For et par måneder siden var to kyssende mænd i et indkøbscenter i Miami nok til at gøre ham vred.
Det fortalte faderen, Seddique Mateen, over for amerikanske NBC News om sin nu afdøde søn Omar Mateen, der søndag begik en massakre på en natklub for homoseksuelle i Orlando, som kostede 49 mennesker livet og sårede endnu flere. Omar Mateens motiv for at udføre det mest alvorlige masseskyderi i USA’s historie står dog endnu uklart for den afghanskfødte far, der var sammen med sønnen lørdag eftermiddag, hvor alt virkede, som det plejede.
At den 29-årige, der er født i New York af afghanske forældre, skulle ende sine dage som islamisk terrorist, var indtil for få år siden svært at forestille sig.
I 2006 fik Omar Mateen en uddannelse, der er rettet mod teknologiske jobs inden for retsvæsenet. Året efter blev han sikkerhedsvagt i firmaet G4S, som han arbejdede for til det sidste, og i 2009 blev han gift med usbekiske Sitora Yusifiy, som han havde mødt over internettet.
Sammen flyttede de til Fort Pierce i det sydlige Florida, og pludselig ændrede Omar Mateen adfærd. Fra at være en sjov og charmerende fyr med ambitioner om at blive politimand oplevede hustruen nu en mand, som var følelsesmæssigt ustabil og maniodepressiv.
”Han kunne komme hjem og finde på at banke mig, fordi jeg ikke havde ordnet vasketøjet,” siger Sitora Yusifiy i et interview med den amerikanske avis Washington Post.
I løbet af deres fire måneder lange ægteskab praktiserede han sin religion, men viste ingen tegn på radikalisering, har hun fortalt. De seneste 10 år er han med jævne mellemrum kommet i Islamisk Center i Fort Pierce, og moskéens imam, Syed Shafeeq Rahman, fortæller til den britiske avis The Telegraph, at Omar Mateen har ændret sig gennem årerne, men ikke til det værre, tværtimod.
”Da han kom i moskéen som ung, løb han rundt og lavede en masse problemer. Siden han blev voksen, har vi ikke haft nogen problemer med ham. Han kommer, beder og går igen,” siger imamen, der bemærkede, at drabsmanden sjældent havde kontakt med andre i moskéen, som han oftest besøgte med sin treårige søn.
Selvom imamen ikke oplevede, at Omar Mateen praktiserede en radikal form for islam, kom den 29-årige i 2013 alligevel i søgelyset hos det amerikanske forbundspoliti, FBI, af religiøse årsager.
Over for sine kolleger var Omar Mateen kommet med udtalelser, der indikerede, at han havde forbindelser til terrorister, og det fik FBI til at afhøre ham to gange. Trods overvågning og vidneafhøringer var der dog tilsyneladende intet at komme efter. Året efter var mistanken om terrorforbindelser mere konkret. FBI mente, at han havde kontakt til den første amerikanske selvmordsbomber i Syrien, Moner Mohammad Abusalha, men efterfølgende nåede FBI igen frem til, at han ikke udgjorde en trussel og lukkede derfor sagen endnu engang.
Selvom det blev vurderet, at han ikke udgjorde en trussel mod det amerikanske samfund, så var hans temperament et problem på jobbet hos G4S, hvor hans tidligere kollega Daniel Gilroy beskriver Omar Mateen som en tikkende bombe.
”Han var altid på kanten, altid ophidset og oppe at køre. Han kunne ikke sige mere end tre-fire sætninger uden at bruge ordene nigger, bøsse eller lebbe. Det drejede sig altid om vold,” siger ekskollegaen, der også beretter om personlig chikane fra Omar Mateen, til den amerikanske avis The Miami Herald.
Mateen svor troskab over for IS-lederen, Abu Bakr al-Baghdadi, i et opkald til alarmcentralen kort før massakren, men hans konkrete tilknytning til terrororganisationen er endnu ukendt.