Prøv avisen

Mød Sibiriens berømte eneboer, der lever i isolation fra resten af verden

71-årige Agafia Lykova har boet hele sit liv i den sibiriske ødemark. Hun bliver syg af livet i storbyen. Foto: Aleksander Kolbasov/Itar-Tass/Scanpix

71-årige Agafia Lykova har boet hele sit liv i den sibiriske ødemark. Hun har kun besøgt verden udenfor få gange

I 1944 blev den russiske pige Agafia Lykova født i den sibiriske ødemark mere end 100 kilometer fra den nærmeste by. Ikke langt fra Abakan-floden voksede hun op med sine forældre og sine tre søskende. Her levede de af det, de kunne dyrke på deres jord, og hvad de kunne finde i naturen. De havde hverken et gevær eller salt, og de havde ingen ovn til at bage brød i. Så de levede mest af kartofler og de dyr, de kunne fange.

I dag er Agafia Lykova den sidste overlevende i familien, der i 1936 flygtede fra den daværende sovjetiske diktator Josef Stalins religiøse forfølgelser til Sayan-bjergene i det sydlige Sibirien.

Dengang var der kun hendes forældre og hendes to ældre søskende. Siden kom Agafia og hendes bror Dmitry til verden. I mere end 40 år havde den lille familie ingen kontakt til omverdenen, og i de første 34 år af sit liv havde Agafia aldrig talt med andre mennesker end sine forældre og søskende. Familien levede i total isolation og havde ingen idé om, hvad der foregik i resten af verden.

Ved et tilfælde blev deres liv forandret i 1978. En gruppe geologer opdagede familien, da de fløj over området i en helikopter. Betingelserne i den sibiriske ødemark gør det næsten umuligt at overleve, og det var derfor noget af en overraskelse at finde mennesker der. Om vinteren er der 30 minus grader, og perioden, hvor jorden kan dyrkes, er meget kort. Om sommeren tager det syv dage at ro til familiens bosted i kano, og om vinteren kan man kun komme frem med helikopter, hvis vejret tillader det. Men geologerne fandt vej til familiens skjul, og det blev afslutningen på deres isolation.

Lykova-familien var hverken klar over, at Anden Verdenskrig havde fundet sted, eller at Stalin, som de var flygtet fra, var død. Men de var ikke interesseret i at forlade livet i vildmarken. Agafia Lykovas mor var død allerede i 1961. Det havde været en forfærdelig vinter, som slog alt i haven ihjel, og derfor sultede Agafias mor sig selv for at sikre børnenes overlevelse. Det lykkedes, men 20 år senere døde Agafias tre søskende. Man mener, de døde af lungebetændelse, som geologerne havde smittet dem med. I syv år levede Agafia alene med sin far, indtil han i 1988 sov stille ind.

Agafias familie tilhørte den russiske minoritet af gammeltroende, som er en trosretning, der udspringer af den russisk-ortodokse kirke. I 1666 besluttede Moskvas patriark Nikon sig for en grundig reform af kirken, men det var ikke alle, der ville anerkende den nye fortolkning. De, der holdt fast i den gamle tro og tradition, blev derfor kaldt de gammeltroende. Trosretningen blev bandlyst af den russiske kirke, og først i 1971 blev det ophævet i Moskva.

Agafias tro er meget vigtig for hende, og den spiller en stor rolle i hendes liv i ødemarken. I en dokumentar-udsendelse fra den amerikanske kultur- og nyhedsstation Vice Media fortæller hun, hvordan der engang kom en bjørn, som stjal en pose mel fra hendes forrådskammer. Hun havde intet gevær, så hun stod bare helt stille og stirrede på den, mens hun bad til Sankt Jørgen og sang en bøn. Bjørnen vendte om og løb ind i skoven.

Selvom Agafia efter faderens død boede mutters alene, blev hun aldrig ensom:

”Et kristent menneske er aldrig ensomt. Enhver kristen har sin skytsengel, Kristus og apostlene. Jeg er aldrig ensom, for jeg har altid Kristus med mig,” siger hun ifølge det britiske dagblad The Guardian.

Efter at familien blev opdaget, har Agafia været væk fra vildmarken fem gange. Men livet i byen er ikke noget for hende. Ifølge Agafia selv bliver hun syg af at være der, og det moderne liv stemmer heller ikke overens med hendes religiøse overbevisning.

”Man kan ikke leve uden penge i den verden længere. Ifølge de religiøse skrifter er det forbudt ikke at dele sine penge med de fattige, så jeg ville give det hele væk,” siger Agafia i dokumentaren fra Vice Media.

Desuden forbyder hendes religion, ifølge The Guardian, at hun bruger ting, der har en stregkode. Det gælder også tændstikker og medicin.

I næsten 10 år boede Agafia helt alene i familiens træhytte. Men i 1997 flyttede geologen Jerofei Sedov, som Agafia var blevet venner med, ud i ødemarken i en hytte 100 meter fra Agafias. Han havde mistet et ben på grund af forfrysninger, så indtil hans død sidste år tog Agafia sig også af ham. Hun lever nu igen alene i den sibiriske ødemark med sine katte og en hund.

Siden 1997 er der hvert halve år blevet fløjet fornødenheder som mel, kål og frugt ud til hende. Og sidste sommer blev to frivillige studerende sendt ud til hende for at hjælpe med at samle brænde.

Selvom Agafia får hjælp fra verden udenfor, indrømmer hun, at livet i ødemarken er svært for en dame i hendes alder, men hun ønsker ikke at flytte fra det eneste hjem, hun har haft.