”Jordbær! Mandariner! Bananer!”
Råbene lyder fra en frugtbod på det store grøntsagsmarked i byen Petah Tikva små 10 kilometer øst for Tel Aviv. ”Bananer, jordbær! Bananer, jordbær!” bliver der råbt tilbage fra en anden.
”Vi er ude på markederne”, var det svar, Kristeligt Dagblad fik på en henvendelse til en lokal Tel Aviv-afdeling af premierminister Benjamin Netanyahus højreparti Likud. Så derfor er Kristeligt Dagblad taget på marked en fredag få timer inden sabbat, hvor det bugner med mennesker, og tilbuddene er bedst.
Men selvom Petah Tikvas marked er et af de største markeder i Stor-Tel Aviv med kunder fra alle mulige samfundslag, er Likuds aktivister ingen steder at se. To unge piger deler valgaviser på russisk ud for tidligere forsvars- og udenrigsminister Avigdor Liebermans Israel Er Vort Hjem-parti. Adspurgt hvad der står i de aviser, bliver pigerne forfjamskede og undvigende. Ældre russiske immigranter tager imod med tak.
Markederne har altid været Likuds kerneland. Men op til valget på mandag – det tredje valg i Israel inden for et år – har både stadeejerne og politikerne på forhånd opgivet at opildne markedsmasserne. Justitsminister Amir Ohana, ikke umiddelbart en folkekær politiker, har besøgt Petah Tikva-markedet for nogle uger siden, og der hænger stadig et par Likud-bannere med teksten ”Et stærkt Likud – et stærkt Israel” på en bygning, der er et offentligt toilet. Kun to af markedets mange handlende har pyntet deres boder med samme slags bannere. Ingen andre partier har åbenbart kunnet overtale de handlende til at hænge deres plakater op.
Moshik er en af dem, der har hængt ”Et stærkt Likud”-bannere om sin bod med mandariner og bananer.
”Stemmer du så på Netanyahu?”, spørger Kristeligt Dagblad ham.
”Hvem er der ellers at stemme på?”, lyder svaret retorisk.
”Der er vel også Benny Gantz fra Blå-Hvid?”, forsøger bladets udsendte.
”Ha! Der er da overhovedet ingen sammenligning. Gantz kan ikke engang finde ud af at tale, der er ingen andre end Bibi, der kan lede dette land,” slår grønthandler Moshik fast.
Grønthandlerens bemærkning om Gantz henviser til en række tv-interview og taler, hvor formanden for Blå-Hvid-partiet er snublet over sætninger, han skulle læse fra sin teleprompter. Kontrasten mellem den tidligere forsvarschef og Benjamin Ne-tanyahus velsmurte retorik er til at tage at føle på. Så Likuds kampagne har klippet alle Gantz-fortalelserne sammen til en lille video, der flittigt cirkuleres blandt Likud-vælgere på de sociale medier.
I det hele taget benytter Likuds valgkampagne de sociale medier som afløser for tidligere tiders politikere møder folket på markedspladserne-kampagner. På Benjamin Netanyahus såkaldte private konti på blandt andet Facebook, Twitter og Telegraph ligger videoer af samtlige vælgermøder, han holder landet over. Møder, hvor kun Likud-tilhængere har adgang.
På videoen fra et møde i Rishon Lezion ses hundreder af fremmødte brøle ”Vi elsker dig” i vilden sky, da Benjamin Netanyahu går på scenen.
I næsten tre kvarter holder han veloplagt og smilende de mange hundreder fans fast. Før han begynder at tale om sig selv, priser, roser og introducerer han til pift og taktfaste bifald ”verdens bedste ministre”, der alle er bænket på de forreste rækker. Derefter forklarer han, at den ”sørgeligste dag i Israels historie – som for alt i verden skal undgås –vil være den dag, hvor Benny Gantz danner regering med støtte fra Ahmad Tibi (fra den hovedsageligt arabiske Fællesliste, red.). Det må ikke ske!” Hans ord bliver akkompagneret af buh-råb.
Så kommer det, valgmødet egentlig handler om, nemlig at undersøgelser viser, at omkring 300.000 potentielle Likud-vælgere ikke orkede at stemme ved de to seneste valg i april og september sidste år. Og hver enkelt fremmødt pålægges en opgave:
”Skynd jer at ringe til en nu på et videoopkald og lad mig tale med ham eller hende,” opfordrer Netanyahu og står klar til at overbevise sine sofavælgere om at komme op og af sted den 2. marts.
Demonstrationen falder en smule til jorden, da han får den enes søster og den næstes nabo på videoopkald, og de med overbevisning i stemmen alle svarer:
”Vi stemte selvfølgelig Likud ved sidste valg”.
”Hvis I skaffer de 300.000 stemmer, så vinder vi valget,” bebuder Netanyahu.
Så følger en lang udredning af alt, hvad han hele sit liv har gjort for Israel og især i de seneste 11 år som premierminister:
”I 11 år har vi skullet standse to amerikanske regeringer, som jeg var uenig med både om Iran-aftalen og om deres ønske om at tvinge os tilbage til 1967-linjerne (tilbagetrækning fra de besatte områder Vestbredden og Gaza, red.). Vi var nødt til at presse hårdt imod, og da det lykkedes, fik vi en historisk chance, som næppe kommer igen. Min gode ven Donald Trump blev præsident. Først og fremmest bad jeg ham om at forlade Iran-aftalen. Det gjorde han. Så bad jeg ham anerkende Jerusalem som hovedstad og flytte ambassaden. Det gjorde han. Jeg bad ham anerkende vores suverænitet over Golanhøjderne. Det gjorde han. Jeg bad ham erklære vores bosættelser i Judæa og Samaria (Vestbredden, red.) lovlige. Det gjorde han. Og for to uger siden erklærede han i Washington – jeg stod lige ved siden af ham – at USA vil anerkende israelsk suverænitet over Jordandalen, det nordlige Dødehav og alle vores bosættelser. I vores fædreland.”
Publikum står nu op svinger flag og synger som ved en fodboldkamp: ”Bibi, du er kanon.”
”I halvandet år har vi arbejdet på det – og ikke et ord er blevet lækket – og for første gang er der en plan, der kræver noget af palæstinensere såsom at anerkende Israel som jødisk stat. Alt det mister vi, hvis Gantz danner regering med støtte fra Tibi,” understreger premierministeren.
Få minutter er sat af til en hurtig gennemgang af punkter, som Netanyahus kommende regering vil arbejde for. Det er tydeligt, at publikum ikke er kommet for at høre løfter, hverken om flere hospitalssenge eller billigere boliger og fødevarer. De løfter gives forud for hvert valg og bliver aldrig indfriet. De fremmødte vil bare have mere ”Bibi”.
Netanyahu nævner ikke med et ord tiltalen for mandatsvig, korruption og bestikkelse i tre forskellige sager, som fra den 17. marts vil tvinge ham til hver uge at møde op i retten for at forsvare sig. For en gangs skyld beskylder han i denne valgkamp hverken venstrefløjen eller pressen for at drive heksejagt imod ham og hans familie. Alt det overlader han til smilende, unavngivne kernevælgere – sandsynligvis skuespillere – på valgvideoer på de sociale medier.
Af dem kan en Likud-vælger lære, at ”overalt i verden modtages Netanyahu med åbne arme”, at ”han og hans familie i 20 år er blevet forfulgt af den venstreorienterede presse”, at Netanyahu har ”gjort Israel til en it- og cyberstormagt”, har ”styrket forsvaret” og ”givet befolkningen sikkerhed”. Med andre ord, at ”ingen er som Netanyahu” og ”ingen kan erstatte ham”.
Ordene er simple, kortfattede og går rent ind hos dem, der er motiverede for at lytte. Det bekræfter samtaler med Likud-tilhængere – som grønthandler Moshik.
Ya’akov Mizrahi, der overhører samtalen ved bananboden, er vokset op blandt Likud-tilhængere, men fortæller, at han forlængst er rykket mod venstrefløjen. Han forklarer Kristeligt Dagblad, hvorfor de såkaldte likudniks stemmer på Netanyahu på trods af, at han er under anklage for kriminalitet:
”For dem er det ikke noget moralspørgsmål overhovedet. Det handler kun om, at Netanyahu er manden, der bedst kan tvære araberne – og venstrefløjen – ud. Længere er den ikke.”