De voldsomme skovbrande i Spanien, Portugal, Italien og ikke mindst Grækenland har den seneste tid påkaldt sig enorm stor offentlig interesse fra det meste af verden, ikke mindst fra alverdens medier.
Opmærksomheden er ikke blevet mindre af, at flere af de voldsomme brande tilsyneladende er påsatte. Flere politikere og andre fremtrædende personligheder har i flere omgange været ude at fordømme ildspåsættelserne. Senest i går tilsluttede pave Benedikt XVI sig koret af kritikere, da han fordømte brandstifternes opførsel.
Man kan ikke være andet end bekymret over sådan en uansvarlig opførsel, der bringer andre menneskers liv i fare og ødelægger miljøet, sagde paven, der opfordrede tilhørerne på Peterspladsen til at bede for ofrene for de voldsomme skovbrande.
Men hvorfor tiltrækker skovbrandene i Sydeuropa så meget offentlig opmærksomhed og debat verden over? Selvom der mindst er 64 personer, der er døde af brandene i Grækenland, er det intet at regne imod de mange hundrede, der eksempelvis alene dør hvert år i den græske hovedstads trafik.
Ifølge Alberto Oliverio, der er professor ved institut for psykobiologi ved Sapienza-universitetet i Rom og forfatter til en lang række bøger om menneskelig adfærd, skyldes den offentlige opmærksomhed og polemik, at brandene vækker en grundlæggende angst for ild i et ethvert menneske.
Ild henvender sig til et primitivt instinkt og en helt grundlæggende frygt i alle mennesker og dyr for den sags skyld, siger Alberto Oliverio.
Instinktivt har vi en følelse af, at ild ikke er noget, vi kan kontrollere eller gøre noget ved. De store skovbrande som dem i Grækenland vækker en følelse af magtesløshed, som ikke engang rammer folk i forbindelse med oversvømmelser. For ved oversvømmelser er der altid et håb om, at man kan gøre noget for at redde sig. Eksempelvis ved at redde sig op på noget, der stikker over vandet. Men ilden kan man kun redde sig fra, hvis man kan flygte væk fra den, vurderer professoren.
Selvom der sommeren igennem har været brande over hele Sydeuropa, er det først og fremmest brandene i Grækenland, der har vakt bred international opmærksomhed. Og det selvom skovbrande i Italien og Portugal har været voldsomme og haft dødelig udgang i flere tilfælde.
Brandene nær de historiske steder i Grækenland vækker mange følelser, i hvert fald i den vestlige verden. Det er historiske steder, som alle kender til og føler en eller anden grad af identifikation med. Det samme kan ikke siges om Sicilien eksempelvis, siger Alberto Oliverio.
Han henviser til, at den europæiske offentlighed først og fremmest forbinder Sicilien med mafia, og det kolliderer med vores følelse af sympati og oprørthed, som er blevet vakt i forbindelse med brandene i Grækenland. Han tilføjer dog, at man heller ikke må glemme, at der et psykologisk aspekt i brandenes voldsomhed.
Selvom de skovbrande, der har været andre steder i Sydeuropa, har været voldsomme, må man sige, at brandene i Grækenland har nået dimensioner, der minder om bibelske højder. Mennesket har med tiden lært at kontrollere sin frygt for ilden på en måde, der betyder, at vi kan håndtere en brand i et hus eller i en større ejendom eksempelvis. Men brandene i Grækenland har nået et omfang, der overvinder denne følelse til fordel for den grundlæggende frygt for ilden og den umiddelbare frygt for døden, slutter han.