De enkelte skæbner for de flygtninge, der søger asyl i de tyske kirker, er ofte ubærlige.
Og der bliver konstant flere af dem.
I løbet af det seneste år er antallet af flygtninge i kirkeasyl steget fra cirka 35 personer til knap 400 personer, fordelt på omkring 200 kirker over hele landet.
Tallene har flere gange fået den tyske indenrigsminister, Thomas de Mazire, fra det kristendemokratiske CDU til at udtale, at han ”principielt og fundamentalt afviser kirkeasyl”.
Ministerens udtalelser har dog ikke hidtil ført nogen stor debat med sig. Ikke før han i denne uge direkte sammenlignede brugen af kirkeasyl med sharia.
”Man kan ikke sætte sig over loven med religiøse forskrifter,” lød indenrigsministerens ræsonnement bag sammenligningen.
Fra den tyske opposition har der lydt skarp kritik af sammenligningen.
”Der ligger en afgørende forskel i, om kirkerne springer ind der, hvor den lovmæssige praksis fører til umenneskelig kulde, eller om der sættes spørgsmålstegn ved grundloven i sin helhed i kraft af en retslig parallelverden som i sharia,” mener Katrin Göring-Eckhardt, protestant og gruppeformand i partiet De Grønne ifølge de tyske medier.
Fra en række medier og kirkelige sammenslutninger er sammenligningen blevet afvist som ”helt ude af proportioner”, som en talsmand for den evangeliske kirke i Tyskland har formuleret det.
Bernhard Fricke, præst og formand i foreningen Asyl in der Kirche, afviser ministerens angreb på kirkeasylet.
”Hans pinlige sammenligning med sharia afviser vi på det kraftigste. Vi påberåber os ikke vores egen ret,” siger han.
Bernhard Fricke understreger, at problemet netop ligger i opfattelsen af, at kirkeasyl udhuler retsstaten.
”Det er helt ude i hampen. Kirkeasyl er en understøttelse af retsstaten og menneskerettighederne. Det udgør et instrument i retsstaten til at få afgørelser prøvet igen. Vi fører ikke en kamp mod love, men mod enkelte beslutninger,” siger han.
”Desuden falder sammenligningen med sharia i en tid, hvor vi oplever en bred modvilje mod muslimer i Tyskland. Derfor kan jeg ikke se ministerens sammenligning som andet end populisme.”
Efterdønningen af sharia-sammenligningen har imidlertid også ført til en mere substantiel debat om kirke-asylers berettigelse i retsstaten. Thomas de Mazire medgiver, at det i ”enkelte tilfælde måske kan retfærdiggøres at stille nåden over loven”. Men i lyset af de stærkt stigende tal for kirkeasyl er der tale om en ”systematisk forhindring af udleveringer” og dermed ”en misbrug af kirkeasylet”, siger han.