Skarp kritik fra religiøse ledere: Trumps adskillelse af familier er ”ubibelsk”

Debatten om Trump-regeringens tvangsadskillelse af migrantfamilier eksploderer i USA. Politikken er ukristen og umoralsk, siger både moderate og konservative religiøse ledere. Præsident Trump bebrejder årtiers fejlslagen indvandringspolitik for den aktuelle situation

Børn lytter til en tale ved en demonstration i Phoenix mod Trump-regeringens nye ”nultolerancepolitik” over for personer, der gribes i at forsøge at krydse den mexikansk-amerikanske grænse ulovligt.
Børn lytter til en tale ved en demonstration i Phoenix mod Trump-regeringens nye ”nultolerancepolitik” over for personer, der gribes i at forsøge at krydse den mexikansk-amerikanske grænse ulovligt. Foto: Ross D. Franklin/Ritzau Scanpix.

Det er ukristent at rive småbørn ud af armene på deres forældre. Det siger et voksende kor af religiøse ledere i USA, der nu blander sig i det ophedede moralske opgør om Donald Trump-regeringens nye ”nultolerancepolitik” over for personer, der gribes i at forsøge at krydse den mexicansk-amerikanske grænse ulovligt. Under den nye hårde linje fængsles alle voksne grænseoverløbere, og selv helt små børn tvangsadskilles fra deres forældre i uge- eller månedsvis.

Både moderate og konservative religiøse ledere tager skarp afstand fra den stadigt mere pressede Trump-regerings forsøg på at forsvare politikken som værende i overensstemmelse med kristne principper. I en nylig tale brugte justitsminister Jeff Sessions kapitel 13 i apostlen Paulus’ Romerbrev, der betoner lovlydighed, til at argumentere for, at kristne må ”adlyde regeringens love, fordi Gud har forordnet dem dette”.

Denne tolkning af Paulus’ ord er imidlertid kontroversiel, og både religiøse og sekulære meningsdannere påpeger desuden, at nultolerancepolitikken er en rent politisk beslutning, som ikke er nedfældet i amerikansk lovgivning.

Den konservative evangelikale spydspids og prædikant Franklin Graham, der er blandt Trumps nærmeste højrekristne allierede, er blandt kritikerne.

”Det er beskæmmende. Det er forfærdeligt at se familier revet fra hinanden, og jeg bakker ikke den mindste smule op om det,” siger Franklin Graham til det kristne nyhedsmedie Christian Broadcasting Network.

Flere trossamfund har vedtaget erklæringer mod regeringens politik. Det konservative evangelikale trossamfund Sydstatsbaptisterne opfordrede i sidste uge politikerne i Washington til at vedtage en indvandringsreform, der prioriterer at lade forældre og børn blive sammen, og en koalition af evangelikale grupper har sendt et brev til præsident Trump, der bønfalder ham om at holde hånden over familierne.

Også katolske meningsdannere giver deres besyv med. I et interview med tv-stationen CNN siger New Yorks ærke-biskop, Timothy Dolan, at regeringens love ifølge Paulus altid er underordnede ”Guds lov”.

”Jeg mener ikke, at vi skal adlyde en lov, der går imod Guds hensigt. At du skulle tage en baby, et barn, fra hans eller hendes mor er uretfærdigt, ubibelsk og uamerikansk. Der findes intet bibelsted, der retfærdiggør dette,” siger han.

Inden nultolerance -politikken trådte i kraft i maj, fik familier lov til at blive sammen, mens deres asyl- eller udvisningssager blev behandlet. Nu adskilles de næsten omgående, efter at de er blevet pågrebet, og mens forældrene venter i fængsler, placeres børnene i centre rundtomkring i USA. Der er ingen systematiske procedurer, der sikrer, at familierne, der oftest er økonomiske migranter eller asylansøgere fra de centralamerikanske lande, hurtigst muligt genforenes.

De amerikanske nyhedsmedier bugner af hjerteskærende historier om ulykkelige småbørn og desperate forældre, der angiveligt ofte ikke får muligheden for at tage afsked med hinanden og ingen kontakt har med hinanden i månedsvis.

Medieberetninger fra et migrantcenter i det sydlige Texas, hvor hundredvis af børn er låst inde i store metalbure, har draget sammenligninger med Nazityskland og USA’s internering af amerikansk-japanerne under Anden Verdenskrig.

Både FN, de fire nulevende tidligere førstedamer samt utallige organisationer, politikere og meningsdannere fordømmer politikken.

Nogle meningsdannere forsvarer dog regeringens politik ved at påpege, at ansvaret ligger hos forældrene.

”Hvorfor bebrejder vi ikke familierne, de voksne, for at tage chancen, krænke loven, krydse vores grænse med disse små børn. Det er dem, der bør holdes ansvarlige,” siger den tidligere sherif Joe Arpaio, der er en fremtrædende kritiker af den ulovlige indvandring, til CNN.

Kritikken preller indtil videre af på præsident Trump, der bebrejder Demokraterne og årtiers fejlslagne forsøg på at få den ulovlige indvandring under kontrol for den aktuelle situation.

Præsidenten mødtes i går med sine republikanske partifæller i Repræsentanternes Hus for at drøfte to verserende indvandringslovforslag. Trump har i tweets gjort det klart, at han bruger nultolerancepolitikken til at presse Demokraterne til at indgå en aftale, der sætter nye begrænsninger på den lovlige indvandring til USA og sikrer ham 25 milliarder dollars (cirka 161 milliarder kroner) til at opføre en mur langs grænsen til Mexico.

Ifølge en ny menings- måling fra Quinnipiac University modsætter 66 procent af de amerikanske vælgere sig nultolerancepolitikken, mens kun 27 procent bifalder den.