DET LADER TIL, at der nu er en reel mulighed for helgenkåring af den britiske forfatter C.K. Chesterton, som mange vil kende for hans Fader Brown-kriminalromaner.
Forskellige Chesterton-selskaber har længe presset på, og den katolske biskop Peter Doyle i Northampton Stift, hvor Chesterton boede, har sat en præst til at sammensætte tilstrækkeligt med materiale til at overbevise Vatikanet om, at processen mod kåringen kan sættes i gang.
Måske er der ved at gå inflation og moderne rastløshed i den katolske kirkes saligprisninger og helgenkåringer, også selvom man naturligvis ikke vil gøre Chesterton til helgen som en udmærkelse for de berømte kriminalromaner. Men der er alligevel tale om en art litterær udmærkelse, for det må jo være katolikken Chestertons store, kristeligt-apologetiske forfatterskab, som inspirerer til kampen for hans ophøjelse.
Tilsyneladende vil man dog begrunde anmodningen med mandens særlige personlighed. I det seneste nummer af det katolske magasin First Things skriver William Doino jr., at man vil betone en række af Chestertons karaktertræk. Han var i besiddelse af stor evne til at favne sine modstandere, stor villighed til at erkende egen syndighed, stor barmhjertighed og sandhedskærlighed. Men han har selvsagt ikke udvirket mirakler og heller ikke lidt martyrdøden.
C.K. Chesterton har haft en lang række pavers bevågenhed, fortæller Doino. Ved hans død i 1936 hyldede pave Pius XI ham som en talentfuld forsvarer af den katolske tro, og næsten alle paver siden har udtalt deres anerkendelse af ham. Både Johannes Paul II og Benedikt XVI har citeret ham offentligt, og dengang pave Frans hed kardinal Bergoglio, var han æresformand for en Chesterton-konference i Argentina, og han opmuntrede landets Chesterton-selskab til at fortsætte sit arbejde.
LÆS OGSÅ: Den katolske påvirkning af Johannes Jørgensen
MEN DER ER OGSÅ MODSTAND mod at gøre Chesterton til Sankt Chesterton, for han skulle angiveligt have været antisemit. Alzina Stone Dale, som har skrevet en Chesterton-biografi, giver kritikerne ret:
Det svar, at hans holdning dengang var udbredt, har ikke ordentlig gyldighed i vores verden efter holocaust.
Går man ind på det amerikanske Chesterton-selskabs hjemmeside, kan man læse et særnummer af deres Gilbert Magazine fra 2008 om emnet. Det rummer forsvarende essays fra selskabets skribenter og fra Chesterton selv, for antisemitismeanklagen fremsattes faktisk allerede i hans levetid. Man bringer alle de prekære citater og satiriske vers, der giver anledning til anklagen.
Man kan læse, hvordan Chesterton yderst frimodigt skoser jøder for deres adfærd op gennem historien. Således nævner han i sin bog om Thomas Aquinas, at jøder i middelalderen ofte levede af åger, og at mange af dem var glade for penge.
Chesterton fortæller, at han er meget interesseret i jøder. Han insisterer på, at de reelt danner en egen nation, omfattende jøderne i alle lande. Denne manglende integration udgør, hvad Chesterton kalder det jødiske problem, for den kan afstedkomme reaktioner i omgivelserne, som kalder ulykker ned over dem. Jødernes ultimativt tragiske ulykke nåede jo at blive planlagt i Tyskland i Chestertons levetid.
Sine kritikere svarer Chesterton, at han insisterer på retten til at kritisere jøder, som han kritiserer franskmænd og preussere, og han nægter at tale om racer, hvorfor ordet antisemit i hans øren ikke giver mening. Man må her medgive, at Chesterton indædt angreb sin samtids racetænkning og eugenik som hans nære ven George Bernhard Shaw var varm tilhænger af.
Om der er noget at komme efter, er op til den enkeltes følsomhed. Chesterton havde dog adskillige jødiske venner og var en af de første i Storbritannien til at advare mod Hitler og hans jødeforfølgelse i tråd med hans systematiske kamp mod raceteorier i Victoria-tidens England.
Doino citerer til Chestertons forsvar biografiforfatteren Joseph Pearce, født 1961, der som ung var medlem af National Front og ivrig antisemit. Pearce fortæller, hvordan mødet med Chestertons forfatterskab blev altomvæltende for ham, gjorde ham til katolik og helbredte ham for hans racisme.
Doino slutter derfor sin artikel i First Things:Hvad end fremtiden vil bringe vedrørende Chestertons sag, så er hans største arv ikke, at han var en strålende intellektuel eller en udødelig skribent, eller endda en mulig helgen. Det er, at han var en missionær, som havde en evne til at forandre liv og redde sjæle, som ellers ville være gået under og det kan han stadig.