ved Universitetet i Birmingham.

Saudi-Arabien har bygget moskéer over hele verden og tilbudt generøse stipendier til teologistuderende fra fattigere lande i Asien og Afrika. Michael Farquhar fra University of London anslog i 2015, at alene Det Islamiske Universitet i Medina har uddannet 13.000 studerende fra 160 lande, som efter endt uddannelse rejste hjem og udbredte salafismen i deres hjemlande, blandt andet med støtte fra organisationer som Den Muslimske Verdensliga.

Denne missionsindsats gør, at de nationale udgaver af islam trænges i defensiven. Den traditionelle moderate og tolerante islam i Afrika eller Indonesien udfordres af salafismens hierarkiske religionssyn, der betragter andre religioner som urene.

”Salafismen vender sig mod traditionel islam, der tilpasser sig den nationale kultur og historie, for eksempel med angreb på forskellige former for helgendyrkelse, og det er en af grundene til, at salafismen også møder modstand i de muslimske samfund. Men det er samtidig også dens styrke,” påpeger Joas Wagemakers.

De muslimske lande uden for Mellemøsten og deres religiøse institutioner betragter i vid udstrækning den salafistiske indflydelse som en trussel. Men resultatet er ikke desto mindre det, som Jocelyne Cesari kalder for en slags ”neo-pan-islamisme”.

”Med salafismen er den islamiske fundamentalisme blevet globaliseret. Bevægelsen har haft held til at slå sig selv fast som den globale, ortodokse udlægning af sunni-islam, også selv om det kun er et mindretal af muslimerne, der rent faktisk efterlever principperne om at leve som på profetens tid,” siger hun.

Islamisk Stat (IS) har overtaget den salafistiske retorik, der skelner skarpt mellem troende og vantro og mellem ”rigtige og forkerte” muslimer. Ligesom Al-Qaeda regner IS regimer som det saudiarabiske blandt fjenderne, fordi de anses for korrumperede. Især de senere års terrorangreb i Vesteuropa har rettet opmærksomheden mod salafismen som den muld, terrorismen er vokset af.

Men denne direkte sammenhæng mellem salafisme og terrorisme finder forskerne ingen belæg for. Kun en lille del af salafisterne kan betegnes som jihadister, mens de fleste tager afstand fra jihadismen og snarere lever afsondret fra det øvrige, urene samfund. Og den pietistiske og sekteriske levevis er ikke forstadiet til terror, mener Joas Wagemakers.

”Salafismen repræsenterer ikke en sikkerhedsrisiko, og salafisterne er kommet under pres i Vesteuropa som følge af Islamisk Stats terror. Men det skaber samtidig voksende spændinger ikke mindst i de vestlige samfund, når sekteriske grupper nægter at følge de samme regler som resten af samfundet og kræver særbehandling som fritagelse for musik og dans i skolerne eller almindelig omgang med det andet køn,” siger den hollandske forsker.