Aktiviteten er heftig. Mennesker farer rundt mellem hinanden, stiller boder op og lægger varer frem. Store lastbiler åbner deres indre, og ud af dem kommer endnu flere varer. Alt virker kaotisk, men i løbet af en times tid er der faldet ro over markedspladsen i Bukhara, en af den gamle handelsrute Silkevejens centrale byer i det nuværende Usbekistan.
Søndag er markedsdag, og byens store udendørsmarked er delt op efter varetyper. I guldafdelingen er det første, der slår en, at det næsten udelukkende er kvinder, der sælger guldklumper og -smykker. På spørgsmålet hvorfor, svarer en af kvinderne bag de små boder:
Det har kvinder mest forstand på, og der er jo os, der skal gå med smykkerne.
Et klart og for så vidt ganske logisk svar. Mange familier kommer her for at købe smykker til deres døtre. Guld er stadig den bedste opsparing på disse kanter. At guld har høj status ses også hver gang folk åbner munden. Her glimter gebisset. I mange år har det være på mode at erstatte sine tænder med guldtænder, det signalerer, at man har en god økonomi.
Smykkerne på bordene er en blanding af gamle arvestykker og nye. Stemningen denne travle søndag kan godt lede en tilbage til Silkevejens storhedstid, som varede i godt 1500 år fra det 2. til det 13. århundrede. Og kan man lave øvelsen med at bytte lastbilerne ud med oppakkede kameler, er billedet perfekt.
Vejen går videre til tæppe- og møbelmarkedet, og her bliver idyllen straks brudt. De smukke håndvævede silketæpper, som usbekerne er mestre til, er udskiftet med grimme syntetiske tæpper fra Kina. De kinesiske tæpper har dog en naturlig forklaring de er så billige, at folk har råd til dem. Håndvævede silketæpper er til gengæld rasende dyre for en almindelig usbekisk indkomst. Mindstelønnen pr. måned er 25 dollar i Usbekistan. En folkeskolelærer får mellem 100-200 dollars i månedsløn. Til sammenligning koster et lille håndvævet silketæppe som vel at mærke tager en væver over et halvt år at fremstille omkring 500 dollars, mens de største og fineste fås til tusinder af dollars. Vil man købe et håndvævet silketæppe er det da også nødvendigt at bevæge sig hen på et helt andet marked, nemlig basaren for turister.
Den mest berømte af Silkevejens byer er uden tvivl Samarkand, en gang centrum for al handel mellem Østen og Vesten. Byens varetegn, de smukke og velkendte blå og turkise mosaikker på det fantastiske bygningsværk Registan et kompleks af tre koranskoler overvælder enhver besøgende. For mange er Registans blå mosaikbesatte kupler og bygninger lig med Silkevejen.
Men heller ikke Registan kan undslå sig den altdominerende handel. Madressernes indre gårde med mange små rum bag små trædøre er omdannet til basarer for de overraskende få turister, der besøger den sagnomspundne by. Her er stilen gennemført, det er kun usbekisk fremstillede varer, der sælges, og i en lille tæppebutik sidder en håndfuld unge piger dagen lang bag væven og væver de smukkeste silketæpper.
Vi har alle taget en treårig væveruddannelse og arbejder på helt almindelige vilkår med fast løn og ordnede arbejdsforhold, fortæller en af pigerne.
Abdullahad Badghisi ejer butikken, hvori væverskerne sidder. Den er en af de fineste silketæppebutikker i landet, Samarkand-Bukhara Silk Carpets. Han fortæller, at det nu om stunder kan være svært at få fat i silke af god kvalitet:
Mange silkefarme og -fabrikker er blevet nedlagt. I dag producers bomuldsstoffer på høj-teknologiske tekstilfabrikker. Det er for dyrt og tidskrævende at producere silke, og den har ikke længere stor værdi på verdensmarkedet. Bomuld har helt taget over her i Usbekistan og er landets stolthed og en stor indtægtskilde landet er verdens femtestørste producent og næststørste eksportør af bomuldsstof. Dette på trods af at bomuldsproduktion er både tids- og ressourcekrævende, for eksempel kræver bomuldsplanten enorme mængder af vand, som ofte er en mangelvare på disse kanter og årsag til nabokonflikter.
Men både silken og bomulden har fået baghjul af langt større og vigtige råstoffer nemlig gas og olie. Usbekistan og flere af dets nabolande, blandt andet Turkmenistan, har efter deres uafhængighed i 1991 gjort store fund af gas og olie, som i dag er den nye indbringende handelsvare. Nu taler man om olie- og gasvejen i stedet for Silkevejen.
Fra i mange århundreder at have været verdens periferi, er Centralasien igen kommet ind i dens centrum. Og her kan der være temmelig varmt, for når det handler om olie og gas i tider med tårnhøje oliepriser, er der storpolitiske interesser på spil. Både russerne, amerikanerne og kineserne holder et skarpt øje med regionen og ikke alene på grund af islams fremmarch i regionen. Stan-landene, som Usbekistan, Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan og Kirgisistan, sidder på store reserver af gas og olie, som de langt større stater alle vil have fingrene i billigst muligt. Derfor gælder det for Usbekistan og de andre lande om at kunne navigere i oprørt vande og skrue op og ned for gas- og oliehanerne på de helt rigtige tidspunkter, hvis ikke de vil have ørerne i maskineriet.
Turen til Usbekistan blev foretaget med støtte fra Danida.