Bilafbrændinger kan flytte stemmer i svensk valg

Urolighederne i flere svenske byer mandag aften skaber vrede og trykker igen på statsminister Löfvens ømme punkt, den åbne asylpolitik og de store integrationsproblemer. Efter lidt stilstand kan Sverigedemokraterne atter komme i centrum i valgkampen

 Op mod 100 biler blev sat i brand i flere svenske byer mandag aften. Her ses udbrændte bilvrag i Göteborg. –
Op mod 100 biler blev sat i brand i flere svenske byer mandag aften. Her ses udbrændte bilvrag i Göteborg. – . Foto: Adam Ihse/TT/Ritzau Scanpix.

Ud af det blå dukker en stor gruppe maskerede personer op og antænder bil efter bil. 8-10 bevæbnede mænd med boldtræ smadrer bilruder og hælder benzin ud over bilerne. Og næsten samtidigt angriber omkring 40 personer politiet med sten og blokerer veje.

Sådan udviklede en rolig augustaften sig i mandags ifølge beretningerne til et brændende kaos flere steder i Sverige, hvor op mod 100 biler stod i flammer i byer som Göteborg, Trollhättan, Malmø og Helsingborg. Desuden skal også Uppsala og Stockholm være ramt, og politiet formoder i øjeblikket, at der kan være en sammenhæng mellem angrebene, der flere steder begyndte ved 21-tiden.

Stefan Löfven (S) har i et par uger kunnet glæde sig over, at valgkampen frem mod rigsdagsvalget den 9. september ikke har været så totalt domineret af integrationsområdet og bandekriminalitet som tidligere, men han skal nu igen prøve at forklare, hvorfor myndighederne ikke har fået sat en stopper for volden.

”Det gør mig rigtig forbandet. Og mit spørgsmål til dem, der står bag, er, hvad i alverden har I gang i?”, sagde Löfven i går til Sveriges Radio.

Statsministeren varslede derefter en hårdere kurs mod kriminelle og pegede desuden på, at problemerne blandt andet skyldes samfundskløfter.

”Men mit budskab til de her kriminelle er, at ingen skuffelse, frustration eller uretfærdighed kan motivere, at man sætter ild til andre folks biler,” lød det fra Stefan Löfven.

 Hvad i alverden har I gang i, lød statsminister Stefan Löfvens (S) reaktion på de seneste uroligheder i hjemlandet.
Hvad i alverden har I gang i, lød statsminister Stefan Löfvens (S) reaktion på de seneste uroligheder i hjemlandet. Foto: Evan Vucci

Indtil videre er det uklart, hvem der står bag angrebene, men mange af bilerne befandt sig i områder, der har oplevet problemer med kriminelle indvandrergrupper, hvilket har sat skub i debatten. Politiet har ikke offentliggjort signalementer, der kan pege på, om det er folk af udenlandsk herkomst, der er under mistanke, men det har ikke forhindret, at frustrationen over landets integrationsproblemer nu på ny blusser op.

”Send en tak til Socialdemokraternes ukontrollerede indvandrermodtagelse i over 30 år,” skriver en bruger eksempelvis på Twitter.

Socialdemokraternes deroute i meningsmålingerne lader dog i øjeblikket til at være stilnet af. Og selvom Sverigedemokraterne i nogle undersøgelser stadig står til at skabe et jordskælv og blive landets største parti, har partiets fremgang samtidigt lidt et lille knæk.

Socialdemokraterne står i analyseinstituttet Sifo’s seneste undersøgelse eksempelvis til omkring 25 procents vælgertilslutning, mens Sverigedemokraterne (SD) får knap 17 procents opbakning.

For SD kan det fornyede fokus på udlændingedebatten betyde, at partiet igen havner i centrum af valgkampen, for selvom de øvrige partier forsøger sig med hårdere retorik, husker de svenske vælgere stadig fortidens åbne asylpolitik, og mange føler, at store dele af det politiske miljø og medierne i årevis har fortiet integrationsproblemerne og udskammet dem, der råbte op.

Den kritik kan Stefan Löfven ikke løbe fra, uanset hvor meget han lover handling. Det er ham, der har haft ansvaret for Sverige de seneste fire år, hvor mange føler, at problemerne med kriminalitet og integration er eksploderet. Hos store vælgergrupper er frustrationen så dyb, at statsministeren simpelthen taler for døve øren.

Sverigedemokraternes partileder, Jimmie Åkesson, har derimod langt større folkelig gennemslagskraft på det område. Han foreslår, at politiet bør overveje at bede andre EU-lande om assistance.

”Regeringen har haft fire år til at løse problemerne, men der er ikke sket noget. Det er tid til et skifte,” sagde Jimmie Åkesson i går til Aftonbladet.

Og mere behøver han ikke at sige, for så længe debatten handler om kriminalitet og udlændingeområdet, er han den store vinder, da SD i manges øjne stadig er det eneste parti, der for alvor vil gøre noget ved integrationsproblemerne. Derfor kan de næste dages og ugers udvikling i de uroplagede områder få stor indflydelse på valgresultatet.