Europa bliver verdens førende vaccineproducent
Jacob Kirkegaard, seniorforsker ved German Marshall Fund of the United States i Bruxelles
EU som projekt er endnu en gang løbet ind i en selvforskyldt kommunikations- og popularitetskrise, og på kort sigt er Europa bagud med vaccinationer. Men at udpege Europa til en vaccinefiasko på globalt plan er misledende. Målet om at have vaccineret 70 procent af den voksne befolkning med udgangen af juni er inden for rækkevidde. Europa har haft en langt lavere dødelighed end USA og Storbritannien. Og med den opskalering af produktionskapaciteten, som nu er i gang, vil Europa blive verdens førende vaccineproducent.
Det, krisen har illustreret, er, at EU ikke er en stat og derfor ikke er institutionelt klædt på til at træffe større beslutninger hurtigt nok i en krisesituation med stor usikkerhed. USA og Storbritannien kunne satse store summer på vaccineudvikling uden at vide, om det ville munde ud i en vaccine. Det kunne EU-Kommissionen ikke, for medlemslandene ville ikke stille pengene til rådighed. Det er en svaghed, der sætter EU i et dårligt lys. Men som ved tidligere kriser ser vi nu en gradvis institutionel udbygning. Vi har nu fået genopbygningsfonden, ligesom vi efter finanskrisen fik krisefonden ESM. Men det sker først, når den interne krise har fået lov at folde sig ud, og medlemslandene har gjort Kommissionen til syndebuk, fordi de indenrigspolitisk har brug for at skyde ansvaret fra sig, hvilket statsminister Mette Frederiksen (S) har været vældig god til.
Vaccinefiasko diskvalificerer ikke EU
Christian Lequesne, professor i europæisk politik ved Institut for Statskundskab, SciencesPo, i Paris
Ja, det europæiske projekts troværdighed svækkes af de mange vanskeligheder omkring vaccinestrategien. Men når man kritiserer det europæiske projekt, må man også besvare spørgsmålet om, hvad alternativet ville være. Hvordan ville situationen have været, hvis alle EU’s medlemslande skulle ud og forhandle hver for sig? Hvad ville Danmark have opnået på egen hånd?
Europas håndtering af pandemien afspejler især, at alle EU-beslutninger er kompromisser, der indgås mellem 27 medlemslande. Det tager tid, men det diskvalificerer ikke det europæiske projekt og annullerer ikke merværdien ved at stå sammen som blok. Når Det Europæiske Lægemiddel-agentur godkender en vaccine, er der garanti for dens sikkerhed. Og det er ved at forhandle samlet, at EU har kunnet opnå vaccinerne til lavere priser. Den britiske regering hævder, at briterne havde været dårligere stillet før Brexit. Men når regnskabet skal gøres op, er det ikke kun vaccineudrulningen, der vil tælle, men også antallet af dødsofre og antallet af patienter, som har kunnet få behandling på hospitalerne. Og her klarer Europa sig slet ikke så dårligt.
Der, hvor Europa har en stor margin for forbedring, er på forskningsområdet med udviklingen af nye vacciner. Hvis vi vil gøre fremskridt her, skal vi gøre det sammen. Det er ikke noget, Frankrig eller Danmark kan gøre hver for sig.
EU burde i højere grad tage æren
Rebecca Adler-Nissen, professor i statskundskab ved Københavns Universitets Center for Europæisk Politik
Der er en del misforståelser om vaccinespørgsmålet, fordi hvem er det egentlig, der har leveret absolut flest vacciner til verden? Det er EU. Storbritannien havde ikke fået vaccineret så stor en del af sin befolkning, hvis ikke det havde fået leveret vacciner fra EU. Så på mange måder er det en triumf for det åbne europæiske marked og de globale forsyningskæder, men fordi EU eksporterer så mange af sine vacciner, er der opstået en opfattelse af, at EU har fejlet massivt.
Selvfølgelig har det konsekvenser for det europæiske samarbejde, også fordi det falder sammen med Brexit. Storbritannien og USA har med deres kontrakter med vaccineproducenterne lavet de facto-eksportforbud, som også gør det til et spørgsmål om ideologi. Er man – groft sagt – vaccinenationalist eller vaccineglobalist? Den enkelte europæer kan være ligeglad med alle de højpandede værdier, men hvis man smider principperne helt væk, så gør man det samme med frihandelen, der er central for EU.
EU’s internationale position udfordres af det globale vaccinediplomati. Særligt Rusland og Kina har jo aktivt brugt vacciner til at få indflydelse ved at tilbyde deres vacciner til lande som Serbien og Ungarn. USA og EU har været langsomme til at forstå, at det også handler om geopolitik og er et udtryk for, at Vesten mister global indflydelse. I det lys burde EU i langt højere grad tage æren for og forklare, hvor mange af indbyggerne i Japan, Canada og Mexico der faktisk har fået vacciner fra EU.
Danmark gjorde det vanskeligere for EU
Per Stig Møller, forhenværende konservativ udenrigsminister og forfatter
Det ser ikke kønt ud, at EU lige nu sakker bagefter i forhold til vaccineudrulning. Men når der er 27 lande, der skal blive enige på et område, som ikke var fælles til at begynde med, er det ikke nogen overraskelse, at det går langsomt. Det er Danmark også selv skyld i, fordi vi ikke var synderligt interesserede i, at EU skulle have penge nok til at udforme tilstrækkelige vaccineaftaler. På den måde gjorde man det vanskeligere for EU at slå til, fordi vi var bange for at betale en høj pris, som Israel, USA og Storbritannien retteligt gjorde, mens vi bare sad og talte knapper herhjemme.
Men EU har trods alt sikret, at der er blevet indkøbt vacciner, som er blevet fordelt efter et rimelighedsprincip, som ellers ikke ville have eksisteret. Så coronakrisen har vist, at EU faktisk godt kan agere – vi må bare lære til næste gang, hvordan vi skal agere bedre, og så er der nogle lande, som skal tænke over, hvordan de optrådte i begyndelsen af processen.
Det har ændret på vores selvforståelse som europæere, fordi vi selvsagt alle sammen er skuffede over, at det går så dårligt i EU – særligt sammenholdt med Storbritannien, som i den grad har fået bekræftet, at Brexit var en god idé. Det har medvirket til, at mange lande har peget på EU som den store taber, hvilket det på sin vis også er, men medlemsstaterne må også huske på, at man selv har lagt det hele i hænderne på EU samtidig med, at man har vanskeliggjort projektet for unionen.
De økonomiske hjælpepakker bliver afgørende
Susi Dennison, politisk direktør i den tværeuropæiske tænketank ECFR
I foråret sidste år lavede vi en undersøgelse, som viste, at 63 procent af europæerne mente, at coronakrisen illustrerede behovet for et stærkere sundhedsfagligt EU-samarbejde. Selvom EU reagerede ved at oprette økonomiske hjælpepakker, opbygge kriseberedskab og opruste sin lagerbeholdning af medicinske forsyninger, så er det forhandlingsfiaskoen omkring vaccinerne, som alle husker, og for mange borgere har det rejst flere spørgsmål om værdien af det europæiske samarbejde.
For eksempel er Storbritannien blevet et uventet referencepunkt på grund af sin succesrige vaccineudrulning. Det kan vise sig at være problematisk, at så mange nu har fået bekræftet deres bange anelser om, at man måske kan klare sig bedre uden et medlemskab i EU.
Derudover er det Kina, som udgør det største problem for EU’s fremtidige rolle i verden. Kineserne bruger deres vacciner til at vinde politisk indflydelse, og EU skal være indstillet på, at man fra Kinas side vil forsøge at bruge vaccinediplomati til at udfordre unionens plads i en verdens-orden, hvor Vesten i forvejen er svækket. Men det er ikke til at sige, om vaccinefiaskoen vil smitte af på måden, som europæiske borgere opfatter andre områder af EU-samarbejdet på. Min fornemmelse er, at meget af det afhænger af den rolle, som de økonomiske hjælpepakker kommer til at spille. Hvis de bliver en succes, kan det være en måde at genvinde borgernes tillid på.
EU har længe tabt vægt i verden
Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk historie på CBS, handelshøjskolen i København
EU var ilde forberedt på at handle på sundhedsspørgsmålet, fordi det normalvis ikke er et fælles anliggende, og EU-Kommissionen viste sig dårligt forberedt til at indgå aftaler med vaccineproducenter, hvor den var mere fokuseret på at få vaccinerne billigt end på nødvendigheden af at få dem på bordet i en fart. Derfor har coronakrisen sat bengalsk lys på nogle problemer, som allerede eksisterede. EU har længe tabt placering og vægt i verden – det er ikke det samme som, at alt er ilde, men relativt set taber vi indflydelse.
Men krisen kan også vise sig at styrke EU, særligt fordi man har fået vedtaget store økonomiske hjælpepakker, som er et område, hvor samarbejdet traditionelt set er stærkt. Problemet er bare, at de ikke har udbetalt en øre endnu, så tilliden til EU som institution må generelt siges at være svækket, og det kan have konsekvenser på den lange bane. På den ene side udstiller pandemien, at medlemslandene er i samme båd, men på den anden side er EU en union af nationalstater, og nationalstater handler til fordel for egne indbyggere først. Se bare på Danmark og Sverige.
Det er helt klart, at det åbne marked og den frie bevægelighed har fået nogle ridser i lakken. Men jeg er trods alt realist på EU’s vegne. Jeg er ikke i ønskebranchen, men set i et historisk lys plejer det europæiske samarbejde at blive styrket af kriser, så jeg er heller ikke total pessimist.