Saad al-Hariri blev født med en sølvske i munden. Da han kom til verden i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, i 1970, var hans far Rafiq allerede i firspring på vej op af den sociale rangstige. Rafiq Hariri, der var kommet til Saudi-Arabien som mange andre unge libanesere for at tjene store penge – og gjorde det – grundlagde først ét og så et andet byggefirma. Inden sønnen Saad sluttede skolen, havde familiefirmaet, Saudi Oger, tjent flercifrede millionbeløb ved at bygge universiteter, hospitaler, veje og hele byer i det saudiarabiske ørkensand.
Efter at taget en master i erhvervsledelse i USA gik Saad ind i familiefirmaet og var i mange år direktør for et datterselskab, Saudi Oger Telecom.
Den unge Saad, der har både saudi-arabisk og libanesisk statsborgerskab, var også dybt involveret i faderens libanesiske byggefirma Solidere, der stort set samtidig med, at den sunni-muslimske Rafiq al-Hariri fra 1992 til 1998 var Libanons premierminister, fik til opgave at rive hele hovedstaden, Beiruts, centrum ned og bygge det op igen. Byen var arret af 15 års borgerkrig, men det diskuteres stadig, om det var nødvendigt at rive alt ned. I Libanon hænger penge og politisk indflydelse tæt sammen.
Rafiq al-Hariri var – for anden gang – standset som premierminister få måneder før, at hans bil og samlede kortege den 14. februar 2005 blev blæst i luften af en kæmpe sprængladning, der lå gemt under asfalten i Beiruts centrum.
Drabet kastede øjeblikkeligt Saad al-Hariri ind i libanesisk politik. Han arvede både ledelsen af Saudi Oger konglomeratet og formandsposten i Fremtidsblokken, det parti, hans far havde grundlagt og var formand for. I månederne efter attentatet var Saad al-Hariri en ledende figur i den folkelige bevægelse, der krævede, at det syriske militær, der havde været i Libanon, siden borgerkrigen sluttede i 1990, skulle ud af landet. Hariri anklagede Syrien for at havde trukket i trådene ved attentatet mod faderen, som efter Hariris opfattelse var gennemført af den iransk-støttede libanesiske shia-muslimske Hizbollah-bevægelse.
Protesterne mod den syriske tilstedeværelse, Cedertræs-revolutionen, medførte, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, i april 2005 trak sine styrker ud af Libanon. Og Hariri grundlagde den såkaldte 14. marts-alliance, en koalition af libanesiske partier, der deler en anti-syrisk og anti-Hizbollah-politik.
Som leder af 14. marts-alliancen var Saad al-Hariri fra 2009 til 2011 Libanons premierminister. Men mange undrede sig, da han i 2016 efter en periode med politisk kaos i Libanon igen indvilligede i at tage posten. Denne gang som leder af en regering med hans ærkefjender fra Hizbollah i kabinettet.
I Libanon har mange aldrig helt forliget sig med Hariri-familiens nære forhold til Saudi-Arabien. Mange har i årenes løb med sarkasme forklaret, at Libanon var under Syriens kontrol indtil 2005 og siden har været kontrolleret af Saudi-Arabien.
Hvor meget Saad al-Hariri var i lommen på Saudi-Arabien, er blevet tydeligt i de seneste ugers dramatiske udvikling.
Fredag den 3. november tog premierminister Hariri i Beirut pænt mod et officielt besøg fra Iran, men kort efter var han, på den saudiarabiske konges ordre, på vej til Saudi-Arabien. Fra hovedstaden Riyadh oplæste han dagen efter sin afskedsbegæring. En tekst, han helt tydeligt ikke selv havde skrevet, fyldt med anklager imod Iran og Hizbollah. Ikke engang hans nærmeste rådgivere anede, hvad der foregik i den saudiarabiske konges gemakker.
Libaneserne, der var rystede, krævede omgående deres regeringsleder tilbage, og da hans løfter var slørede, begyndte rygterne at svirre om, at Saad al-Hariri var blevet kidnappet og blev tilbageholdt mod sin vilje i Saudi-Arabien.
For at bevise det modsatte gav Saad Hariri i søndags et timelangt interview til den libanesiske tv-station Future, som han selv ejer. Men mange kommentatorer fortolkede hans kropssprog, hans urolige øjne, der konstant syntes at søge en person, der stod bag intervieweren og kunne være en form for overvågning fra kongehuset, og hans tale om, at han kunne trække sin afsked tilbage, hvis Libanon blev holdt helt ude af de regionale konflikter, som tydelige tegn på, at det saudiarabiske kongehus fører hans tunge og hans skridt.
Det menes, at Saudi-Arabiens kronprins Muhammed bin Salman krævede Hariris afgang på grund af dennes forsonende holdning over for Hizbollah og Iran, muligvis som forberedelse til en saudisk militæraktion imod Hizbollah.
Foreløbig er Saad al-Hariri i Riyadh.