Prøv avisen

Seks amerikanere: Derfor stemmer vi, som vi gør i dag

William Boyd, Kiara Sampler, Urbano Hernandez, Machelle Adair, Hassan Al-Zuheiri og Diana Kaderly fortæller, hvorfor de stemmer, som de gør tirsdag. Foto: Stine Kromann Dragsted

Kristeligt Dagblad har mødt en række amerikanske vælgere, som her forklarer, hvem der får deres stemme og hvorfor

Hassan Al-Zuheiri, 35 år, Dallas, Texas:
 

”Som muslim kan jeg ikke støtte Donald Trump, for han opfatter muslimer som dårlige mennesker og har skabt et had til muslimer. Det er forkert, for nu er der amerikanere, som tror, at vi muslimer er imod USA. Samtidig betyder det, at amerikanske muslimer føler sig utrygge og bange. Jeg flygtede fra Irak i 2011 og er stolt over at være blevet amerikansk statsborger sidste år, fordi i dette land kan jeg være fri."

"For mig er USA et land med religionsfrihed og et sted, hvor alle er lige for loven. Amerikanske muslimer støtter op om det her land, og vi sætter pris på, hvad USA har gjort for os. Min stemme gik til Hillary Clinton, selvom jeg ikke er 100 procent enig med hende i alting.”
 

Urbano Hernandez, 29 år, Oak Cliff, Texas:

”Jeg støtter Hillary Clinton, og det gør alle med latinamerikansk baggrund, jeg kender. Præsident Obama har gjort en masse for immigranterne, og det kan alt sammen falde til jorden, hvis vi får en præsident, der ikke fortsætter hans arbejde. Jeg synes, det er trist, at Donald Trump taler om at deportere folk og bygge en mur mod Mexico. USA er et indvandrerland, som altid har været under forandring. Der er så mange latinamerikanske immigranter, både statsborgere som jeg og folk uden papirer, der knokler for dette land, og jeg tror ikke, at USA kan klare sig uden os."

"Jeg har ikke gidet stemme før, men denne gang er det meget vigtigt for mig at tage stilling imod Donald Trumps forslag. Her i Texas vrimler det med hvide amerikanere, som ansætter udokumenterede immigranter, fordi de ved, at de arbejder hårdere for færre penge. Ligesom min mor og far har gjort det. Jeg frygter, at de vil blive deporteret, hvis Trump vinder. Det smerter mig, og jeg synes ikke, det er retfærdigt.”
 

William (Bill) Boyd, 72 år, bor i The Villages, Florida, om vinteren og Ann Arbor, Michigan, om sommeren:

”Jeg brevstemte tidligt på Donald Trump, for jeg mener, vi har brug for en forretningsmand til at få dette land på rette kurs igen. Vi har alt for stor gæld, og det virker, som om at Hillary Clintons eneste svar på vores problemer er at bruge flere penge. Her i USA kan du komme langt og få succes ved at arbejde hårdt, men Demokraterne mener, at folk, der er rige, er onde mennesker. Så jeg er villig til at satse på Donald Trump, selvom han har nogle karakterbrister."

"Hillary Clinton har for meget bagage, og efter Benghazi- og e-mail-skandalerne stoler jeg ikke på hendes beslutningsevne. Jeg mener, hun er en løgner og en bedrager. Vi har brug for en outsider, for det virker, som om der foregår en stor sammensværgelse i Washington, og at det hele bare bliver værre og værre.”
 

Machelle Adair, 53 år, Conchas Dam, New Mexico:

”I USA har vi én fællesnævner, og det er Gud, og det er vigtigt, at vi kan sværge troskab til en samlet nation under Gud. Jeg ser Donald Trump som den eneste, som prøver at forsvare det USA, der var engang. Blandt os i den ældre generation er der mange, som er vrede, for vi synes ikke, vi kan genkende vores eget land med al denne snak om kvinders og farvedes og homoseksuelles rettigheder. Det er, som om vores stemme ikke bliver hørt længere, og det gør mig vred og bange."

"Dette land er ved at blive et stort rod, og jeg bebrejder virkelig medierne, for de er kun ude på at tjene penge, og de er ikke længere til at stole på. Men Donald Trump tør tale dem imod. Det kan godt være, der er nogle, der synes, at han siger ubehagelig ting, men almindelige amerikanere som mig ser en leder, der taler lige ud af posen.”
 

Kiara Sampler, 24 år, St. Louis, Missouri

”Det er vigtigt for mig, at vores præsident respekterer, hvad en bevægelse som Black Lives Matter (Sorte Liv har Betydning) kæmper for, og hvorfor vi går på gaden og er vrede og krænkede. Det siger noget om, hvad det er for nogle forandringer, de vil kæmpe for, og om det vil hjælpe sorte amerikanere og andre minoriteter, som lige nu ikke bliver behandlet på lige fod med resten af samfundet. Donald Trump taler om sorte amerikanere, som om vi alle er fattige eller ofre eller kriminelle, og det er unuanceret og langt fra virkeligheden. Samtidig viser det, at han slet ikke forstår de problemer, som de sorte, der faktisk bor i lavindkomstområder, kæmper med."

"Jeg er ikke super begejstret over at stemme på Hillary Clinton, for jeg har ikke tiltro til, at hun vil gøre den store forskel. Men jeg har alligevel stemt, for jeg synes, det er min demokratiske pligt. Denne negative valgkamp har efterladt os alle nedstemte, og jeg kender mange sorte vælgere, der valgte at springe dette valg over.”
 

Diana Kaderly, 57 år, Grove City, Ohio

”Normalt stemmer jeg republikansk, men i år stemte jeg ikke. Jeg ønsker at stemme ud fra min overbevisning, og det kunne jeg ikke med kandidater som Donald Trump og Hillary Clinton. Så jeg stemte bare på de lokale kandidater her i delstaten. Når jeg ser Donald Trump, minder han mig om en lille skoledreng, og om alle de gange, drenge har råbt efter mig. Sådan en præsident ønsker jeg ikke i Det Hvide Hus, og sådan en præsident ønsker jeg ikke, at min datter skal opleve."

"Jeg stemmer normalt med mit hjerte, og jeg kan faktisk rigtig godt lide Hillary Clinton, for jeg tror, hun kan blive som en mor for dette land. Men jeg er bekymret for hendes hemmelighedskræmmeri og hendes holdning til abort.”