Saudiske bødler henretter 37 på én dag

Siden årets begyndelse har Saudi-Arabien henrettet 105 mennesker, hvoraf mange var teenagere ved anholdelsen, og langt de fleste tilhører det shia-muslimske mindretal, der nægtes forvar og dømmes ved terrordomstole

I tirsdags svang de offentlige bødler i Saudi-Arabien deres sværd 37 gange. 37 unge mænd blev i dagens løb halshugget i seks byer i det enevældige ørkenkongerige. I et tilfælde var der tale om en såkaldt korsfæstelse, hvor det hovedløse legeme blev ophængt og udstillet offentligt til skræk og advarsel.

Ifølge det officielle saudiarabiske nyhedsbureau, SPA, blev samtlige 37 henrettet som ”kriminelle terrorister”. De var dødsdømt for at havde ”dannet terrorceller” med henblik på at ”underminere og skade landets sikkerhed”, ”sprede kaos og fremprovokere sekterisk konflikt”.

Der er tale om det største antal henrettelser på en dag siden 2016. Siden januar i år er 105 mennesker blevet henrettet i Saudi-Arabien. Flertallet af de henrettede tilhørte det store shia-muslimske mindretal, der hovedsageligt lever i den østlige del af det sunni-muslimske kongedømme.

Adskillige af de henrettede var teenagere, da de blev arresteret.

Mujtabaa al-Sweikat var 17 år, da han blev anholdt i 2012. Menneskerettighedsorganisationen Reprieve, der fokuserer på dødsdømtes rettigheder verden over, skriver på sin hjemmeside, at al-Sweikat blev arresteret, da han var på vej til at rejse til USA for at studere på et universitet i Michigan. Han blev blandt andet anklaget for at have angrebet de saudiske sikkerhedsstyrker. Han blev tortureret i fængslet og uden at have fået adgang til en forsvarer tvunget til at underskrive en tilståelse om at have deltaget i anti-regeringsprotester.

Abdulkarim al-Hawaj var kun 16 år, da han i 2014 blev anholdt og anklaget for at have spredt propaganda på sociale medier og for at forberede bannere og deltage i demonstrationer mod regeringen. Han blev banket, tortureret med elektriske stød og med armene lænket over hovedet tvunget til at tilstå at have deltaget i terror.

Direktøren for Reprieve, Maya Foa, betragter de særlige saudiske terrordomstole som en ”åbenlys overtrædelse af international lov” og kalder henrettelserne ”en ekstrem demonstration af kronprins Mohammed bin Salmans brutalitet”.

”Det, at det saudiske regime tror, at det ustraffet kan foretage sådanne åbenlyst ulovlige henrettelser, burde ryste landets internationale samarbejdspartnere og føre til handling,” skriver Maya Foa på organisationens hjemmeside.

Mohammed bin Salman, også kaldet MbS, blev i 2017 udnævnt til kronprins af sin far kong Salman. I november 2017 iværksatte han en brutal udrensning af dusinvis af prinser og forretningsfolk, eventuelle rivaler i magtkampen om tronen. Sidste sommer gav MbS kvinder ret til at få kørekort. Men adskillige kvindelige aktivister er stadig fængslet for netop at have krævet denne ret. Og alt tyder på, at Mohammed bin Salman i oktober 2018 selv gav ordren til det brutale mord på den saudiske journalist Jamal Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul i Tyrkiet.

EU har fordømt tirsdagens henrettelser og tog også klar afstand fra Saudi-Arabien over Khashoggi-mordet. USA’s præsident, Donald Trump, har derimod navigeret uden sanktioner for mordet på Khashoggi, fordi Saudi-Arabien er en nær allieret. Trump håber på kronprinsens støtte til at gennemføre sin længe bebudede såkaldte århundredets aftale for Mellemøsten. En fredsaftale mellem Israel og den arabiske verden, som regeringen i Washington nu vil fremlægge i juni efter afslutningen af ramadanen.