Skandale kan tvinge Sydafrikas præsident til at gå af

Han var Nelson Mandelas protegé og lovede sit land en ny æra. Nu må præsident måske gå af i vanære.

Præsident Cyril Ramaphosas ry trues af en skandale, hvor han skal have brudt loven ved at dække over  indbrud, bortførelse og korruption.
Præsident Cyril Ramaphosas ry trues af en skandale, hvor han skal have brudt loven ved at dække over indbrud, bortførelse og korruption. Foto: Maja Smiejkowska/Reuters.

Han var Nelson Mandelas protegé og lovede et korrupt Sydafrika "et nyt daggry", da han blev præsident.

Men i dag - knap fem år senere - er Cyril Ramaphosas ry belastet af en skandale, hvor han er under mistanke for at have brudt loven ved at dække over et indbrud.

Skandalen har rystet præsidenten og Den Afrikanske Nationalkongres, ANC, på et tidspunkt, hvor Sydafrika gør klar til et ny præsidentvalg. Et valg, hvor næsten alle ventede at se Ramaphosa blive valgt til endnu en periode som præsident.

Han har tidligere lovet at udrydde den udbredte korruption i Afrikas mest industrialiserede økonomi.

Ramaphosas fremtid skal nu afgøres af ledelsen i ANC. Det var netop ANC, som ledede antiapartheid-bevægelsen under Nelson Mandela.

Spørgsmålet er, om præsidenten skal blive. Eller om han skal gå i vanære, som det skete for hans forgænger, den korruptionsanklagede Jacob Zuma.

Et stort beløb i kontanter, som blev stjålet fra Ramaphosas farm, har ført til en solid rygtestrøm om præsidenten.

I juni blev der klaget over, at Ramaphosa skulle have dækket over et tyveriforsøg på sin farm.

Ifølge beskyldningerne skulle han have arrangeret en bortførelse af indbrudstyvene og siden have bestukket dem til ikke at melde noget til myndighederne om deres fund af det store beløb på præsidentens farm.

Et mindre parti i parlamentet fik foranlediget, at et særligt panel skulle undersøge sagen.

Panelet har i denne uge afleveret en rapport, hvor det bliver konkluderet, at Ramaphosa muligvis har begået alvorlige lovovertrædelser.

Rapporten skal diskuteres i parlamentet tirsdag, hvor Ramaphosa så - muligvis - kan blive tvunget til at gå af.

Beskyldningerne kom først fra Sydafrikas tidligere efterretningschef Arthur Fraser, som var allieret med den skandaliserede ekspræsident Zuma.

Efter Zuma blev fængslet sidste år, var det Fraser, der som ny fængselschef fik ham benådet af helbredsgrunde.

Ramaphosa har fortalt, at han fik stjålet omkring fire millioner kroner, som var betaling for 20 bøfler købt af en sudaneser.

Pengene var gemt i møbler. Beløbet er omstridt, og der har været rygter om, at der var over 28 millioner kroner.

Der hersker ligeledes tvivl om salget af bøfler og den sudanske køber.

Præsidenten er ikke tiltalt. Han siger selv, at beskyldningerne mod ham er politisk motiverede. Medierne har givet sagen navnet "Farmgate".

/ritzau/AFP