Satirens vugge er ramt

Charlie Hebdo er rundet af en lang satirekultur, der går tilbage til Reformationen og den franske revolution

Franskmændene har en lang tradition for en særligt grov satire.
Franskmændene har en lang tradition for en særligt grov satire. Foto: AFP Photo/Ozan Kose.

I 1500-tallet trykte Reformationens tilhængere billeder af den katolske pave, hånligt afbilledet som et æsel. I dag, 500 år senere, er tegningen stadig et satirisk værktøj, der kan bruges politisk og vække både morskab, forargelse og had rundt om i verden.

At det sidste er tilfældet blev klart i onsdags, hvor terrorister skød og dræbte 10 ansatte, heriblandt fire tegnere, på det franske magasin Charlie Hebdo.

Angrebet er et anslag mod ytrings- og pressefriheden og på demokratiet. Og det er et angreb på satirens vugge. Franskmændene har en lang tradition for særlig grov satire. Den er grovere end i andre lande, hvilket kommer til udtryk i udgivelser lige fra Charlie Hedbos karikaturer til kendte tegneseriefigurer som Asterix og Obelix.

Det forklarer forfatter, redaktør, anmelder og tegneserieekspert Jakob Stegelmann:

”I Frankrig har man for eksempel holdt fast i den etniske karikatur, som man i Danmark efterhånden har bandlyst. Selvom vi så den tidligere i blandt andet 'Knold og Tot', der besøgte 'negerkongen'. Den slags har man holdt fast i i Frankrig, uden i øvrigt at lade karikaturerne være forbundet med noget fordomsfuldt,” siger Jakob Stegelmann.

Han kalder franskmændene for ”etablerede anarkister,” fordi de ikke viger for politisk korrekthed, som man har gjort det mange andre steder.

Den illustrative satiretradition går tilbage til tiden omkring Reformationen, hvor trykte billeder blev et våben anvendt hovedsageligt af katolikker og protestanter i det centrale Europa, der bekæmpede hinanden, fortæller Dennis Meyhoff Brink fra Københavns Universitet, der er ph.d. i litteraturvidenskab og ekspert i religiøs satire.

”Kristne gjorde grin med hinanden på en meget grov måde. Dengang kunne de fleste ikke læse, og oplysningsniveauet var generelt lavt. Katolikker og protestanter dæmoniserede ofte hinanden i meget bogstavelig forstand. Der var ofte tale om en ren skræmmekampagne,” siger Dennis Meyhoff Brink.

Den satiriske religionskamp fortsatte frem til midten af 1600-tallet, men forandrede sig i Oplysningstiden, hvor den blev til et angreb på kirken som sådan, og hvor man også latterliggjorde kongehuset.

”Satiren rettedes mod institutionerne, kongehuset og kirken, og den voksede op gennem 1700-tallet. Billedsatiren kulminerede i 1800-tallet, hvor der opstod talrige satiriske magasiner, især i Frankrig. Charlie Hebdo er en direkte arvtager til denne tradition, som er uddød i mange andre lande, herunder Danmark,” siger han.

Den franske satire har frem til i dag været rettet mod politiske og religiøse autoriteter og ikke mindst den katolske kirke. Og op til sekulariseringen af samfundet og adskillelsen af stat og kirke i 1905 blev den grove streg over for religiøse autoriteter forstærket, fortæller Dennis Meyhoff Brink.

Paven og Vatikanet har først og fremmest stået for skud, og først de senere år har temaer over islam vundet indpas i fransk satiretegninger, blandt andet fordi landet har fået en stor muslimsk befolkningsgruppe, lyder det fra forskeren, der vurderer, at Charlie Hebdo og andre franske satiriske magasiner formentlig vil fortsætte med at provokere i kølvandet på ugens attentat, og måske endda intensiveret.

”Gennem historien har fransk satire blomstret, når den er blevet underlagt censur eller på anden måde kommet under pres. På den måde har attentatpersonerne i Paris skudt sig selv i foden,” konkluderer Dennis Meyhoff Brink.