Saudiske fingeraftryk blandt Kinas muslimer

Dele af den muslimske befolkning i Xinjiang-provinsen er stærkt inspirerede af den strenge saudiarabiske wahhabi-islam

Kvindelige Uighurer under en protest i Urumqi, Xinjiang-provinsen, den 7. juli. -
Kvindelige Uighurer under en protest i Urumqi, Xinjiang-provinsen, den 7. juli. -. Foto: PETER PARKS Denmark.

Ligesom i andre dele af det muslimske Centralasien har de seneste årtier også markeret dramatiske ændringer for Kinas muslimske mindretal i den vestlige Xinjiang-provins.

Lokale fortolkninger af islam er blevet blandet - og somme tider udskiftet - med ideer fra den fundamentalistiske islams vugge i Saudi-Arabien, og de radikale efterdønninger fra Sovjets mislykkede krig mod militante islamister i Afghanistan.

Uighur-muslimerne i Xinjiang er blevet introduceret for den saudiarabiske wahhabi-islam siden midten af 1990'erne, hvor de kinesiske myndigheder begyndte at tillade muslimer at rejse på pilgrimsfærd til Mekka. Siden har saudiarabisk finansiering af moskeer i Kina og missionsdrift blandt Kinas muslimske mindretal sat sig tydelige spor blandt de lokale muslimer. Også i Xinjiang-provisen.

Eksperter, der beskæftiger sig med islam i Kina, er enige om, at de kinesiske myndigheder, især i Xinjiang, ser meget strengt på udenlandsk finansiering af moskeer, men de er samtidig også enige om, at det i et vist omfang er lykkedes Saudi-Arabien at udøve indflydelse blandt Xinjiangs muslimer.

Ifølge en af verdens førende eksperter på området, den amerikanske professor Dru Gladney, er det store muslimske mindretal i Kina en attraktiv befolkning på grund af sin størrelse, og fordi mange af Kinas muslimer befinder sig i et strategisk vigtigt område set fra et geografisk synspunkt.

Kina har op til 20 millioner muslimske borgere, og landets vestlige Xinjiang-provins deler grænse med lande som Pakistan, Afghanistan, Tadsjikistan og Kirgistan.

- Før angrebene i USA den 11. september 2001 drømte de saudiarabiske donorer om at sætte sig på de olierige og atomstærke stater fra det tidligere Sovjet og føje dem til det Taleban-styrede Afghanistan. At være i stand til at snuppe en bid af Kinas muslimske områder blev samtidig betragtet som en betydelig sidegevinst, siger Dru Gladney.

Efter terrorangrebet kom invasionen af Afghanistan, hvilket førte til Talebans fald fra magten og dermed gjorde det sværere at nå dettte mål. Men før invasionen var der en opblomstring for muslimsk fundamentalisme i det vestlige Kina.

- Handel med heroin i Afghanistan var med til at sponsere de kinesiske muslimers opposition mod styret i Beijing, siger den anerkendte pakistanske Taleban-ekspert Ahmed Rashid.

Med den udenlandske tilstedeværelse i Afghanistan blev den handel sværere at opretholde. Alligevel er der et potentiale for radikal islam i Xinjiang, mener Igor Rotar, der skriver for den britiske tænketank Forum 18, der holder øje med religionsundertrykkelse i verden.

Årsagen er, argumenterer Rotar, at den kinesiske regerings forbud mod sufi-islam, som ellers er meget udbredt blandt Xinjiangs uighur-muslimer, har ført til en situation, hvor den radikale islam udgør det eneste alternativ.

Igor Rotar tror ikke på muslimske fundamentalisters drøm om at forene Xinjiang og de tidligere Sovjet-stater under muslimsk styre, men han er overbevist om, at den radikale islam, der har været med til at sætte tonen blandt Kinas muslimer siden midten af 1990'erne, også vil gøre det fremover.

Det muslimske mindretal i Xinjiang er, ifølge Igor Rotar, mere religiøst end de muslimske mindretal i de tidligere Sovjet-stater, og deres kamp mod styret i Beijing er først og fremmest religiøst motiveret og først derefter en national kamp.

Igor Rotar spår, at kampen mellem styret og uighur-muslimerne i Xinjiang i sidste ende vil radikalisere den muslimske befolkning endnu mere, og dermed for alvor give islamisk fundamentalisme et ståsted i hele Centralasien.

- Vi kan forvente at se mere religiøst baseret vold i takt med den omfattende bekæmpelse af islamisk fundamentalisme. Og kampen mod de religiøse fundamentalister kan gøre de radikale grupper mere populære i fremtiden, siger Igor Rotar til The Jamestown Foundation.

allan@kristeligt-dagblad.dk