I weekenden anholdt tyrkisk politi 31 personer inden for medieverdenen, anklaget for at danne og være medlem af en terrorgruppe. Fire er siden løsladt, men sagen har endnu engang sat internationalt fokus på Tyrkiet og landets øverste politiske figur, præsident Recep Tayyip Erdogan.
”Erdogan føler virkelig, at han ikke længere behøver at bekymre sig for begrænsninger af sin magt. Han er blevet mere aggresiv både i forhold til at centrere magten i sine egne hænder og i forhold til at forfølge en benhård konservativ, sunni-muslimsk agenda,” siger Gareth Jenkins, seniorforsker med speciale i Tyrkiet ved John Hopkins Universitet - og med bopæl i Istanbul.
Weekendens anholdelser af journalister og redaktører kommer efter flere andre bemærkelsesværdige begivenheder. I sidste måned vakte det opsigt, da Erdogan udtalte, at mænd og kvinder ikke bør have det samme arbejde på grund af kvindens skrøbelige natur. I sidste uge skabte det debat, da en uddannelseskommission foreslog at indføre religionsundervisning for børn helt ned i indskolingen.
Altsammen episoder, som er udtryk for, at Erdogans politiske projekt er rykket væk fra den EU-orienterede linje, som han og hans regering fik stor ros for i begyndelsen af deres regeringstid.
“Hvad, vi ser nu, er ikke, at Erdogan har ændret, hvad han vil, men at hans tro på, at han kan gøre det, har ændret sig,” siger Gareth Jenkins.
”Hans (Erdogans red.) mål er det samme, som det var for 25 år siden: at få et dybt konservativt, sunni-muslimsk samfund, hvor al magt er samlet i hans hænder”.
Erdogan og hans parti AKP blev valgt til magten i Tyrkiet i 2002, og der har de siddet solidt siden. Det var opsigtsvækkende, at en troende mand som Erdogan ikke bare kunne blive valgt, men også kunne holde magten i et land, hvor den dominerende elite siden republikkens grundlæggelse i 1923 har været de autoritært sekulære kemalister i partiet CHP. I dag er CHP det største oppositionsparti, men har ikke på noget tidspunkt siden 2002 formået at udfordre Erdogan.
Kemalisterne er tilhængere af et strengt sekulært samfund, hvor kriterierne for at være borger i landet er, at man er tyrker, og at man abonnerer på den form for sunniislam, som staten definerer. Det betød længe, at landets mange religiøse og etnisk mindretal blev undertrykt.
”Det tidligere styre blev ved med at insistere på, at alle var ens: Alle var sekulære, og alle var tyrkere. Nu har vi den samme mentalitet, men med en anden form for insisteren på, at alle er ens. Erdogan insisterer på, at alle skal være troende sunnimuslimer på samme måde, som han er det,” siger Gareth Jenkins.
Erdogan er i færd med at redesigne tyrkisk identitet, og måden, han gør det på, er ved at detailstyre alle dele af samfundet, mener også Cengiz Aktar, seniorforsker ved Istanbul Policy Center.
Cengiz Aktar blev kendt i Tyrkiet som en kritisk røst imod Erdogan og regeringen i sommeren 2013, da han var en af de ledende figurer i en af de organisationer, som tog del i de landsdækkende demontrationer, som siden har fået tilnavnet Gezi park-demonstrationerne. Tyrkiet er et dybt polariseret land, og Erdogans politiske linje er med til at gøre kløften mellem oppositionen og Erdogans tilhængere større.
”Han kalder det 'Det Nye Tyrkiet', og det vil være befolket af de nye tyrkere. Resten af befolkningen bliver anset som fjender,” siger Cengiz Aktar, som mener, at Erdogans projekt er lige dele ideologi og et ønske om magt.
”De to ting nærer hinanden: Ved at få mere magt kan han implementere sit projekt. Og ved at implementere sit projekt får han mere magt,” siger Cengiz Aktar.