Prøv avisen

Sexsager fortsætter et år efter MeToo

Den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein har lagt en kaution på en million dollar for at få lov til at være på fri fod. Ved en domstol i New York erklærede han sig i september ikke skyldig i en tredje sigtelse mod ham om, at han skulle have forulempet en kvinde seksuelt i 2006. Foto: Eduardo Munoz Alvarez/arkiv/Ritzau Scanpix

Jorden ryster stadig, efter en bombe af anklager mod filmproducer Harvey Weinstein sprang i oktober sidste år. MeToo-bevægelsen har sat sine spor verden over.

For omkring et år siden haglede de første anklager om chikane og sexovergreb ned over den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein.

Men det var nok de færreste, der havde forestillet sig, hvilken betydning anklagerne ville få.

For den bevægelse, som de affødte, giver stadig efterskælv. Rundt om i verden har magtfulde personer mistet deres arbejde eller er blevet straffet.

5. oktober sidste år offentliggjorde New York Times den omfattende historie med anklagerne mod Weinstein. Verdensstjerner som Gwyneth Paltrow og Angelina Jolie stod frem.

Sagen startede en lavine af beskyldninger mod produceren om alt fra chikane til voldtægt fra flere end 70 kvinder. Nogle episoder var flere årtier gamle.

I ugerne efter de første anmeldelser opfordrede skuespilleren Alyssa Milano kvinder verden over til at bruge hashtagget MeToo på sociale medier.

Det gjorde især kvinder i hele verden - også i Danmark - da de delte deres oplevelser online.

MeToo har skabt en stor forandring, vurderer den britiske skuespiller Carey Mulligan.

- Hvis jeg går ned ad gaden, og nogen siger eller gør noget, der er grænseoverskridende, vil jeg være langt mere klar til at sige, at de skal skride. Det ville jeg nok ikke førhen, siger hun til AP.

Sagerne mod den tidligere succesfulde producer undersøges stadig. Ved en domstol i New York har han senest i september erklæret sig uskyldig i en sigtelse.

Her skulle Weinstein have forulempet en kvinde seksuelt i 2006. Han var i forvejen sigtet i to sager, hvor han har nægtet sig skyldig.

Sagen har sat sit aftryk i filmindustrien. Også skuespiller Kevin Spacey er blevet beskyldt for at have krænket unge mænd og mindreårige drenge seksuelt i 1992.

Sidst i oktober blev den 81-årige komiker Bill Cosby idømt en fængselsstraf for at have bedøvet og misbrugt en kvinde seksuelt i 2004.

Da den amerikanske prisuddeling indenfor film og tv Golden Globe blev afholdt tidligere på året mødte en stor gruppe Hollywood-stjerner op klædt i sort tøj som sympati.

- Det er fantastisk, at folk taler om seksuelle overgreb på den røde løber. Så er det i det mindste fremme, siger skuespiller Viola Davis.

- Min frygt er, at folk oplever, at fokus på overgrebene kun er på skuespillere i Hollywood, siger hun til AP.

Men bevægelsen er også nået langt ud over den kreative filmbranche.

Den amerikanske læge Larry Nassar er blevet kendt skyldig i at have udnyttet mindst 265 unge atleter. Flere af dem siger, at de udelukkende stod frem efter MeToo-bevægelsen.

Heller ikke den politiske scene er gået fri. Politikere har ifølge AP trukket sig i både Australien, Østrig, Skotland og USA i kølvandet på MeToo.

Og et nyt blik på en sag om sexchikane i Storbritannien fik forsvarsminister Michael Fallon til at forlade sin post. Han blev beskyldt for "upassende opførsel" over for en kvinde. Episoden lå 15 år tilbage i tiden.

Bagefter trak premierminister Theresa Mays tætteste allierede, Damian Green, sig også efter at have talt usandt om pornovideoer på sin computer.

/ritzau/