Mens verdens stormagter i årevis har oprustet i forsøget på at få den økonomiske, militære og kulturelle overhånd, er der ét aspekt, hvor der snarere har været tale om et våbenkapløb mod bunden: fødselstallet.
Kinas kvinder føder fire gange så få børn som i 1960’erne, og amerikanernes fødselstal er mere end halveret i samme periode. Europa har døjet med lave fødselstal i endnu længere tid, og Rusland har samme lave antal fødsler som de andre stormagter.
I den globale magtkamp er det endnu ikke lykkedes at knække koden til at få den måske vigtigste ressource af alle, nemlig nyfødte børn. I en ny serie ser Kristeligt Dagblad på årsagerne til - og de mulige konsekvenser af - den gennemgribende befolkningsudvikling, der foregår i disse år. Verdens rige lande skrumper ind, mens den tredje verden vokser. Fortsætter udviklingen, vil det få enorme følgevirkninger, og et af spørgsmålene er, hvilke af verdens stormagter, der kommer til at betale den højeste pris.
Det er i udgangspunktet forbundet med stor usikkerhed at spekulere i, hvordan befolkningsudviklingen vil præge magtbalancen i verden i fremtiden. Det understreger Tom Vogl, der er lektor i demografi ved Californiens Universitet i San Diego. Men der er ikke desto mindre visse tendenser, der allerede nu er værd at have øje på, når man blandt andet ser på den rolle, religion har haft i storpolitik de sidste 20 år.
“Fortsætter den nuværende udvikling, vil verden være mere afrikansk og islamisk inden for de næste 50 år. Der bliver født langt flere børn pr. kvinde i Afrika end i resten af verden, og muslimer får i gennemsnit flere børn end folk fra andre religioner. Når man ser på den globale fordeling af indbyggere i fremtiden, er det et meget væsentligt perspektiv,” siger Tom Vogl.
I kampen mellem stormagterne handler det ifølge lektoren om enten at vende udviklingen med de lave fødselstal eller omgå de negative konsekvenser ved hjælp at eksempelvis indvandring eller teknologisk udvikling.
“Den største bekymring for de rige lande er, hvordan vi skal tage os af de ældre i takt med, at der bliver flere af dem og færre til at passe dem. Der er andre konsekvenser, men det er den mest umiddelbare. Det prøver man at imødegå ved for eksempel at skabe incitament til at få flere børn. Forleden kom nyheden om, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, ville give en pengepræmie til alle, der får flere end 10 børn. Andre lande prøver med lidt mindre spektakulære midler,” siger Tom Vogl og tilføjer, at indvandring er en anden mulighed, som dog ikke er uden konsekvenser.
“Indvandring kan være rigtig godt, men har det også med at være årsag til konflikt mange steder, hvor folk kommer til. Der vil være nogle kultursammenstød, som er uundgåelige. Den tredje mulighed er at håbe på, at den teknologiske udvikling kan gøre op for, at arbejdsstyrken bliver mindre.”
Ligesom det kan være svært at forudse de økonomiske konsekvenser af den skæve befolkningsudvikling globalt set, er de militære og sikkerhedspolitiske følgevirkninger i ligeså høj grad et stort spørgsmålstegn, vurderer Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for strategi og krigsstudier på Forsvarsakademiet.
“I gamle dage hang velstand og militær magt tæt sammen med befolkningsstørrelsen. Man skulle bruge massehære og mange hænder i sin produktion, fordi den var lavteknologisk, men det er noget helt andet i dag. Tænk landbrugssektoren før i tiden og tænk på, hvor få personer der i dag skal bruges i landbruget for at lave samme produktion som tidligere,” siger lektoren, der tilføjer, at teknologisk fremskridt imidlertid ikke kan stå alene, hvis man får en befolkning med langt flere ældre og færre unge til at passe dem.
“Spørgsmålet så, om man kan løse det problem med kontrolleret immigration. Det har USA jo historisk haft succes med. Kunne vi gøre det samme i Europa – ja, det tror jeg. Vil Kina kunne det? Det er mere tvivlsomt, fordi Kina ikke er multikulturelt. Det samme gælder Japan. Der er ikke meget multi-kulti over disse samfund, hvilket gør det sværere for udlændige at begå sig.”