Selvransagelse hos republikanerne

Republikanerne er ude af takt med vælgerne. Derfor tabte partiet det amerikanske præsidentvalg, lyder vurdering

Nederlaget er ekstra svært for republikanerne at kapere, for økonomisk krise, høj arbejdsløshed og lav vækst har svækket Obama og gjort ham mindre populær.
Nederlaget er ekstra svært for republikanerne at kapere, for økonomisk krise, høj arbejdsløshed og lav vækst har svækket Obama og gjort ham mindre populær. Foto: Meek, ToreNTB.

Præsident Barack Obamas sejr over Mitt Romney afslører store problemer for republikanerne. Problemer, som partiet skal finde løsninger på, hvis det skal gøre sig håb om at genvinde Det Hvide Hus i Washington.

Nederlaget er ekstra svært for republikanerne at kapere, for økonomisk krise, høj arbejdsløshed og lav vækst har svækket Obama og gjort ham mindre populær. Og dårligdommene burde have givet Romney gode argumenter på hånden for at overbevise vælgerne om, at han var den rigtige til at lede USA.

LÆS OGSÅ: Obama vil have fokus på Teheran og Jerusalem

Men sådan gik det ikke. Slet ikke. Obama vandt en komfortabel sejr målt på antallet af valgmænd. Fordi han og demokraterne har langt bedre kontakt med og forståelse for, hvad nye og voksende vælgergrupper ønsker.

Obama høstede langt større opbakning hos kvinder, unge, sorte og de spansktalende latinoer end Romney.

Republikanerne har ikke taget højde for den demografiske udvikling. Der kommer nye grupper til USA, som de spansktalende, og dem er partiet ikke i ordentlig kontakt med, siger Peter Kurrild-Klitgaard, professor ved Statskundskab på Københavns Universitet.

Det samme gælder yngre vælgere. De stemte også denne gang i stort tal, og de stemte på demokraterne, siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Amerikanske kommentatorer siger, at republikanerne er ved at miste kontakten til store vælgergrupper. Også internt i Det Republikanske Parti kom der kritik frem allerede få timer, efter at neder-laget var en kendsgerning.

Vort parti må forstå, at det består af for mange gamle, for mange hvide og for mange mænd. Hvis ikke vi løser denne demografiske udfordring, bliver vi ikke konkurrencedygtige, siger Al Cardenas, en af partiets mangeårige topfolk og leder af Den Amerikanske Konservative Union, til tidsskriftet Politico.

Stanley Feldman, en af tv-stationen CBSs politiske analytikere, slår fast, at Obama har været meget bedre til at overbevise unge vælgere, kvinder, de sorte og latinoerne om, at han er manden, der gør mest for dem.

Obama har plejet denne alliance. Det er demokraternes vigtigste vælgerkoalition, og de vælgergrupper bliver større i de kommende år, skriver Stanley Feldman og slår fast:

Der bliver flere demokratiske vælgere og færre republikanske vælgere.

Peter Kurrild-Klitgaard er enig i den analyse og føjer til, at disse vælgergrupper også er mindre interesseret i republikanernes traditionelt vigtigste programpunkter, som religion, moral, abort, lave skatter og færre regler.

Hvis republikanerne skal ud af den nuværende nedtur, må de tænkte nyt og henvende sig til de nye vælgergrupper. Lige nu har de forkerte varer på hylden. De er tvunget til at blive mere liberale over for kvinder og unge vælgere, siger Kurrild-Klitgaard.

Han tror, en god begyndelse vil være, at republikanerne finder sig en kandidat til præsidentvalget i 2016, der har latinamerikansk baggrund og har mere liberale end konservative standpunkter, og som derfor bedre kan henvende sig til de nye vælgergrupper.