Skal Afrikas tørkeramte lande lades i stikken, fordi vi andre også mærker klimaforandringerne?

Er det en uundgåelig udvikling, at klimaforandringer verden over vil ende i en nedprioritering af støtten til de afrikanske lande, der står forrest i rækken, når det gælder klimasårbarhed?

I denne lejr for internt fordrevne i Etiopien bor der 2700 familier, som prøver at klare sig i temperaturer på 40 grader og den værste tørke i regionen i flere årtier.
I denne lejr for internt fordrevne i Etiopien bor der 2700 familier, som prøver at klare sig i temperaturer på 40 grader og den værste tørke i regionen i flere årtier. . Foto: Eduardo Soteras/AFP/Ritzau Scanpix.

Hvad er sagens kerne? 

Ruslands invasion af Ukraine er et eksempel på, at nødhjælp hurtigt bliver et spørgsmål om prioritering. Og måske endda i fremtiden også et fravalg. På Afrikas Horn risikerer 300.000 mennesker lige nu at sulte ihjel, mens millioner andre har brug for akut hjælp på grund af ekstrem tørke. Trods beredskab og tidlige advarsler fra FN og en række internationale hjælpeorganisationer, der alle taler af erfaring fra tidligere tørker, er kun 15 procent blevet indsamlet af den samlede sum på 25 milliarder kroner, som FN vurderer skal til for at forhindre en humanitær katastrofe.

Mens der er bred enighed om, at krigen i Ukraine svækker mange landes vilje og evne til også at bidrage til krisen på Afrikas Horn, rejser den nuværende situation et etisk spørgsmål om, hvordan verden vil agere i fremover, når kriser opstår parallelt. Klimaændringer rammer allerede Afrikas Horn hårdt med tørke, men de vil også ramme Australien, Indien, dele af Europa, Middelhavsregionen og Asien med alt fra tørke og ekstrem varme til oversvømmelser og skovbrande, forudser forskere.

Og selvom krigen i Ukraine ikke er en klimaskabt krise, er den et eksempel på, at nogle katastrofer nedprioriteres, når andre opstår. Så er Somalia og de andre lande på Afrikas Horn, hvor hårdt det end lyder, dømt til at sejle i egen modstandssvage sø, når klimaændringerne for alvor begynder at bide andre steder i fremtiden? Eller kan verdens rige lande finde beredskabet og en formel, der gør, at Afrikas Horn ikke behøver at tigge om hjælp hver gang, at flere hundrede tusinde mennesker risikerer at dø? 

Hvad taler for at tage ansvar og forbedre beredskabet?

Nogle lande som de østafrikanske på Afrikas Horn har tabt i klimalotteriet. De bliver ramt hårdest på grund af deres geografiske beliggenhed. Sådan er det bare. Samtidig er deres andel i udledning af drivhusgasser en brøkdel sammenlignet med de fleste andre lande. De store, industrialiserede og rige landes erkendelse af det faktum er det første vigtige skridt mod et øget og mere ansvarligt globalt beredskab.

Den anerkendte amerikanske geograf, forfatter og Pulitzer-prisvinder Jared Diamond skriver i sin bog “Kollaps” om nødvendigheden i at indse, at klimaforandringerne ikke er et problem, der kan isoleres til enkelte lande. Det er et globalt problem, der skal bekæmpes globalt, lyder hans argument. Som eksempel nævner han de krige, migrationsbølger og konflikter, som klimaændringerne med sikkerhed vil forårsage, hvis der ikke handles i tide. 

Erfaringerne fra tørken på Afrikas Horn i 2017 viser, at et godt humanitært beredskab kan forhindre en omfattende katastrofe. Dengang døde 1100 mennesker. Seks år tidligere døde 260.000 af hungersnød i Somalia, da beredskabet var på et langt lavere niveau. 

På længere sigt kræver klimaforandringerne en øget evne til at omstille sig. Men også her er der et hav af mulige løsninger til rådighed, så længe der eksisterer en villighed til at finansiere og prioritere langsigtede løsninger frem for akutte lappeløsninger. 

Catherine-Lune Grayson, der er politisk rådgiver for Internationalt Røde Kors, skriver i en kommentar på organisationens hjemmeside, at der i øjeblikket er en “stor kløft mellem den klimafinansiering, der ydes til stabile lande, og dem, der er ramt af konflikt. Denne kløft skal lukkes, hvis de mest sårbare skal få den støtte, de har brug for".

Hvad taler imod at tage ansvar og forbedre beredskabet?

Det bliver dyrt for en række lande at bidrage til dette øgede beredskab, og for politikere vil der ikke være mange stemmer at hente i et argument om at betale en regning, som kommende regeringer kan tage æren for. Klimaforandringerne rammer allerede bredt globalt, og det forventes, at mange lande vil få brug for ekstern hjælp til at omstille sig. Det betyder, at nogle lande i stigende grad vil afholde sig fra at give hjælp, da de allerede er optaget af egne problemer.

Hvordan kunne en løsning se ud?

Klimaforandringerne er ikke noget, der vil ramme i fremtiden. Skaderne er allerede et faktum og skaber ustabilitet, som rammer bredt. Hvert enkelt land, der hjælpes gennem en succesfuld omstillingsproces - bekæmpelse af tørke, vandingssystemer, nye afgrøder, forbedret sundhedssektor og lignende - vil ikke kun bidrage til global stabilitet, men også fremstå som vellykkede eksempler for andre lande med lignende problemer.

I globalt dilemma sætter Kristeligt Dagblad fokus på en af ugens store etiske problem­stillinger i verden.