I forstaden Valdebebas i Madrids udkant hænger et spansk flag på størrelse med to tennisbaner. Det er ejeren af en 14 etagers boligejendom, der har placeret det 47 meter lange og 17 meter brede flag på facaden som et symbol på, ”at der er plads til alle i Spanien”, som han har udtrykt det i en pressemeddelelse med henvisning til konflikten i Catalonien.
I mange andre spanske byer har folk også hentet deres rød-gule flag frem, dog i mindre udgaver, og sat dem på altaner eller hængt dem ud ad deres vinduer. Alle for at vise deres stolthed over at være spaniere. Som da Spanien blev verdensmestre i fodbold i 2010.
Denne gang er det de catalanske separatisters trussel om at bryde fællesskabet, der har vækket en nationalfølelse, som ellers ikke er almindelig i Spanien.
”Det spanske flag forbindes med fascismen og betragtes som et levn fra Franco-diktaturet. Derfor har man indtil nu ikke set det brugt privat undtagen ved store sportstriumfer. Spanierne er i bund og grund meget lidt nationalistiske, og selvom vi nu ser nationale flag, er det få i forhold til, hvad der ville have været i for eksempel Frankrig, hvis de havde oplevet en tilsvarende konflikt,” siger sociologen Enrique Gil Calvo, professor i sociologi ved Castilla-La Manchas universitet, UCM.
Men de catalanske separatisters selvstændighedstrang har også fået det ekstreme højre til at vejre morgenluft. Flere demonstrationer til fordel for Spaniens enhed er endt i voldelige sammenstød mellem højreradikale grupper og politiet i Barcelona og Valencia. Og under den seneste fodboldlandskamp, hvor Spanien spillede mod Albanien, blev den catalanske forsvarer Josep Piqué udsat for en piftekoncert, hver gang han havde bolden, fordi han har udtrykt sympati over for og selv deltaget i den ulovlige folkeafstemning den 1. oktober.
”Den catalanske separatisme har vækket det nationalistiske uhyre: Enten er du spanier, eller også er du ikke. Der er ingen gylden middelvej,” som chefredaktøren for netmediet InfoLibre, Jesus Marana, har udtrykt det.
Alligevel mener Enrique Gil Calvo ikke, der er fare for, at der dannes et populistisk højrefløjsparti i Spanien som i andre europæiske lande.
”Franco-diktaturet er kun 40 år tilbage i tiden, så der er ikke basis for, at højrepopulismen får tag i spanierne. I hvert fald ikke endnu,” siger han.
Men for Vicenc Navarro, professor i statskundskab ved Pompeu Fabra-universitet i Barcelona, har den spanske nationalisme eksisteret længe, og det er den, der er skyld i, at separatismen er vokset i Catalonien.
”Den nuværende spanske nationalisme, der stammer fra Franco-tiden, har altid undertrykt den catalanske kultur. Og ethvert forsvar for catalansk identitet og plurinationalitet er blevet opfattet som et forsøg på løsrivelse,” skriver Vicenc Navarro i et blogindlæg i avisen Público.
Men de catalanske separatisters ønske om egen stat har også vækket den ikke-separatistiske del af catalanerne. Ifølge den seneste meningsmåling er kun 41 procent for uafhængighed, mens 49 procent vil bevare status quo og altså Spaniens enhed.
”Indtil for en måned siden turde det tavse flertal ikke protestere af frygt for repressalier fra det separatistiske regionalstyre. Men nu har flere og flere rejst sig mod tyranniet og demonstrerer deres modstand mod et regime, som har brugt propaganda, der minder om de metoder, nazisterne brugte før Anden Verdenskrig,” siger den catalanske forfatter Nuria Amat.
Efter hendes opfattelse har regionalstyret opdelt catalonierne i ”gode og dårlige” borgere.
”Det har ført en slags apartheidpolitik over for dem, der ikke er separatister. For eksempel har jeg ikke selv fået opgaver som foredragsholder fra offentlige selskaber i mange år, fordi jeg ikke er separatist. Desuden har de gjort Spanien til fjenden og årsagen til alt ondt. Og det hele er foregået, mens Spanien har set den anden vej. Vi har følt os ladt i stikken, og Rajoy (Spaniens statsminister, red.) har sovet i timen,” siger hun.