Skift depressionspiller ud med filosofi

Besøg hos lægen, medicin og terapi kan begrænses, hvis man i stedet taler med en filosof om meningen med livet. Det mener den svenske filosof Tulsa Jansson, der har stiftet Det Svenske Selskab for Filosofisk Praksis med ambitioner om at findes på hospitaler, skoler og rådhus

Arbejdet med filosofi har givet Tulsa Jansson en ny fred, som også blev affødt af, at familielivet nu leves i rolige omgivelser ved Øresund nord for Helsingborg. –
Arbejdet med filosofi har givet Tulsa Jansson en ny fred, som også blev affødt af, at familielivet nu leves i rolige omgivelser ved Øresund nord for Helsingborg. –. Foto: Katrine Barslev.

Livet gør ondt. Det er et næsten banalt faktum, som rammer alle mennesker på et eller andet tidspunkt. Også Tulsa Jansson har oplevet at være tømt for kræfter. Hendes søster døde som 20-årig i en ulykke, og til trods for et succesfuldt liv i Stockholms mediebranche og familielivet med mand og to børn blev Tulsa Jansson for ti år siden ramt af to langvarige depressioner. Helt slået ud søgte hun til Rögle kloster ved Lund, hvor den tidligere tv-producer tilbragte dagene i stilhed blandt dominikanersøstre. Hun havde samtaler med præster og vender indimellem tilbage til klostret, når hun har brug for rum og ro til at tænke.

LÆS OGSÅ: Mørk vinter giver flere depressioner

Under sine depressioner søgte Tulsa Jansson al den hjælp, hun kunne få, men efter psykologsamtaler, lægelig hjælp og medicin følte hun stadig et tomrum. Der var en del af hendes spørgsmål, der ikke blev besvaret, og hun fandt først løsningen, da familien flyttede til den lille by Höganäs i Sydsverige, og hun begyndte at læse filosofi ved Lunds universitet. Nu har Tulsa Jansson været med til at stifte Det Svenske Selskab for Filosofisk Praksis med en ambitiøs idé om at revolutionere den måde, vi tænker behandling på.

Filosofi kan være et supplement til læger eller psykologer, for den tilbyder en ny måde at håndtere sin situation på, hvad enten man har hverdagsproblemer eller store tunge overvejelser om liv og død. Depression er blevet en folkesygdom, som rammer utroligt mange i dag, og jeg tror ikke altid, det giver mening at give depressionspiller. Med mellemrum gør livet ondt, og selvom pillerne kan dæmpe symptomerne, så går tankerne om ens tilværelse jo ikke væk. Man kan hente kraft i filosofien, siger Tulsa Jansson.

Hendes udtalelser har skabt debat i Sverige, hvor mange føler sig provokerede af forslaget om at lade filosofi indgå som en kur mod sygdomme. Det tager Tulsa Jansson roligt, for hun tror, at det langsomt vil blive mere normalt at bruge filosofi som et værktøj til at forstå sig selv og omverdenen bedre.

Siden hun var barn, har Tulsa Jansson filosoferet, og hun mener, at alle mennesker har evnen til at tænke filosofisk. Teknikken handler ikke udelukkende om at fundere over livets mening, for filosofiske overvejelser er konstant til stede i vores liv.

Hver eneste dag har vi små eller store dilemmaer såsom skal jeg købe de økologiske æg, kan jeg tillade mig at aflyse løbeturen med min veninde, hvorfor er jeg ikke lykkelig? Filosofi er ikke kun fokuseret på liv eller død, det handler i høj grad om alt det ind imellem. Vi går i virkeligheden og småfilosoferer hele tiden, siger Tulsa Jansson, som understreger, at det kan være meget givende at have filosofiske diskussioner med sig selv. Det fremmer bevidstheden, men en samtale med en filosof kan skærpe argumenterne yderligere.

En uddannet filosof kan stille relevante spørgsmål, som driver samtalen fremad. Det er vigtigt at pointere, at filosoffen ikke kommer med svarene, for de findes inde i en selv, men samtalen kan sætte tankestrømme i gang, fremhæver Tulsa Jansson.

Hun slår fast, at samtaler med en filosof ikke udelukkende skal handle om eget liv og udfordringer, men også om menneskehedens eksistens, jordens fremtid og almene dilemmaer. I sin praksis har Tulsa Jansson både rundbordssamtaler og enkeltsamtaler, og emnerne spænder fra, hvorfor monogami er normen, over hvordan man er en god veninde, til hvorfor hungersnød findes.

Udgangspunktet er ét eneste spørgsmål, som den søgende formulerer til filosoffen. Så starter samtalen derfra, og i mine dialoger oplever jeg ofte at blive klogere. Det smukke ved filosofi er, at unge på 13 år kan formulere noget, som jeg aldrig har tænkt over før.

Arbejdet med filosofi har givet Tulsa Jansson en ny fred, som også blev affødt af, at familielivet nu leves i rolige omgivelser ved Øresund nord for Helsingborg. På den anden side af vandet skimtes den nordlige del af Sjælland, og Tulsa Jansson håber, at de svenske tanker når over sundet. Der findes allerede en dansk afdeling af det filosofiske selskab, og sammen med den norske, finske og islandske gren skal de i april mødes til nordisk konference i Lund. Målet er at gøre afdelingerne synlige i medierne og i folks bevidsthed, og ambitionen er, at der skal ansættes filosoffer i offentlige institutioner som rådhuse, fængsler og skoler.

Ligesom man kan gå til lægen på det offentliges regning, skal man også kunne bestille tid hos en filosof. Udgiften til filosoffens løn vil hurtigt tjene sig ind med færre sygedage affødt af stress og depressioner blandt medarbejderne. Jeg vil starte en folkebevægelse og få bugt med den sjælelige tørke, jeg oplever i samfundet. Hvis vi ikke reflekterer over livet, går vi glip af meget, mener Tulsa Jansson.

Hun ejer sammen med sin mand et firma, der importerer tagskiffer fra Spanien, men drømmen er at hellige sig den filosofiske praksis fuldt ud. Til foråret vil hun ansøge om en forskerstilling ved universitetet i Lund, og hun samarbejder allerede med flere kommuner, hvor hun besøger skoler og taler med de yngre klassetrin om filosofiske dilemmaer.

Selskabet blev stiftet i sommeren 2011, men selvom det er relativt nyt i Sverige, har Tulsa Jansson og hendes kolleger opbakning fra FNs uddannelsesorganisation, UNESCO, som kalder filosofi i skolerne for et værn mod had og fanatisme.

På verdensfilosofidagen den 17. november sidste år sagde formanden for UNESCO, Irina Bokova, at filosofi er en uundværlig brik i den verdensomspændende kamp for fred og udvikling.

At filosofere styrker unge menneskers evne til at reflektere og tænke over historie, ligestilling mellem kønnene og fundamental frihed. Brug af filosofi gavner hele samfundet, fordi det bygger bro mellem mennesker og kulturer og styrker respekten for kulturel forskellighed. Filosofi har potentiale til at transformere samfundet på en fantastisk måde.