Succesforfatters opskrift på et godt liv: Husk, at du ikke kan opnå alt

Forfatteren Rolf Dobelli, hvis bestseller ”Kunsten at leve godt", netop er udkommet på dansk, giver her en guide til, hvordan man med små simple fif kan få et bedre liv

Sig farvel til omstillingsparatheds-kulten. Fleksibilitet gør dig ulykkelig og træt og distraherer dog i forhold til dine mål, lyder en af den schweiziske forfatter Rolf Dobellis gode råd.
Sig farvel til omstillingsparatheds-kulten. Fleksibilitet gør dig ulykkelig og træt og distraherer dog i forhold til dine mål, lyder en af den schweiziske forfatter Rolf Dobellis gode råd.

1. Vær ydmyg i forhold til egne evner. Du kan ikke opnå alt. Parolen om, at man blot skal tro på det, så lykkes det, er en illusion. Og det, du kan, skyldes sjældent dig selv, men gode livsbetingelser. Dyrk i stedet taknemligheden over det, der er blevet dig givet, taknemlige mennesker er påviseligt gladere mennesker.

Annonce: Køb bogen her

2. Lad være med at bekymre dig om ting, du alligevel ikke kan ændre. Evnen til bekymring har evolutionært set været en stærk overlevelsesmekanisme, men vi bekymrer os i dag langt mere end nødvendigt. Konkretiser dine bekymringer, skriv dem ned og inddel dem i dem, du kan gøre noget ved, og dem du ikke kan gøre noget ved. Du vil formentlig indse, at mange bekymringer er trivielle, og have nemmere ved at slippe bekymringer over ting, du ikke har indflydelse på.

3. Sig farvel til omstillingsparathedskulten. Fleksibilitet gør dig ulykkelig og træt og distraherer dog i forhold til dine mål. En hjerne udmattet af beslutningstagning vil gå efter den mest bekvemme løsning, som ofte også er den værste. Indgå i stedet løfter med dig selv – for eksempel om aldrig at arbejde om søndagen, altid at spise middag med din familie – og bind dig kompromisløst til dem. Dermed skal du ikke længere hele tiden opveje for og imod, og du sparer en masse mental energi.

4. Hold op med at sammenligne dig med andre. Jo mere du sammenligner dig med andre, jo mere tilbøjelig er du til at være misundelig, og ingen følelse er værre for livskvaliteten.

5. Drop de sociale medier, som er den værste kilde til misundelse.

6. Giv dig selv fem sekunders mulighed for at sige nej, inden du siger ja til at gøre nogen en tjeneste, selv hvis det blot er en lille tjeneste. Vores samfund lider under behagesyge, og tjenester kan nemt vokse os over hovedet. De fleste vil snarere beundre din evne til at sige fra end betragte dig som et dumt svin.

7. Køb færre ting og oplev flere ting. Ting, du køber, efterlader ingen virkelige spor. Vi overvurderer voldsomt indvirkningen af ting på vores velbefindende og undervurderer betydningen af oplevelser. En god oplevelse gør os fuldt til stede i livet, og modsat genstande er mange oplevelser gratis – en god bog, en udflugt med familien.

8. Lad være med at lytte til og stole på din intuition eller indre stemme. Lad være med at kigge indad. Gør ikke følelser til dit kompas. Dit indre er et kaos af modstridende stemmer. Tag andres følelser alvorligt, men ikke dine egne. Vil du skifte job, så lad være med at følge et indre kald, men se nøgternt på, hvad du er god til og dygtiggør dig inden for dette felt.