Prøv avisen

Saudi- Arabien opfordrer til boykot af Schweiz

- Europa er i mentalt forfald og styrer mod middel-alderen med disse ønsker om at udrydde andre, skriver dagbladet al-Watan, der udkommer i Kuwait. Fotografi af minaret i Serrières i Schweiz. - Foto: wikimediacommons

Førende religiøse overhoveder i Saudi-Arabien opfordrer muslimer til at boykotte al handel med Schweiz i lyset af forbuddet mod minareter

Hæv alle jeres penge i de schweiziske banker, boykot al handel og lad være med at rejse til landet.

Sådan lyder opfordringerne fra ledende religiøse overhoveder i Saudi-Arabien i kølvandet på den nylige folkeafstemning i Schweiz, der forbyder opførelse af minareter i forbindelse med moskéer.

Ifølge dagbladet al-Bayan, der udkommer i De Forenede Arabiske Emirater, opfordrer Khaled al-Shamrani, der er et af Saudi-Arabiens ledende religiøse overhoveder, til omfattende boykot af Schweiz. En anden religiøs skikkelse, Ahmed Hassan, opfordrer til at ramme de schweiziske banker i et forsøg på at overtale de rigeste af verdens muslimer til at annullere deres konti i de schweiziske banker.

De saudiarabiske opfordringer kommer i kølvandet på en stigende utilfredshed i Mellemøsten over den schweiziske folkeafstemning. Taget Saudi-Arabiens centrale rolle i den sunnimuslimske verden i betragtning, er opfordringerne til boykot de mest omfattende og betydningsfulde hidtil. De religiøse lederes udtalelser henvender sig til store muslimske befolkningsgrupper i hele Mellemøsten, USA og Europa og vil blive opfattet som retningslinjer for mange muslimer.

Idéen om en boykot mod Schweiz er også blevet luftet andre steder i Mellemøsten i de seneste dage. På den halvofficielle palæstinensiske hjemmeside Dounia al-Watan, og en ditto tyrkisk, Alam al-Akhbar, kan man også finde opfordringer til muslimer om at boykotte schweiziske banker.

I løbet af de seneste dage har kritikken af Schweiz domineret de arabiske medier i hele Mellemøsten, og til forskel fra den vrede stemning i kølvandet af Muhammed-krisen har den schweiziske folkeafstemning vækket en fornemmelse af, at muslimer nu er direkte truet i Europa.

- Stigmatiseringen af islam i Vesten er ikke længere et spørgsmål om provokationer fra mediernes side. Der er nu tale om direkte trusler mod det muslimske samfund i Vesten, skriver dagbladet Assabah, der udkommer i Tunesien.

Andre arabiske medier mener, at den schweiziske folkeafstemning repræsenterer et mentalt forfald i Europa.

- Europa er i mentalt forfald og styrer mod middel-alderen med disse ønsker om at udrydde andre, skriver dagbladet al-Watan, der udkommer i Kuwait.

Det ansete dagblad al-Sharq al-Awsat, der udkommer i London, mener, at der er direkte forbindelse mellem den schweiziske folke-afstemning og Libyens dom på 16 måneders fængsel mod to schweiziske statsborgere blot tre dage efter folkeafstemningen.

allan@kristeligt-dagblad.dk