Schweiz skal holde folkeafstemning om indkøb af F-35-fly

Alliancen "Stop F-35" har samlet over 100.000 underskrifter og udløst afstemning om kampflyindkøb i Schweiz.

En alliance ved navn "Stop F-35" forsøger at bekæmpe Schweiz' indkøb af 36 kampfly af typen F-35.
En alliance ved navn "Stop F-35" forsøger at bekæmpe Schweiz' indkøb af 36 kampfly af typen F-35. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix.

En alliance i Schweiz har sikret sig tilstrækkelig opbakning til at udløse en folkeafstemning om et forestående indkøb af F-35A-kampfly.

Det oplyser alliancen ved navn "Stop F-35" i en udtalelse.

Den venstreorienterede gruppe har tirsdag afleveret de 100.000 underskrifter, der i Schweiz' politiske system om direkte demokrati er påkrævet for at udløse en folkeafstemning.

Så snart myndighederne har godkendt underskrifterne, skal den schweiziske regering sætte en dato for en afstemning.

- Initiativet drejer sig udelukkende om selve flytypen, siger alliancen.

Den tilføjer, at "initiativet trækkes tilbage", hvis en anden type bliver valgt.

Schweiz' regering blev i juni enig med den amerikanske producent Lockheed Martin om at købe 36 kampfly af typen F-35A.

Aftalen blev indgået efter en snæver folkeafstemning i september 2020. Det var her, at det schweiziske militær fik grønt lys til at købe nye kampfly for seks milliarder schweiziske franc. Det svarer til cirka 46 milliarder kroner.

F-35A, der bruges af USA og flere europæiske lande, blev valgt foran Airbus' Eurofighter, Boeings F/A-18 Super Hornet og Dassaults Rafale.

Ifølge regeringen var de amerikanske fly de bedste.

To udvalg i det schweiziske parlament har dog iværksat undersøgelser af, om modellen er det rigtige valg. Årsagen er, at der fra USA har været meldinger om en række tekniske problemer med kampflyene.

Der er også sat spørgsmålstegn ved kampflyenes høje pris.

Danmark besluttede sig i 2016 for at købe 27 kampfly af netop typen F-35.

Sidste år blev det første fly overleveret til det danske militær. Efter planen skal flåden af F-35-fly være fuldt implementeret i Danmark i 2027.

/ritzau/AFP