Skatteskruen strammes på Facebook

EU vil ikke længere lade internetbaserede virksomheder slippe billigt i skat

EU’s planer om beskatning har ikke nogen forbindelse til de seneste dages voldsomme debat om Facebooks beskyttelse af brugernes data. 
EU’s planer om beskatning har ikke nogen forbindelse til de seneste dages voldsomme debat om Facebooks beskyttelse af brugernes data. . Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix/.

Selvom de mange millioner EU-borgere, der bruger internettjenester som Facebook og Google hver dag, ikke fysisk betaler for det, så sikrer deres aktiviteter de to it-giganter store overskud.

Overvågning af brugernes aktiviteter gør det muligt at målrette annoncer og videresælge brugernes data, og indtægterne herfra har det hidtil været svært at beskatte.

Men nu sætter EU en stopper for, at digitale virksomheder kan skumme fløden af deres brugeres gøren og laden og kun betale begrænset skat i EU.

Indgrebet vil ramme nogle af verdens største koncerner – og initiativet afspejler, at 9 ud af verdens 20 største virksomheder i dag er digitale. Det var kun én for 20 år siden.

”Vores skatteregler er fra før internettet og giver ikke i dag vore medlemslande retten til at beskatte digitale virksomheder, som opererer i europæiske lande, hvor de kun har begrænset eller slet ingen fysisk tilstedeværelse. Det skaber et stadig større hul, fordi skattegrundlaget bliver udhulet,” lød forklaringen fra EU’s kommissær for økonomiske og finansielle forhold, Pierre Moscovici, ved præsentationen af skatteplanen i går.

I første omgang vil de største internetbaserede virksomheder blive pålagt en helt simpel skat på forventet tre procent af hele deres overskud. Den beskatning skal finde sted i de lande, hvor deres brugere er. Så indtægter, som følger af danske brugeres aktivitet, skal fremover beskattes i Danmark. På sigt skal det følges op af en mere omfattende skattereform, som skal gælde for det såkaldte indre digitale marked.

Ifølge Georgios Petropoulos, der er ekspert i konkurrenceforhold ved den europæiske økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles, viser udspillet fra EU-Kommissionen en klar vilje til at gøre op med de nuværende skatteregler.

”Det vil også reducere konkurrencen på skat mellem medlemslandene. Lande som Luxembourg og Irland har tiltrukket digitale virksomheder, fordi de har en lavere selskabsskat, og det har skabt spændinger internt i EU,” siger Georgios Petropoulos.

Han peger på, at Frankrig eksempelvis har tabt en skattesag mod Google, fordi det har sit europæiske hovedkontor i Irland. Men EU-Kommissionen har også været efter Luxembourg for ikke at inddrive nok i skat, i forhold til hvad andre EU-lande ser som en retfærdig beskatning. Derfor forudser Georgios Petropoulos, at de lande vil være mindre velvilligt indstillede over for den nye skattepakke, hvilket bliver bekræftet af, at Irlands premierminister, Leo Varadkar, over for nyhedsbureauet Reuters kalder planen for en ”fejlbedømmelse”.

Men internationalt kan det også have implikationer i forhold til det internationale skattesystem.

”Problemet er, at de store digitale virksomheder er fra USA, og det kan skabe spændinger i forholdet til USA,” forudser Georgios Petropoulos.

Det amerikanske handelskammer iEU har allerede kritiseret udspillet fra Kommissionen.

Et af de ubesvarede spørgsmål i udspillet fra EU er, hvilke konsekvenser det vil få for brugere af internettjenester.

Ifølge Georgios Petropoulos vil det afhænge af, hvilke forretningsmodeller virksomhederne bruger.

”Den ene model er virksomheder som Google og Facebook, hvor brugerne får ydelserne gratis. Den anden model er virksomheder som Amazon, Uber og Airbnb, hvor brugerne betaler for en ydelse eller vare. Og der kan det være, at den ekstra skatteudgift bliver sendt videre til kunderne,” siger han.

Det seneste tiltag kommer, efter at den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager har ført højt profilerede sager mod store amerikanske virksomheder som Apple og Google. Sidste år fik Amazon således en skatteregning på hele 250 millioner euro eller næsten 1,9 milliarder kroner.

”Hvis du vil drive forretning i Europa, så skal du også betale skat,” sagde Margrethe Vestager dengang.

EU’s planer om beskatning har ikke nogen forbindelse til de seneste dages voldsomme debat om Facebooks beskyttelse af brugernes data.