Danmark tættere på vaccine-satsning med Israel

Statsminister Mette Frederiksen (S) har forpligtet sig til at øge samarbejdet med Israel og Østrig i bekæmpelse af covid-19. Det meddeler hun efter møde med premierminister Benjamin Netanyahu i Jerusalem

Forud for besøget i Israel har både Mette Frederiksen og Sebastian Kurz givet udtryk for utilfredshed med EU’s langsommelige udrulning af vacciner. Her holder de fælles pressemøde med Benjamin Netanyahu.
Forud for besøget i Israel har både Mette Frederiksen og Sebastian Kurz givet udtryk for utilfredshed med EU’s langsommelige udrulning af vacciner. Her holder de fælles pressemøde med Benjamin Netanyahu. Foto: Olivier Fitoussi/AFP/Ritzau Scanpix.

Danmark er i samarbejde med Israel og Østrig kommet et skridt nærmere oprettelse af fabrikker, der kan producere vacciner mod covid-19. Men Mette Frederiksen (S) rejser hjem fra Israel uden en konkret aftale om, hvor og hvornår fabrikkerne skal oprettes.

”Det, vi er enige om, er, at vi er nødt til at intensivere samarbejdet, for der er ikke noget, der tyder på, at covid-19 forsvinder,” sagde statsministeren efter mødet med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, i Jerusalem.

”Helt konkret, så skaber vi nu en fond til forskning og innovation. Vi slår hovederne og vores ekspertise sammen. Det er vi blevet enige om,” lød det fra Mette Frederiksen.

Sammen med Sebastian Kurz ankom hun torsdag middag til Israel for at afholde møde med Netanyahu. Et møde, der på forhånd var aftalt til at handle om samarbejde mellem de tre lande omkring øget vaccineproduktion.

Mette Frederiksen er ikke i stand til at sige præcis, hvor og hvornår de tre lande helt konkret har tænkt sig at etablere vaccineproduktion, men afviser ikke, at det vil kunne ske i Danmark.

”Det, jeg kan sige, er, at samarbejdet starter her og nu,” siger hun.

I løbet af eftermiddagen mødtes Mette Frederiksen og Sebastian Kurz først med Netanyahu alene. Derefter talte de også med israelske eksperter og repræsentanter fra Israels sundhedsministerium for at høre om deres erfaringer med vaccinationer imod covid-19.

Danmark og Østrig havde op til mødet i Jerusalem givet udtryk for, at man ønsker at intensivere samarbejdet med Israel med fokus på øget vaccineproduktion, nu da vaccineudrulningen fortsat mangler at komme op i højeste gear i EU.

Mette Frederiksen er i forbindelse med besøget i Jerusalem blevet kritiseret af regeringens støttepartier. De Radikale har udtrykt bekymring, og Enhedslisten og SF beskylder Israel for ”vaccineapartheid”, fordi Israel ikke vaccinerer hele den palæstinensiske befolkning på Vestbredden.

Partierne mener, at mødet med Benjamin Netanyahu derfor sender de forkerte signaler.

De kritiserer desuden Mette Frederiksen for timingen af besøget, der fandt sted mindre end tre uger før det israelske valg og midt i en valgkamp, hvor Benjamin Netanyahu netop bruger Israels status som vaccineverdensmester til at positionere sig.

De to EU-landes enegang har også vakt opmærksomhed i andre medlemslande, heriblandt i Frankrig, som heller ikke er begejstret for det dansk-østrigske vaccinesamarbejde med Israel.

”Den mest effektive løsning på vores behov for vacciner må forblive i en europæisk ramme,” lød det i går i en udtalelse fra det franske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Forud for besøget i Israel har både Mette Frederiksen og Sebastian Kurz givet udtryk for utilfredshed med EU’s langsommelige udrulning af vacciner.

Begge har samtidig flere gange rost Israel for et hurtigt og effektivt vaccineforløb. Siden december 2020 har Israel næsten vaccineret halvdelen af sin befolkning på ni millioner.

Israelske medier har de seneste dage omtalt besøget i positive vendinger og vægter den anerkendelse af Israels vaccinepolitik, som det dansk-østrigske besøg har været.