Tre dage efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 stillede daværende præsident George W. Bush sig op på en bunke murbrokker i ruinerne fra de faldne World Trade Center-tårne i New York og takkede redningsarbejderne på stedet.
Da en af dem råbte, at han ikke kunne høre præsidenten, svarede Bush spontant:
”Jeg kan høre jer! Resten af verden hører jer! Og de mennesker– de mennesker, der væltede disse bygninger – vil snart høre os alle sammen.”
De forsamlede brandmænd, politifolk og ambulancereddere brød ud i jubel. Og i dette nu ikoniske øjeblik gav Bush de rystede amerikanerne det, som mange af dem havde brug for at høre: En blanding af taknemmelighed for redningsarbejderne, en erklæring af fællesskab og sammenhold og et løfte om at stille gerningsmændene til ansvar.
Amerikanernes umiddelbare chok og rædsel over terrorangrebene den 11. september 2001 blev afløst af følelser af national stolthed og samhørighed. Sårene var endnu ikke lægede efter det ekstremt tætte præsidentvalg i 2000, som endte med at blive afgjort af højesteret til George W. Bushs fordel, men for en stund stod de fleste amerikanere bag præsidenten. Blot et år senere var amerikanerne for længst igen røget i totterne på hinanden, og Bushs dybt kontroversielle krig mod terror skabte dyb og varig politisk og social splid. Men i en tid efter terrorangrebene syntes nationen at stå sammen.
Coronapandemien har udløst den største nationale krise, som USA har oplevet siden den 11. september 2001. Og de menneskelige, økonomiske, sundhedsmæssige og psykologiske omkostninger kan vise sig at blive langt større. Med over 190.000 coronarelaterede dødsfald har USA mistet flere borgere end noget andet land i verden, og mens et forholdsvist lille antal amerikanere blev direkte berørt af terrorangrebene i 2001, forskånes så godt som ingen for pandemiens utallige følgevirkninger.
Alligevel har coronavirussens ubønhørlige hærgen ikke inspireret amerikanerne til at stå sammen mod den fælles fjende. I marts skrev den kendte udenrigspolitiske kommentator Anne Applebaum i nyhedsmediet The Atlantic, at ”epidemier har en evne til at blotlægge underliggende sandheder om de samfund, som de indvirker på”. Og chefredaktøren for ugemagasinet The Week, William Falk, tilføjede, at denne epidemi ”har grebet os i et gennemgribende svagt øjeblik”.
”Tilliden til videnskaben, staten, medierne og alle vores institutioner er slemt nedbrudt, vi er dybt splittede politisk og kulturelt, og vi betragter hinanden som fjendtlige stammer snarere end som landsmænd,” konstaterede Falk.
Coronapandemien har ikke ændret på den kendsgerning, at amerikanerne er ude af stand til at nå til enighed om selv grundlæggende kendsgerninger. Da virussen gik i land i USA, betragtede nogle på højrefløjen den som en venstrefløjskonspiration, der havde til formål at køre aktiemarkedet i sænk og spænde ben for genvalget af præsident Donald Trump i november. Mange på venstrefløjen rasede til gengæld over det, de opfattede som præsidentens bagatellisering af virussen og forhaling af indsatsen for at nedbringe smittespredningen.
Mens nationens ledere i det store hele talte med én stemme efter terrorangrebene i 2001, er situationen anderledes i dag. Amerikanerne hører vidt forskellige budskaber fra Det Hvide Hus, fra Demokraterne og Republikanerne i Kongressen, fra USA’s guvernører, fra medierne og fra folkesundhedseksperterne.
Men selvom reaktionen på de to svimlende kriser – terrorangrebene og pandemien – adskiller sig, hænger de uløseligt sammen. Den 11. september 2001 er med til at forklare, hvorfor kløfterne i det amerikanske samfund i løbet af de seneste 19 år er blevet til afgrunde. Krigen mod terror og USA’s invasion af Irak skærpede spliden i den amerikanske befolkning, og dette var i 2008 med til at gøre Barack Obama til præsident. Valget af Obama førte til en endnu større polarisering i det amerikanske samfund og var i sidste ende med til at bane vejen for Donald Trumps normbrydende præsidentskab.
Amerikanerne har i årtier opfattet deres land som det bedste, stærkeste, frieste og mest velfungerende og teknologisk avancerede demokrati i verden. Coronapandemien har åbenbaret, at dette ikke længere nødvendigvis er tilfældet. Men indtil videre er der få tegn på, at amerikanerne bliver i stand til at nå til enighed om, hvordan de genoprejser den svækkede nation.