Serbiske soldater skal tro på Gud

På de serbiske militærskoler får landets kommende soldater forkyndende undervisning i den serbisk-ortodokse tro. Det kan skabe en serbisk hær præget af intolerance over for andre religioner, påpeger ekspert

Når soldaterspirerne hver uge sætter sig på skolebænken på Beograds Militærgymnasium, er to af timerne sat af til undervisning i den serbisk-ortodokse tro.

Undervisningen er indført som led i en lov fra 2007, hvor religiøs undervisning blev en del af pensum på hærens skoler ligesom i alle landets folkeskoler og gymnasier.

I henhold til loven er det præster eller teologer, der står ved katederet i religionstimerne på militærgymnasierne, og derfor er det ikke religionsundervisning, som vi kender den i de danske skoler, forklarer Ljubisa Rajic, der er professor i nordiske studier ved Beograds Universitet og har fulgt indførelsen af den religiøse undervisning i Serbien tæt.

Denne undervisning går ikke ud på, at eleverne skal lære noget om religion, men er stærkt forkyndende og beregnet på at skabe troende. Selv kristendomsundervisningen i Danmark er møntet på at lære eleverne noget om kristendommen, men ikke nødvendigvis at skabe små troende, siger professor Ljubisa Rajic.

Underviserne følger en undervisningsplan udstukket af den serbisk-ortodokse kirke. Eleverne må selv vælge, om de vil have religionstimer eller samfundsundervisning, og i princippet har alle elever lige adgang til at blive undervist i deres egen religion, hvis de ønsker det. Men i praksis har det vist sig svært, forklarer religionssociolog ved Beograds Universitet og ekspert i den serbisk-ortodokse kirke, Milan Vukomanovic.

Vi har set eksempler på, at der ikke var klasseværelser til muslimske og katolske elever eller ressourcer til at tilbyde dem katolsk eller muslimsk undervisning. Det er en lov, som uden tvivl favoriserer det serbisk-ortodokse trossamfund. Resultatet bliver, at en serbisk soldat er ensbetydende med en kristen-ortodoks soldat, siger Milan Vukomanovic.

Da Beograds Militærgymnasium introducerede den religiøse undervisning i skoleåret 2007-2008, valgte omkring 40 procent af eleverne at følge undervisningen. I dette skoleår er tallet steget til 60 procent.

Ifølge oplysninger fra det serbiske forsvarsministerium svarer det til den stigning, der er sket på landsplan på landets militærskoler, fra 44 procent det første år til lige under 60 procent i dette skoleår, Der er en risiko for, at den religiøse undervisning skaber en ny type soldater og en ny hær, påpeger religionssociologen Milan Vukomanovic.

Fra at have en serbisk hær, hvis fundament var pluralisme og tolerance mellem de forskellige etniske grupper, er der en risiko for, at hæren i fremtiden vil bestå af soldater, der sikkert er mere patriotiske, men også mere lukkede over for omverdenen. Mere anti-muslimske og imod andre religioner end deres egen, siger han.

Den serbiske hær afviser kritikken og understreger, at de tætte bånd til kirken gavner både hæren og den enkelte soldat.

De unge mænd, som går ind i hæren, er i en afgørende alder, hvor de bliver de mennesker, de er resten af livet. Den religiøse undervisning kan kun bidrage positivt til denne proces og til at skabe en åbenhed over for alle europæiske værdier. Den serbiske hær uddanner ikke sine soldater til at blive hellige krigere, tværtimod, skriver det serbiske forsvarsministerium i et svar til Kristeligt Dagblad.

85 procent af befolkningen i Serbien tilhører den kristen-ortodokse tro, mens de to næststørste grupper katolikkerne og muslimerne udgør henholdsvis 5,5 procent og 3,2 procent.

stubbe@kristeligt-dagblad.dk