Timen var ved at være slut, og børnene skottede utålmodigt over mod uret på væggen: De skulle have fri dagen efter, sove længe og bruge dagen med deres fædre. Da gav bygningen sig til at ryste. Klokken var 14.46, og Japans største tragedie siden Anden Verdenskrig var et faktum.
Men skolerne holdt stand. De var bygget til den værste af alle katastrofer.
LÆS OGSÅ: Drama vokser på japansk atomkraftværk
Forhåbentlig kunne lærerne også beskytte de fleste elever fra tsunamien, som buldrede ind over kysten knap en halv time senere. De var trænet til opgaven, og i rutinen indgik at beholde børnene i skolebygningerne, indtil faren var ovre.
Men hvad med de værst ramte områder som Minamisanriku, hvor tsunamien fejede næsten alt bort og skabte en ødelæggelse lig den i Hiroshima i 1945? Klarede skolerne også dette Harmagedon? Det ved vi endnu ikke.
I andre asiatiske lande er det skolerne, som først styrter sammen, når jorden ryster. Under jordskælvet i maj 2008 i kinesiske Sichuan kollapsede 6988 skoler, og flere end 10.000 børn omkom. I den pakistanske del af Kashmir blev 9 ud af 10 skoler ødelagt under jordskælvet i efteråret i 2005, og dødstallene var så høje, at de ligesom i Kina blev hemmeligstemplede. Lave budgetbevillinger, byggefusk og korruption skaber dødsfælder.
Japan, som er et rigt land, bestemte sig allerede sidst i 1980'erne for at prioritere skolebørnenes sikkerhed i forsvaret mod de underjordiske magter.
Tvivlerne var mange. Men allerede under jordskælvet i Kobe i 1995 kom den første belønning: Trods store ødelæggelser og 6490 dødsofre klarede alle skoler sig flot. Og samtidig kunne mere end 50.000 personer, der var blevet hjemløse ved skælvet, hurtigt ydes beskyttelse på skolerne mod efterskælv, kulde og regn.
Skolerne tjener i dag sammen med rådhuse og gymnastiksale som evakueringscentre, og alle med behov for det søger tilflugt der. I områder, som er særligt udsatte for tsunamier, er skolerne som regel blevet bygget på, hvad der regnes for "sikker afstand" af havet, eller – hvor det er muligt – på et jord- niveau, der ligger mindst 10 meter over havoverfladen.
Fire døgn er der gået siden den sorte fredag, og endnu er der ikke indløbet rapporter om ødelagte skoler. Måske et godt tegn – men intet kan tages for givet, så længe hverken myndigheder eller medier rigtig har fået dannet sig et overblik over naturkræfternes ødelæggelser.
Fraværet af teltlejre til hjemløse tyder dog på, at skolerne faktisk udfylder deres anden funktion i katastrofeberedskabet.
Da japanerne vågnede op i går, var det for manges vedkommende til en helt ny, uvis og problemfyldt hverdag – og fremtid. Landet er delt i to: Landsdelen sydvest for Tokyo slap helt for skader og påvirkes også mindre af den tiltagende panik over ned-smeltningerne i Fukushimas atomkraftværk. Men langs stillehavskysten i nord er helvedets lidelser kun lige begyndt. Tokyo ligger midt imellem, og panikken har allerede mange i sit greb.
Tusindvis af virksomheder har ringet eller mailet til deres ansatte og bedt dem om at blive hjemme fra arbejde i de næste dage. Mange fabrikker er lukket midlertidigt, og eksempelvis forretningsfolk og kontorister må arbejde hjemmefra.
Ligesom i weekenden kommer de fleste af hovedstadens indbyggere til at sidde klistrede til tv-apparater og computere for at få besked. Mange af dem vil også desperat fortsætte deres eftersøgning af slægtninge og venner i nord, som de intet har hørt fra. El og telefonnet er stadig sat ud af spillet, og det samme gælder veje og jernbaner.
Oversat af Sara Høyrup