Danske afsløringer om ”Scandinavian Star” trækker tæppet væk under norsk politi

Efter næsten 26 års tavshed har en danske skibsinspektør åbnet endnu et kapitel i gåden om den tragiske skibsbrand. Med hans sønderlemmende kritik af det norske politi har anklagerne om myndighedernes amatørisme og svigt fået fornyet fokus

Efter næsten 26 års tavshed har den danske skibsinspektør Flemming Thue Jensen åbnet endnu et kapitel i gåden om den tragiske skibsbrand, hvor 159 børn og voksne mistede livet i Skagerrak.
Efter næsten 26 års tavshed har den danske skibsinspektør Flemming Thue Jensen åbnet endnu et kapitel i gåden om den tragiske skibsbrand, hvor 159 børn og voksne mistede livet i Skagerrak. . Foto: Terje Pedersen.

Efter næsten 26 års tavshed har den danske skibsinspektør Flemming Thue Jensen åbnet endnu et kapitel i gåden om den tragiske skibsbrand, hvor 159 børn og voksne mistede livet i Skagerrak.

Mange nordmænd og danskere mistede ikke alene nære familiemedlemmer på vejen til Frederikshavn fra Oslo, men også store dele af tiltroen til myndighederne gik til i flammerne den aprilnat i 1990, da ”M/S Scandinavian Star” brændte.

I årene efter er aviserne flydt over med spekulationer og teorier, og med Thue Jensens sønderlemmende kritik af det norske politi har anklagerne om myndighedernes amatørisme og svigt fået fornyet fokus. Han stod i weekenden frem i en række medier og fortalte, hvordan politiet har ignoreret de indberetninger, han som Søfartsstyrelsens undersøger kom med under efterforskningen af den uopklarede brand.

”Hvis det norske politi havde talt med os og undersøgt sagen nærmere, ville det højest sandsynligt være opklaret i 1990 (...) det burde være ligeså enkelt at opklare som et cykeltyveri, hvis man altså vil,” sagde han til norsk TV2.

Thue Jensen siger, at han af manglende tiltro til håndteringen af den hidtidige efterforskning ikke har ønsket at gå til norsk politi, men i stedet valgte at udtale sig til medierne. I går afslørede tidligere chef for Søfartsstyrelsens opklaringsenhed Knud Skaa-reberg Eriksen, at han gav fire navne på mulige gerningsmænd til norsk politi.

”Men de gad ikke engang at skrive dem ned,” fortæl-ler han til dagbladet Information.

Fra norsk politis side har reaktionen på de meget kritiske danske afsløringer været meget tilbageholdende.

Til juni er det to år siden, at politiet i Oslo genåbnede sagen, og det vil nu indkalde den danske skibsinspektør til at afgive forklaring, men vil ikke gå i detaljer med, hvordan man vil bruge de nye oplysninger, fortæller efterforskningsleder Terje Dahl.

”Det handler om de mange pårørende. Vi arbejder på at kunne give dem svar,” siger Dahl til avisen VG.

Frank K. Olsen, der er leder af Stortingets Scandinavian Star-kommission, som blev nedsat i december, er meget sparsom med oplysninger om, hvordan man vil reagere på den nye viden.

”Vi er i en tidlig fase, som i hovedtræk handler om at indhente information (...) Alle oplysninger, der vedrører branden, vil være af interesse. Det gælder også oplysningene fra Thue Jensen,” siger han til norsk TV 2.

I Norge har organisationen Stiftelsen etterforskning av mordbrannen på ”Scandinavian Star” også præsenteret beviser for, at omfattende sabotage fra besætningen forårsagede tragedien. De mener, at ni besætningsmedlemmer skal være involveret i mordbranden.

”Det må være mandskabet selv, der står bag, og nu bliver politiet simpelthen nødt til at komme til bunds i den her sag en gang for alle,” fortæller Gisle Weddegjerde, der er stiftelsens skibstekniske efterforsker, til Dagbladet.

Han køber ikke norsk politis udtalelse om, at man ikke kendte til danskernes oplysninger.

”Thue Jensen fortalte klart og tydeligt om de fund, han havde gjort, men det blev ignoreret, og oplysningerne blev fuldstændigt pulveriseret. Politiet havde et tunnelsyn på en bestemt gerningsmand fra begyndelsen,” siger han til norsk TV 2.

Den danske lastvognschauffør Erik Mørk Andersen, der selv omkom i flammehavet, fik af politiet i første omgang ansvaret for branden.

Man fokuserede alt for længe på passagererne, undlod at lytte til centrale kilder og begyndte alt for sent at undersøge, om der skulle ligge forsikringssvindel bag forbrydelsen, lyder anklagerne flere steder fra.

Tidligere brigadechef i Oslos brandvæsen Thor Kristiansen fortæller i et interview til NRK, at han deler Flemming Thue Jensens kritik, og at myndighederne har svigtet i stor stil.

Han var ombord på ”Scandinavian Star” i dagene efter branden og er særligt uforstående over for politiets ringe indsigt i elementær brandteknik. Han mener, der er tydelig bevis for, at branden må være stiftet af flere og ikke af en enkelt passager, som man ellers har konkluderet.

”Vi gik inde på færgen og vadede rundt mellem døde vokse og børn (“) Det kan ikke brænde i syv timer, hvis ikke der er noget brændstof, og der var med sikkerhed brande mange steder. De må tilbage på skolebænken. Jeg er meget, meget skuffet over politiet,” siger han.